Orientering om Fællesindstilling til BUU, KFU, TMU, ØU og BR om skoleløsning i Jernbanebyen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
I forbindelse med den kommende byudvikling af Jernbanebyen er det besluttet, at placere en femsporet skole med kultur- og fritidsfaciliteter i Vognværkstedet i Jernbanebyen.
Kgs. Enghave Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg modtag torsdag d. 2. oktober en orientering fra Lola Bruun Jørgensen. Kontorchef i Kontor for Ejendomsstrategi og Kapacitet. Af orienteringen fremgik det, at siden der blev truffet politisk beslutning om en femsporet skole og kulturcenter i Vognværkstedet, er prognosen for antal skolespor i Jernbanebyen faldet og det samlede projekt i Vognværkstedet vurderet dyrere end estimeret i forbindelse med planlægningsbevillingen. På den baggrund blev det besluttet, at Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen skulle lægge en beslutning frem for de relevante udvalg samt Borgerrepræsentationen mhp. stillingtagen til håndtering af problemstillingen. Indstillingen skulle behandles i Børne- og Ungdomsudvalget allerede den 8. oktober.
Forvaltningen anbefalede derfor overfor udvalgene, at de skulle vælge mellem to scenarier:
- Scenarie A: At der fortsat planlægges med at løse behov for skolekapacitet i Jernbanebyen ved opførelse af skole og kulturcenter i Vognværkstedet tilpasset med en nedjustering af ét skolespor og indpasning af en 7-gruppers daginstitution.
- Scenarie B: At behovet for skolekapacitet i Jernbanebyen i stedet løses ved at opføre en 3-sporet skole på et naboareal til Vognværkstedet, og at skole og kulturcenter i Vognværkstedet dermed annulleres.
Af Scenarie B fremgår bl.a.:
"
Kultur- og fritidsfaciliteter på Gl. Vasbygade 49
Med denne løsning indstilles det i stedet, at der tilvejebringes de ekstra kultur- og fritidsfunktioner på den kommunalt ejede grund Gl. Vasbygade 49, som i dag midlertidigt benyttes til at huse ukrainske fordrevne, og som vil ligge ca. 600 meter fra skolen. Gl. Vasbygade 49 kan med sin beliggenhed bidrage til at binde tre bydele sammen og løfte kultur- og fritidstilbuddene både i det gamle Kgs. Enghave, det nye Sydhavn og Jernbanebyen.
Gl. Vasbygade 49 rummer i dag en bygning på ca. 2.000 etagemeter, som kan ombygges til et selvstændigt kulturcenter med de samme funktioner som i Vognværkstedet (kultur- og biblioteksfaciliteter, bevægelsessale, værksteder og cafe). En selvstændig facilitet vil ikke kunne dobbeltudnytte arealer med skolen og vil derfor kræve mere plads. Det vil ikke være muligt at opnå samme antal m2 som i Vognværkstedet, hvor der samlet er bestilt ca. 4500 m2 inkl. udvidet KCL, uden tilbygning eller nybyggeri på grunden.
Økonomiforvaltningen har i 2022 vurderet, at det vil være muligt at opføre en idrætshal, svømmehal og ungemiljø på i alt ca. 6.000 etagemeter efter nedrivning af eksisterende bygning. I den videre proces vil der også blive undersøgt en transformeringscase af den eksisterende bygning samt evt. tilbygning for at rumme de ønskede kultur- og fritidsfunktioner i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Den nærmere programmering fastlægges i den videre proces. Trafiksikkerhed er desuden et væsentligt opmærksomhedspunkt i den videre planlægning.
Det bemærkes, at hvis der ikke etableres et KLC på skolen, bortfalder realiseringen af et nyt folkebibliotek, som ellers var planlagt, hvis dette ikke etableres et andet sted i lokalområdet. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil da undersøge, hvor en biblioteksfacilitet mest hensigtsmæssigt kan placeres i lokalområdet, herunder om dette er på Gl. Vasbygade 49.
Gl. Vasbygade ligger udenfor lokalplanområdet, og der skal derfor tilvejebringes særskilt lokalplangrundlag. Scenariet vil evt. kræve et kommuneplantillæg."
Kgs. Enghave Lokaludvalg Vesterbro Lokaludvalg blev tilbudt et møde med forvaltningen, med henblik på gennemgang af sagen. Forvaltningen oplyste yderligere, at det ikke havde været muligt at tilbyde en gennemgang tidligere grundet fortrolighed frem til publicering af sagen på Børne- og Ungdomsudvalgets dagsorden af hensyn til igangværende udbud af projektet ved Byggeri København.
Orienteringsmødet med forvaltningen blev afholdt tirsdag d. 7 oktober.
Børne- og Ungdomsforvaltningen besluttede på møde d. 8. oktober "At sagen udsættes til behandling til det kommende møde; forvaltningerne skal til mødet være vendt tilbage med en revideret indstilling, som giver en mere omfattende fremstilling af hele sagen". Indstilling og referat fra mødet i Børne- og Ungdomsforvaltningen kan tilgås her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/B%C3%B8rne-%20og%20Ungdomsudvalget/m%C3%B8de-08102025/referat/punkt-2
Forretningsudvalget afventer den videre udvikling i sagen. Der er ikke på nuværende tidspunkt noget punkt på dagsordenen, der vedrører skoleløsning i Jernbanebyen.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Intet
Videre proces
Forretningsudvalget følger den videre udvikling i sagen.