Mødedato: 26.01.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Håndtering af medlemsforslag om evaluering af nedlagte parkeringspladser i Middelalderbyen, Indre by

Se alle bilag

På baggrund af medlemsforslag fra Venstre om evaluering af nedlagte parkeringspladser i Middelalderbyen skal Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tage stilling til den videre proces for en allerede planlagt evaluering af første etape af projektet med omlægning af cykel- og bilparkering, inden anden og sidste etape etableres. Forvaltningen vurderer, at evalueringen i vid udstrækning rummer intentionerne i medlemsforslaget og anbefaler derfor at fastholde den i sin nuværende form. De enkelte ekstra evalueringsaktiviteter, der indgår i medlemsforslaget, kan håndteres efterfølgende, hvis der afsættes finansiering ved kommende budgetforhandlinger.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at indhold og tidsplan for den igangværende evaluering af omdannelsen af cykel- og bilparkering i Middelalderbyen fastholdes.
  2. at medlemsforslag om evaluering af nedlagte p-pladser i Middelalderbyen stillet af Venstre, jf. Borgerrepræsentationen den 9. oktober 2025 hermed er håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen henviste den 9. oktober 2025 Venstres ”Medlemsforslag om evaluering af nedlagte parkeringspladser i Middelalderbyen” til Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget (bilag 2).

På baggrund af et projekt for hele Middelalderbyen om at omlægge cykel- og bilparkeringspladser, der blev afsat 16,3 mio. kr. til i Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) og vedtaget med ’Endelig vedtagelse af byrums- og trafikplanen for Middelalderbyen (BR 2. februar 2023) er forvaltningen i gang med projektet i området, og evaluering af den første del af projektet er igangsat.  

Løsning

Forvaltningen er aktuelt ved at evaluere første etape af det første initiativ i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen og vurderer i den forbindelse, at evalueringen overordnet set imødekommer intentionerne i medlemsforslaget.

Initiativet omfatter bl.a. at omdanne 600 bilparkeringspladser fra pladser i gadeplan til pladser i parkeringshuse for dels at frigive plads til fod­gængere, cyklister og ny cykelparkering og dels at skabe plads til, at der i fremtiden kan anlægges bl.a. ni byrumsprojekter (såkaldte flagskibsprojekter), fortovsudvidelser, grønne tiltag mv. på centrale gader og pladser - alle i regi af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Som en del af anlægsprojektet er de første ca. 525 bilparkeringspladser i otte af Middelalderbyens kvarterer omdannet i 2024-2025. Det indgik i Budget 2023, at omdannelsen af cykel- og bilparkering skal evalueres med henblik på at kvalificere omdannelsen af de resterende ca. 75 parkeringspladser i det niende og sidste kvarter, Nørre Kvarter, i tredje kvartal 2026, jf. bilag 3.

I evalueringen undersøges udviklingen i følgende:

  • Det trafikale mønster i Middelalderbyen (tællinger af køretøjer, cyklister, fodgængere)
  • Brugernes (fx besøgende, ansatte, beboere) oplevelse af forandringerne og transportvaner
  • Fodgængerforhold og forholdene for cykelparkering
  • Bilparkeringsadfærd og parkeringsvilkår for prioriterede brugergrupper (erhvervstransport/beboere/borgere med handicap)

En undtagelse fra medlemsforslagets ønsker er dog, at evalueringen fokuserer på vilkår for erhvervsparkering, snarere end den generelle betydning for erhvervslivet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kun et begrænset antal erhvervsbilister har ønsket at deltage i undersøgelsen, jf. bilag 4. Forvaltningen anbefaler dog samlet set, at indhold og tidsplanen for den igangværende evaluering fastholdes (bilag 4).

Forvaltningen vurderer, at en analyse af erhvervsliv/butiksliv med fordel kan ske som led i en afsluttende evaluering af den fuldt indfasede omdannelse af cykel- og bilparkering (inklusive Nørre Kvarter). Dataindsamlingen til eftermålingerne i evalueringen er foretaget kort tid efter omdannelsen af cykel- og bilparkering. Erfaringsmæssigt tager det dog længere tid, før trafikanter vænner sig til nye trafikale forhold, og en afsluttende evaluering kan derfor være relevant og vise andre resultater end den aktuelle evaluering. Der er på nuværende tidspunkt ikke afsat midler til en afsluttende evaluering i projektet, og det vil derfor kræve tilførsel af yderligere midler, jf. politisk handlerum.

En anden undtagelse er, at effekten for byrum ikke indgår i den planlagte evaluering, da ombygning af byrummet ikke er en del af det anlægsprojekt, der evalueres. Det skyldes, at projektets fysiske tiltag alene omfatter ændringer i skiltning, afmærkning og opsætning af cykelstativer. Evalueringen omhandler således ikke selve Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, men mere specifikt ændret cykel- og bilparkering, som er det første og eneste udførte anlægsprojekt fra planen (BR 18. april 2024).  

Handlemuligheder for at genetablere parkeringspladser i Middelalderbyen

Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen indeholder en samlet plan for, hvordan de mange forskellige hensyn til fx kulturarv, fodgængere, logistik, ophold mv. skal prioriteres i forhold til hinanden på den plads, der er til rådighed i områdets offentlige byrum. Evalueringen af omlægning af cykel- og bilparkering kan derfor i sig selv ikke danne grundlag for en vurdering af muligheden for at genetablere parkeringspladser.

Hvis der er politisk ønske om at genetablere pladser, anbefaler forvaltningen, at der foretages en særskilt analyse og inddragelse af relevante aktører, når evalueringen er afsluttet. Heri kan det afdækkes, hvilke typer pladser der kan etableres (fx almindelige pladser, handicap, erhverv mv.), og hvor de skal placeres mest hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de øvrige besluttede tiltag i Byrums- og Trafikplanen, jf. politisk handlerum. Dette forudsætter, at der afsættes midler ved kommende budgetforhandlinger, jf. politisk handlerum.

Københavnerinddragelse og høring i den igangværende delevaluering

Den igangværende evaluering består af følgende elementer for at inddrage interessenter som erhvervsdrivende, beboere og besøgende (bilag 4):

  • To spørgeskemaundersøgelser, der er målrettet henholdsvis erhvervsbilister, der parkerer i Middelalderbyen, og københavnerne, herunder besøgende og beboere i Middelalderbyen.
  • Åbne gadeinterviews med i alt 62 gående, cyklister og erhvervsdrivende. 27 heraf er erhvervsdrivende.
  • Kortlægning af borgernes adfærd i forbindelse med trafik- og parkeringsdata

Inddragelsen suppleres desuden af en høring af Indre By Lokaludvalg og følgegruppe (18 medlemsorganisationer, herunder erhvervs- og handelsorganisationer, som har været tilknyttet projektet til udarbejdelsen af byrums- og trafikplanen). Yderligere inddragelse forudsætter, at der afsættes yderligere midler til supplerende aktiviteter, jf. politisk handlerum.

Parkering og træer

Der er ikke konsekvenser for parkering eller træer.

Politisk handlerum

Det kan via ændringsforslag besluttes at henvise finansiering af yderligere evalueringsaktiviteter til forhandlingerne om Overførselssagen 2025/2026 eller Budget 2027. Disse evalueringsaktiviteter kan enten foretages som en afsluttende evaluering af hele Middelalderbyen eller som led i den aktuelle evaluering af de første otte kvarterer. Sidstnævnte vil forsinke omdannelsen af de resterende ca. 75 parkeringspladser i Nørre Kvarter ind til evalueringen er gennemført, men har ikke konsekvenser for selve projektet. Der kan henvises finansiering af følgende:

  • En analyse af anlæggets konsekvenser for erhvervsliv/butiksliv. En sådan analyse anslås at koste 0,5-1 mio. kr., og scenarier, indhold og finansieringsbehov vil blive nærmere belyst i et budgetnotat. Analysen kan lægge sig op ad og søge inspiration i erhvervsanalysen for Middelalderbyen, der blev udarbejdet i forbindelse med udarbejdelse af Byrums- og Trafikplanen (TMU 28. februar 2022).
  • Yderligere inddragelse af interessenter.
  • En analyse af, hvordan der hensigtsmæssigt kan genetableres et antal eller alle parkeringspladser i Middelalderbyen, når evalueringen er afsluttet. Analysen anslås at koste 1 mio. kr., men udgiften til anlæg vil afhænge af placering, samt hvor mange pladser der skal genetableres.
  • En afsluttende evaluering, når omdannelse af cykel- og bilparkering er fuldført, og der evt. også er anlagt kommende flagskibsprojekter. I den kan fx indgå undersøgelser af erhvervsliv og genetablering af parkeringspladser, men også de trafikale forhold og eventuelle anlæg af kommende flagskibsprojekter. I budgetnotatet vil der indgå finansieringsbehov for øvrige evalueringsaktiviteter, som kan foretages efter færdiggørelse af Nørre Kvarter eller på et senere tidspunkt efter anlæg af kommende flagskibsprojekter fra Byrums- og Trafikplanen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fortsætte den igangværende evaluering. I første kvartal 2026 vil den endelige rapport blive sendt i høring, og udvalget vil i samme forbindelse få den til orientering. Afrapportering om evalueringen og den endelige rapport forventes forelagt udvalget i andet kvartal 2026.

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top