Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Stand Up Paddle (SUP) i Københavns Havn

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt der skal arbejdes på at sidestille Stand Up Paddle (SUP) med kanoer og kajakker i Københavns Havn.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegiver overfor By og Havn, at der bør arbejdes for at sidestille SUP med kanoer og kajakker.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 28. september 2017 medlemsforslaget vedrørende bedre forhold for SUP i Københavns Havn. I forlængelse heraf anmodede udvalget Kultur- og Fritidsforvaltningen om, med udgangspunkt i medlemsforslagets intentioner, at vende tilbage med en redegørelse om mulighederne for at sidestille SUP med kajakroning i Københavns Havn. Kultur- og Fritidsudvalget ønskede status på redegørelsen herfor ved udvalgsmødet den 9. november 2017.

Løsning

Havnen er i rivende udvikling, og der sker løbende nye tiltag, som skaber mere aktivitet og bedre adgang til vandet. Kajakroning i Københavns Havn har i mange år været en naturlig del af havnen. De mange kajakroere er et tegn på en let tilgængelig og rekreativ havn, hvilket stemmer overens med visionen om en levende havn. Ifølge visionen En havn af muligheder skal Københavns havn være:

  • en havn af muligheder

  • en havn for mennesker

  • en havn for alle

Både visionen En havn af muligheder (2013) og Udviklingsplan for havnen (2015) er et udtryk for, at man i Københavns Kommune prioriterer og arbejder for at fremme aktiviteter ved og i havnen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) for at afdække behov og orientere sig i, hvilke nuværende forhold der er for at dyrke SUP i Københavns Havn. DSRF lægger stor vægt på, at man kommer i mål med en sidestilling af SUP og kajakroning i Københavns Havn, og de indgår meget gerne i det videre arbejde med at skabe bedre muligheder for at anvende havnen til rekreative formål.

Stand Up Paddel er en forholdsvis ny vandsport i Københavns Havn, der til stadighed stiger i popularitet blandt Københavnerne. Ifølge Copenhagen Watersport (CWS) er 80 % af deres medlemmer SUP-udøvere. I Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) regi, på det nationale niveau, har forbundet oplevet en vækst på over 2.500 medlemmer de seneste 2 år. I 2013 var der ca. 200 medlemmer i forbundet. I 2017 er medlemstallet steget til omkring 3-3.500 medlemmer.

Hvilke muligheder har SUP i Københavns Havn i dag

I dag er der mulighed for at dyrke SUP i afgrænsede områder af havnen, herunder vandarealet omkring Holmen og ved Amager Strandpark. Se områderne i bilag (1).

At sidestille SUP med kajakroning i Københavns Havn vil, ifølge CWS, kunne bidrage til at gøre sporten mere attraktiv. CWS argumenterer desuden for, at der skal længere ture til og flere udfordringer, hvis man skal kunne fastholde medlemmerne. Samtidig vil SUP kunne aktivere havnen endnu mere, og understøtte Kultur- og Fritidsudvalgets visioner om en levende og let tilgængelig Havn.

Udfordringer

Af bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske erhvervshavne fremgår, at vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscootere og lignende kun må finde sted med havnemyndighedens forudgående tilladelse. Denne bekendtgørelse er styrende for overholdelse af orden indenfor Københavns Havns område.

For at tillade SUP på et større areal, end hvad der er tilladt i dag kræves der, ifølge By og Havn, en ændring af Havnereglementet til. En ændring af Havnereglementet skal afstemmes med Trafik- og Søfartsstyrelsen, som er den øverste myndighed, når der skal korrigeres regler og gives nye tilladelser i Københavns Havn. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen afsøger, i dialog med By og Havn, muligheder for at sidestille SUP med kajakroning i Københavns Havn

Ifølge By og Havn, som står for overholdelse af de sikkerhedsmæssige standarder, vil den stærke trafik forårsaget af blandt andet turistrundfart, lyst- og motorbåde samt havnebusser i dele af havnen gøre det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at sidestille SUP med kajakroning. Kanalerne i Københavns Havn er stærkt trafikerede, hvorfor en yderligere tilførsel af umotoriserede brugere af havnen her vurderes at være uforsvarlig. Også i det åbne vand, hvor der kan være høje bølger, vurderer By og Havn, at det er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at tillade SUP. Med øje for de sikkerhedsmæssige hensyn, der ifølge By og Havn bør tages, når motoriserede og ikke motoriserede brugere af havnen mødes, foreslår By og Havn, at man opdeler havnetrafikken. By og Havn anbefaler på den baggrund, at der arbejdes for at tillade SUP i afgrænsede områder i havnen. By og Havn har bl.a. områder Syd for Langebro og ved Svanemøllen i overvejelserne som supplement til de områder, hvor det allerede i dag er tilladt.

I den forbindelse vil By og Havn indgå dialog med Søfartsstyrelsen og arbejde hen imod at korrigere havnereglementet, således at forholdene for SUP i Københavns Havn forbedres.

Der arbejdes for en revision af havnereglement, og der stiles imod, at et nyt havnereglement kan være klart til sæson 2018. Indtil havnereglementet er blevet revideret, vil man i By og Havn gerne se på muligheden for at give en midlertidig dispensation (svarende til 3 måneder) til at dyrke SUP i afgrænsede områder af havnen.

Med afsæt i visionen om en havn for alle, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsat videre med at undersøge muligheden for at sidestille SUP med Kajakroning i Københavns Havn.

For at imødekomme de nuværende og fremtidige brugere af havnen, og for at skabe de bedste forhold for alle, inddrages havnens brugere, såvel de motoriserede som de umotoriserede til en drøftelse om muligheder og sikkerhed i havnen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et brev til By og Havn.

 

Mette Touborg

    

                                  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top