Mødedato: 07.12.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Muligheder for indførelse af anonyme kontrolkorps i nattelivet i København

Se alle bilag

På kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. oktober 2023 pålagde udvalget ”forvaltningen inden udgangen af december at vende tilbage med, hvilke udfordringer og muligheder der er ved at indføre et anonymt kontrolkorps, herunder behovet for ny lovgivning, samt modeller, der kan indarbejdes under den nuværende lovgivning”.

Inden for den nuværende lovgivning er det alene muligt at iværksætte en model med anonyme kontrolkorps, der beror på konkrete aftaler med de enkelte serveringsteder, herunder ift. registrering og offentliggørelse af data. Herudover vil modellen kræve tilladelse om dispensation ved relevante myndigheder ift. rekruttering pba. etnicitet.

Det er fra brancheorganisationer tilkendegivet, at man ikke ønsker en model baseret på anonyme kontrolkorps. Iværksættelsen af en sådan model vil kræve finansiering. 

Skulle man indføre Oslo-modellen i dansk ret og andre ikke aftalebaserede modeller, der anvender anonyme kontrolkorps – og skulle bevillingsmyndighederne inddrage overtrædelser af reglerne om forskelsbehandling i sagsbehandlingen, så vil det kræve lovændringer, herunder i restaurationsloven.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager notat vedr. brug af anonyme kontrolkorps i nattelivet og de beskrevne modeller til efterretning.

Problemstilling

På kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. oktober 2023 pålagde udvalget forvaltningen inden udgangen af december at vende tilbage med, hvilke udfordringer og muligheder der er ved at indføre et anonymt kontrolkorps, herunder behovet for ny lovgivning, samt modeller, der kan indarbejdes under den nuværende lovgivning.

Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et notat herom. Notatet fremgår af bilag 1.

Løsning

På baggrund af en gennemgang af relevant lovgivning, er det forvaltningens vurdering, at der kan optegnes en model for indførsel af anonyme kontrolkorps, som er aftalebaseret, jf. bilag 1.

Det er således efter gældende regler alene muligt at etablere en ordning med anonyme kontrolkorps, hvis der foreligger en klar aftale herom med konkrete serveringsteder i nattelivet i København. Aftalen vil betyde samtykke fra det enkelte serveringsted til registrering af, hvem der får adgang til serveringstedet og hvem, der ikke får adgang ved brug af anonyme kontrolbesøg.

Det forudsættes imidlertid, at Københavns Kommune som myndighed ikke som sådan forholder sig til spørgsmålet om forskelsbehandling ved de enkelte serveringsteder, idet denne kompetence henhører under anden myndighed. Hertil kommer, at det ikke vil være muligt for Bevillingsnævnet at anvende oplysningerne i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling og/eller nattilladelse, idet en sådan ordning ville kræve ændring af gældende regler, jf. restaurationsloven (bilag 1, pkt. 3 om krav til eventuel ny lovgivning).

Hvorvidt de pågældende registreringer kan offentliggøres, beror ligeledes på aftalen med serveringstedet. En mulig model – ud over offentliggørelse – kunne f.eks. være, at registreringerne anvendes som grundlag for dialog og samarbejde om evt. tiltag på det konkrete serveringsted.

Etablering af en sådan model vil kræve en undersøgelse af, om der kan opnås dispensation fra reglerne om ligebehandling fra relevante statslige myndigheder (Erhvervsstyrelsen) ifm. rekruttering af kontrolkops (kommunalt ansatte), hvor en afgørende betingelse vil være, at personerne enten er etnisk danske eller har en anden etnicitet end dansk, jf. danske ligebehandlingsregler i ansættelsessituationen (bilag 1, side 9).

Brancheorganisationer på området har tilkendegivet overfor forvaltningen, at der ikke er opbakning til en aftale-model med anonyme kontrolkorps. Organisationerne har også givet udtryk for, at en beslutning om at iværksætte en model med anonyme kontrolkorps vil have væsentlig betydning for tilslutningen til Charter for et natteliv uden diskrimination.

Det bemærkes, at gennemførsel af en aftalebaseret model med anonyme kontrolkops vil kræve selvstændig finansiering.

For så vidt angår spørgsmålet om indførelse af Oslo-modellen og andre ikke aftalebaserede modeller, der anvender anonyme kontrolkorps, kan det konstateres, at der ikke er grundlag herfor indenfor de gældende regler. Hvis bevillingsmyndighederne skulle inddrage overtrædelser af reglerne om forskelsbehandling i sagsbehandlingen, fx i form af afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, så vil det kræve en ændring af reglerne, som de er i dag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

I henhold til Kultur- og Fritidsforvaltningens beslutning af 26. oktober 2023 vil forvaltningen i samarbejde med restaurationsbranchen iværksætte lanceringen af Charter for et Natteliv uden diskrimination. Det er forventningen, at lanceringen kan finde sted primo 2024.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2023

 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top