Ombygning og øget trafiksikkerhed i krydset Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej, Valby
Der skal tages stilling til projektforslag samt frigivelse af midler til at øge trafiksikkerheden i krydset Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej. Projektet blev finansieret med Budget 2024 for at ombygge krydset med henblik på at forebygge svingulykker for særligt cyklister. Det er ikke muligt at øge trafiksikkerheden uden at påvirke fremkommeligheden for biler og busdrift ad Gammel Køge Landevej. Løsningen har opbakning fra lokaludvalget.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at projektforslag for ombygning krydset ved Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. bilag 4.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,1 mio. kr. til ombygning af krydset ved Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
I Budget 2024 (5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 4,1 mio. kr. til krydsombygning Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej for at forbedre trafiksikkerheden for cyklister. Der blev søgt om tilskud til projektet fra den nationale Trafiksikkerhedspulje 2023 (TMU 22. maj 2023), som dog ikke blev givet.
Løsning
Krydset Gammel Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej håndterer i dag en del trafik, da Gammel Køge Landevej fungerer som indfaldsvej fra motorvejen. Derudover er Carl Jacobsens Vej en væsentlig adgangsvej til København Syd St. samt forskelligt erhverv, mens Ib Schønbergs Allé er adgangsvej til det tilstødende boligkvarter.
I krydset har politiet i perioden 2017-2021 registreret fem personskadeulykker og 15 materielskade-ulykker. Hovedparten af ulykkerne involverer cyklister på vej ned fra jernbanebroen, der overses af både højre- og venstresvingende biler i krydset. I dag er der fremført cykelsti i begge retninger på Gammel Køge Landevej, og ligeudkørende cyklister og svingende bilister har grønt samtidig.
I projekteringen har forvaltningen konstateret, at de tiltag, der skal forbedre trafiksikkerheden, ikke kan undgå at påvirke fremkommeligheden, jf. nedenfor. Den gensidige påvirkning af trafiksikkerhed og fremkommelighed ses jævnligt i projekter i større lyskryds, og løsningen er dermed en afvejning af flere hensyn, hvor trafiksikkerhed er vægtet højere end fremkommelighed, jf. beslutningen i Budget 2024 (bilag 6). Kødannelse kan i sig selv have konsekvenser for trafiksikkerheden, og der er derfor fokus på at minimere de negative konsekvenser for fremkommeligheden. Løsningen vurderes stadig samlet set at være den bedste til at øge trafiksikkerheden i krydset.
Kommende tiltag i krydset
Projektets hovedgreb er at forebygge højresvingsulykker gennem etablering af dedikerede svingbaner for biler fra Gammel Køge Landevej mod Carl Jacobsens Vej, som svinger, mens cyklisterne holder for rødt. Løsningen indebærer desuden fire tiltag, som er nærmere beskrevet i bilag 4:
- Udvidet venteareal til venstresvingende biler fra Gammel Køge Landevej mod Ib Schønbergs Allé, så de svingende ikke blokerer den ligeudkørende trafik.
- Højresvingsbanen til biler på Gammel Køge Landevej mod Ib Schønbergs Allé kombineres med en afkortet cykelsti for at sikre, at Ib Schønbergs Allé kan bibeholdes som adgangsvej til boligkvarteret.
- Busperron i sydgående retning forlænges for at forhindre blokeringer af trafik ad Gammel Køge Landevej. Som konsekvens fældes et træ og 3 p-pladser nedlægges. P-pladserne erstattes 850 m væk. Buspassagerer får ca. 16 m. længere til krydset.
- Der etableres en ny midterhelle på Gammel Køge Landevej til fordel for krydsende fodgængere.
Konsekvenser for bil- og busfremkommelighed
Løsningen vil medføre et mere forudsigeligt flow, idet de svingende biler ikke længere blokerer for ligeudkørende. Reduktionen af ligeudbaner på Gammel Køge Landevej vurderes dog at få konsekvenser for fremkommeligheden i nogle perioder af dagen, da krydset ikke kan afvikle den samme mængde biler. Cyklister og gående fra syd vil også opleve mere ventetid, mens svingende trafik afvikles mod Carl Jacobsens Vej, men vil samtidig opleve en tryggere krydsning uden biler der svinger ind over cykelstien.
Der opleves allerede i dag kø både morgen og eftermiddag på Gammel Køge Landevej, idet krydset i forvejen er tæt på kapacitetsgrænsen i myldretiden, dog uden at der opstår stilstand i trafikken. En trafikmodelberegning viser, at den foreslåede ombygning vil skabe kø både morgen og eftermiddag og længere perioder med stilstand i trafikken på Gammel Køge Landevej, Toftegårds Allé og en del af Vigerslev Allé. Om eftermiddagen vil de større køer medføre, at bilernes forsinkelse stiger fra de nuværende ca. 15 sekunder til op til næsten tre minutter.
Gennem krydset kører to højfrekvensbusser, 4A og 1A. Med løsningen sænkes bussernes fremkommelighed ad Gammel Køge Landevej sammen med den øvrige trafik med op til 1½ minut afhængig af retningen. Dette gælder også, selvom der indføres busoptimeringer, herunder busprioritering og flytning af busperronen som beskrevet.
Høring
Projektforslaget har været i høring fra den 17. december 2025 til den 26. januar 2026 ved Valby Lokaludvalg og Movia, jf. bilag 5. Forvaltningens bemærkninger fremgår også af bilag 5.
Høringssvar fra Valby Lokaludvalg
Valby Lokaludvalg peger på et behov for trafiksikkerhedstiltag i krydset, men ønsker bedre belysning af fortov og cykelsti fra broen og retningsangivende afmærkning for cyklister. Lokaludvalget udtrykker usikkerhed om, hvorvidt svingpilene, der styrer det bundne højre- og venstresving, er tydelige nok for bilister.
Høringssvar fra Movia
Movia bemærker, at løsningen reducerer kapaciteten i nord-syd retning, men anerkender, at projektet også indeholder tiltag, der understøtter bussernes fremkommelighed. Der opfordres til et venstresvingsforbud mod Ib Schønbergs Allé for at undgå blokeringer, og der opfordres til at holde øje med busdriften i myldretiden og sikre, at busfremkommelighed ikke forringes.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen tager lokaludvalgets ønsker om bedre belysning og cykelafmærkning med i den videre projektering. Bilister kan navigere gennem signalet ligesom i andre lignende kryds med bundne svingfaser. Forvaltningen vil ifm. evalueringen holde øje med busdriften som foreslået af Movia.
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget.
Parkering
Detailprojekteringen viste et behov for at flytte busperronen længere væk fra krydset, hvilket ikke var en del af budgetnotatet (bilag 6). Det betyder, at der må omlægges tre p-pladser til en lokation ca. 850 m væk, nær Valby St. Den seneste parkeringstælling fra marts 2025 viser en belægningsprocent kl. 22 på 100 % for de tre pladser. Omlægning af p-pladser holdes inden for budgettet.
Træer
Flytningen af busperronen medfører også, at et træ må fældes uden mulighed for erstatning inden for projektområdet, jf. bilag 4. Træet er plantet i 2001 og er af typen platan. Træet er ikke bevaringsværdigt.
Politisk handlerum
Det kan via ændringsforslag besluttes, at
- etablere venstresvingsforbud fra Gammel Køge Landevej mod Ib Schønbergs Allé for at sikre fremkommeligheden ved helt at undgå risikoen for, at venstresvingende biler spærrer for ligeudkørende. Et svingforbud vil betyde omvejskørsel og øget intern trafik i området vest for krydset, som primært består af små beboelsesgader, og kræver dispensation fra lokalplanen, hvor Ib Schønbergs Allé er angivet som adgangsvej. Tiltaget kan holdes inden for projektets økonomiske ramme (punkt 1 i bilag 4).
- etablere højresvingsforbud fra Gammel Køge Landevej mod Ib Schønbergs Allé, så den eksisterende fremførte cykelsti mod syd bibeholdes og øger tryghed, sikkerhed og fremkommelighed. Et svingforbud vil betyde omvejskørsel i kvarterets små beboelsesgader og kræver dermed dispensation fra lokalplanen, hvor Ib Schønbergs Allé er angivet som adgangsvej. Trafikken vil blive flyttet til Kirsten Walthers Vej, hvor højresvinget også i dag er kombineret med en afkortet cykelsti med begrænset udsyn. Forvaltningen vurderer dog, at trafiksikkerheden sikres bedst, hvis de højresvingende bilister fordeles på to kryds frem for ét. Tiltaget kan holdes inden for projektets økonomiske ramme (punkt 2 i bilag 4).
- der i projektet omdisponeres midler til at udføre en trafikal foranalyse af de trafikale sammenhænge i området omkring krydset samt mulighederne for generelt svingforbud mod både Ib Schønbergs Allé og Carl Jacobsens Vej. Svingforbud vil standse konflikter mellem svingende biler og cyklister og samtidig forbedre fremkommeligheden på strækningen, men vil også have konsekvenser for adgangsveje til tilstødende kvarterer og bør derfor undersøges grundigt på forhånd (punkt 3 i bilag 4).
Økonomi
I Budget 2024 blev der afsat 4,1 mio. kr. (2024 p/l) til ombygningen af krydset Gl. Køge Landevej/Carl Jacobsens Vej. Heraf blev 2,1 mio. kr. (2024 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 2,0 mio. kr. (2024 p/l) frigives, det svarer til 2,1 mio. kr. i 2026 p/l, jf. tabel 1.
Tabel 1. Frigivelse af midler
|
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Beløb i 1.000 kr. |
|
KTU |
Gl. Køge Landevej-Carl Jacobsensvej, kryds |
2000 – Ordinær anlæg |
2.137 |
|
I alt |
- |
- |
2.137 |
Der er ikke afsat midler til afledt drift og vedligehold.
Videre proces
Når Borgerrepræsentation har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen færdigprojektering og anlæg af projektet. Forventet fysisk anlægsstart er 1. kvartal 2027 med ibrugtagning 2. kvartal 2027.
Søren Wille
/ Peter Højer