Mødedato: 24.11.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Analyse af prøver af kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen

Se alle bilag
Kongens Enghave Lokaludvalg skal tage stilling til projekt analyse af kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

  1. At lokaludvalget beslutter projekt analyse af kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen og afsætter 11.600 kr. til formålet.

Problemstilling

I vinteren 2021/2022 foretog Københavns Kommune en række vandprøver fra boringer på Tippen. Her blev der fundet PFAS i overflade- og grundvandet. PFAS er en fælles betegnelse for en række fluorholdige, svært nedbrydelige, miljøfarlige stoffer, herunder PFOS. Stofferne har været anvendt i mange forskellige industrisammenhænge og er også brugt i brandskum.

Efterfølgende har Københavns Kommune henvendt sig til Fødevarestyrelsen for at få en udtalelse i forhold til fødevaresikkerheden ved at anvende kød fra dyr, der græsser tæt på det undersøgte område, da dyrene formentlig drikker af vandet, hvor vandprøverne er taget.

Selv om koncentrationerne i de undersøgte vandprøver er lave og ikke giver bekymring i forhold til fødevaresikkerheden, påpeger Fødevarestyrelsen, at analyserne er øjebliksbilleder, og at udviklingen bør følges. Københavns Kommune opfordrer derfor også til, at kød fra dyr, der græsser på Tippen, bliver analyseret for PFAS.

Da lokaludvalget selv er vært ved aktiviteter på Tippen, hvor vi blandt andet presser æblemost af æbler fra Tippen, og da besøgende på Tippen gerne plukker æbler, havtorn og andet, foreslår bymiljøudvalget, at lokaludvalget afsætter penge til en analyse af både kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter projekt analyse af kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen, afsætter 11.600 kr. til projektet

Økonomi

To prøver af kød og to prøver af frugt, pr. analyse 2.900 kr.
Analyse af kød fra dyrene og frugt fra træerne på Tippen i alt 11.600 kr.

Midlerne tages fra restmidlerne for lokaludvalgets egne projekter.

Videre proces

Bymiljøudvalget arbejder videre med projektet, såfremt det besluttes.

Beslutning

Rie oplyste, at undersøgelsen vedrører PFAS, der er tidligere undersøgt for tungmetaller og Kalium. Man regner ikke med at finde noget alarmerende.

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top