Høring: Naboorientering om ny kirke på Teglholmen
Indstilling
Det indstilles:
1. at lokaludvalget drøfter naboorienteringen og godkender vedlagte forslag til høringssvar.
Problemstilling
Klima- Teknik- og Miljøforvaltningen (KTF) har den 8. maj sendt en naboorientering til lokaludvalget med henblik på at Kgs. Enghave Lokaludvalg kan komme med bemærkninger. Der er frist for at indsende bemærkninger den 29. maj 2026.
Naboorienteringen vedrører en ansøgning fra Sydhavn Sogn om tilladelse til at opføre en kirke på den tomme grund på Cylindervej 9 på Teglholmen. Tilladelsen vil indebære en dispensation fra den gældende lokalplan. Dispensationer fra lokalplaner er en administrativ afgørelse, hvilket indebærer, at sagen ikke vil blive behandlet politisk.
Ansøgningen drejer sig om tilladelse til opførelse af en ny bygning, der skal fungere som både kirke og kulturhus med offentlig adgang. Kirkebygningen ønskes opført i 3 etager, uden kælder, med en bygningshøjde på 16 til 22 m og med et kvadratisk fodaftryk på 23,4 x 23,4 m.
Bygningens facader fremstår i grålige nuancer med patineret træ og store vinduespartier. Taget er formet med to høje punkter, det ene som klokketårn og det andet har et lysindtag til kirkerummet. Tagmaterialet er uafklaret men forventes udført i metal i en grå farve der tilpasser sig bygningen. Bygningens stueetage indrettes som kulturhus og rummer bl.a. sal med plads til 150 personer. 1. sal indrettes som kirke og rummer bl.a. kirkerum med plads til 350 personer og øvrige kirke funktioner. 2. sal indrettes med interne funktioner.
Rundt om kirkebygningen etableres grønne udearealer med stiforbindelser og opholdsmuligheder. Der etableres en promenade langs grundens øst kaj og en havnepark med stensætning langs grundens nordkaj. Der etableres 30 cykelparkeringspladser, hvoraf 13 er overdækkede. På kirkens forplads mod Cylindervej etableres 2 handicap parkeringspladser. Den øvrig bilparkering placeres i Teglholmens parkeringshus, beliggende på Teglholmsgade 39. På kirkens forplads etableres et affalds- og redskabsskur i træ med sedumtag.
Afvigelser fra lokalplanens bestemmelser
Det ansøgte byggeprojekt overholder ikke alle lokalplanens bestemmelser, og kommunen skal derfor træffe afgørelse om en eventuel dispensation. Af høringsmaterialet, der vedlægges, fremgår det i hvilket omfang, Københavns Kommune agter at dispensere fra lokalplanen.
Forretningsudvalget (FU) har ikke vurderet, at dispensationerne fra lokalplanen i sig selv bør give anledning til bemærkninger. Dog finder FU det påfaldende, at kirkens lokaler i stueetagen betegnes som et kulturhus. Sekretariatet har kontaktet Sydhavns Sogn om, hvordan begrebet kulturhus skal forstås.
Sydhavn Sogn har oplyst, at der er tale om funktioner, der svarer til dem, sognet i øjeblikket har ved Frederiksholm Kirke. Her råder sognet over 1 stort og 2 mindre lokaler, som bruges til forskellige kirkelige aktiviteter som korsang og konfirmationsforberedelse. Derudover bruges lokalerne til udlån til en spejdergruppe, til bydelsmødre og lignende. Der er egentlig tale om et sognehus eller forsamlingshus, der ikke svarer til et kulturhus.
Kirken har i ansøgningen om byggetilladelse brugt begrebet kulturhus, da der ikke er så mange i dag, der ved, hvad et sognehus er. Men der er ikke tale om et kulturhus med almindelig offentlig adgang, da lokalerne vil blive benyttet til formål, som "kirken kan se sig selv i". Lokalerne vil ikke kunne opfylde det behov der er på holmene for et kulturhus med bred offentlig adgang eller et børnekulturhus.
FU vurderer, at beskrivelsen i naboorienteringen om et kulturhus med offentlig adgang er upræcis og ikke korrekt. FU henstiller derfor i vedlagte forslag til bemærkninger fra lokaludvalget til, at det præciseres i byggetilladelsen, at der er tale om et sognehus, som kirken råder over til primært kirkelige aktiviteter.
Løsning
Lokaludvalget drøfter naboorienteringen og godkender vedlagte forslag til høringssvar.
Økonomi
Intet
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets bemærkninger den 29. maj 2026.