Mødedato: 25.03.2026, kl. 18:30
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Indledende høring: Opførelse af ny udskolingsafdeling m. Ungeværk, Idrætshal og foreningshus på Glucksvej 2

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte den indledende høring og godkende et udkast til høringssvar vedrørende planerne om en udskolingsafdeling samt Ungeværk, idrætshal og foreningshus på Glucksvej 2.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter høringen

2. at lokaludvalget godkender et høringsvar med udgangspunkt i vedlagte udkast

Problemstilling

Klima- Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat to lokalplanforslag for henholdsvis Glucksvej 2 og Louis Pios Gade 12. Planerne skal muliggøre udvidelse af kapaciteten på den eksisterende Ellebjerg Skole som en del af en samlet løsning i Kongens Enghave Skoledistrikt. Forvaltningen gennemfører indledende høringer for de to lokalplanforslag samtidigt.   

Høringen vedrørende byggeriet på Louis Pios Gade behandles i et selvstændigt dagsordenspunkt.

Som en del af en helt ny samlet løsning i Kongens Enghave Skoledistrikt har Økonomiforvaltningen (Byggeri København) anmodet om et nyt plangrundlag for en skolebygning på adressen Glucksvej 2.  

Projektet indeholder en udskolingsafdeling med bl.a. idrætshal og kunstgræsbane. Projektet har en bebyggelsesprocent på ca. 70 og en friarealprocent på 40. Projektet forudsætter, at del af Scandiagade indsnævres for at etablere sikker skolevej og at der etableres en ny forbindelse til haveforeningen Frederikshøj. 

I Kommuneplan 2024 er stort set hele området udlagt til institutioner og fritidsområde, hvor der også kan etableres skoler. Et mindre areal i den nordligste del af området er udlagt til boliger. I det videre planarbejde tages der stilling til, om afgrænsningen mellem de to rammeområder skal justeres med et kommuneplantillæg, så hele lokalplanområdet ligger i område, hvor der kan være skole.  

Særligt om fordelingen af klubtilbud på de to skoler har Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) oplyst, at der peges på en løsning, hvor Rubinen forbeholdes de yngste som et rent fritidsklub-tilbud, mens juniorklub og Ungeværk samles på udskolingen på Glucksvej/Scandiagade. 

Tidsplanen for projektet frem til åbningen af den nye afdeling på Glucksvej vil blive uddybet under orienteringen fra forvaltningerne under dagsordenens Pkt. 1, men overordnet sigtes der imod, at skolen kan tages i brug medio 2031. 

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringsmaterialet, herunder de oplysninger, der kommer frem i oplægget fra forvaltningerne under dagsordenens pkt. 1. Lokaludvalget godkender et høringssvar med udgangspunkt i vedlagte forslag fra Sekretariatet. 

Der er frist for indsendelse af høringssvaret den 8. april 2026.

Sekretariatet bemærker, at ændringer i høringssvaret skal godkendes af Forretningsudvalget senest torsdag den 26. marts. Efter denne dato ophører det eksisterende lokaludvalg. Eventuelle sidste øjebliksrettelser derefter kan kun foretages af Sekretariatet, og det vil kun ske i det omfang det er nødvendigt.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret, så snart det er godkendt.

Til top