Mødedato: 07.09.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Social Ansvarlig Cafédrift - pejlemærker og operationalisering

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til pejlemærker for at fremme social ansvarlig cafédrift i kommunens kultur- og idrætsfaciliteter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de fire pejlemærker for fremme af socialt ansvarlig cafédrift samt den beskrevne metode til operationalisering af pejlemærkerne, jf. bilag 1.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) besluttede den 14. december 2016, at Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) skulle udarbejde en model for, hvordan man kan fremme socialt ansvarlig cafédrift i kommunens kultur- og fritidsfaciliteter. På den baggrund har KFF i samarbejde med Meyers Madhus og i dialog med en række decentrale KFF-enheder foretaget en nærmere analyse af mulighederne. 

Meyers Madhus' konsulentydelser indgår som en del af den samlede aftale om rådgivning vedrørende madkvalitet i kommunens køkkener, som efter en udbudsrunde blev indgået i 2016.    

Løsning

Analysen viser, at det er hensigtsmæssigt med en forholdsvis fleksibel tilgang til cafédrift i KFF's institutioner, da udgangspunktet for cafédrift varierer meget fra facilitet til facilitet. I de store idrætshaller vil der naturligt være et stort antal besøgende, mens det i de mindre kulturenheder kan være meget udfordrende at bygge et bæredygtigt forretningsgrundlag op. Da caféerne i kultur- og fritidsfaciliteterne i udgangspunktet skal bortforpagtes til en privat aktør er det afgørende, at de kan drives økonomisk forsvarligt.

Med afsæt i dette foreslås i skitseform følgende model:

1. De fire pejlemærker indgår fremadrettet som en integreret del af udbuds- og aftalematerialet. Det betyder, at nye forpagtere skal beskrive, hvordan de vil arbejde for at fremme hensigterne bag hvert af de fire pejlemærker. Dette giver kultur- og fritidsenhederne et indblik i, hvorvidt en evt. forpagter har særlige kvalifikationer inden for de respektive pejlemærker eller ej. Samtidig bliver markedsdialogen ikke så rigid, at kun meget få aktører reelt kan byde på en opgave.

2. Meyers Madhus bistår som en del af den centrale aftale for kommunen med rådgivning og vejledning vedr. f.eks. omlægning til mere økologi o.l. til såvel eksisterende som nye forpagtere.

3. Meyers Madhus bistår kulturenhederne med at få adgang til et større netværk af potentielle forpagtere, der har en stærk social ansvarlig profil. Formålet er at gøre mulighederne for cafédrift i kultur- og fritidsenhederne mere synlige for relevante markedsaktører.

4. KFF udarbejder sammen med den centrale madrådgiver for Københavns Kommune (på nuværende tidspunkt Meyers Madhus) en status for indsatsen vedr. socialt ansvarlig cafédrift i 2019. Her vurderes det samtidig, om der er behov for en regulering af den ovenfor skitserede model.

De fire pejlemærker og operationalisering

De fire pejlemærker samt praktisk operationalisering fremgår af bilag 1: Pejlemærker for cafédriften i Københavns Kommunes kultur- og fritidsinstitutioner.

Kort beskrevet er pejlemærkerne følgende:

1. Fremme sunde, bæredygtige og nærende måltider af høj kulinarisk kvalitet - herunder efterlevelse af det politisk satte mål om 90 procent økologi, jf. BR 17. juni 2017, punkt 14.

2. Fremme af socialt ansvarlig drift og iværksættere - f.eks. at forpagteren er registreret under lov om socialøkonomisk virksomhed, at forpagteren beskæftiger marginaliserede grupper (f.eks. indvandrerkvinder som arbejder med initiativet "Send Flere Krydderier") eller, at forpagteren beskæftiger personer med nedsat funktionsevne. Den konkrete sociale indsats kan variere fra café til café.

3. Fremme, at caféerne under KFF bliver en integreret del af kultur- og fritidsinstitutionerne - det kan f.eks. være i form af samarbejde om kulturaktiviteter og praktiske funktioner.

4. Fremme af caféernes funktion som lokalt og socialt samlingsted - det vil sige caféens evne til at skabe attraktive rammer for den bredere gruppe af københavnere, udover kernebrugerne af den pågældende facilitet.

Status for igangværende indsats

KFU besluttede den 14. december 2016, punkt 7, at KFF skulle arbejde videre med at etablere socialt ansvarlige caféer i HUSET:KBH, Grøndal Multicenter, Nørrebrohallen, Valbyhallen/Valby Vandkulturhus og Sundby Idrætspark. Arbejdet foregår skridtvis i takt med, at kontrakterne for de nuværende forpagtere de omtalte steder udløber, og der derfor skal indgås en ny forpagtningsaftale. Status er følgende:

  • Forpagtningen af Caféen i HUSET:KBH blev i foråret 2017 overtaget af den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Fair. Kaffe Fairs fokus er træningsforløb for ledige unge med det formål at gøre dem mere klar til beskæftigelse eller uddannelse. På de 6 caféer, som Kaffe Fair driver, er der imidlertid også projekter rettede mod handicappede. Caféen i HUSET:KBH går nu under navnet Spisehuset Fair.
  • Grøndal Multicenter og Nørrebrohallen skal indgå nye forpagtningsaftaler gældende fra 2018. Der vil derfor blive foretaget en markedsdialog i overensstemmelse med modellen beskrevet i denne indstilling og i bilag 1 i efteråret 2017
  • Valbyhallen/Valby Vandkulturhus og Sundby Idrætspark skal først indgå forpagtningsaftaler fra 2019. Til den tid vil der ligeledes blive foretaget en markedsdialog i overensstemmelse med den skitserede model.

Økonomi

I forbindelse med analysen foretaget af Meyers Madhus i samarbejde med kultur- og fritidsinstitutionerne er det blevet vurderet, at der ikke er behov for investeringer vedr. de aktuelle processer med Nørrebrohallen og Grøndal Multicenter. Indstillingen har således ikke økonomiske konsekvenser. Det kan dog ikke afvises, at der kan være behov for investeringer i forbindelse med forpagtningsaftaler for andre faciliteter i takt med, at nye aftaler skal indgås. I så fald vil KFU blive orienteret.

Videre proces

Hvis KFU godkender indstillingen, vil KFF indgå nye forpagtningsaftaler i overensstemmelse med den anviste model i indstillingen og bilag 1.

 

 

          Mette Touborg    

                                       /Aravni Jakobsen     

 

                                                                                 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top