Opgradering af Lyngsies Plads, Bispebjerg
På baggrund af beslutning i Budget 2025 skal Lyngsies Plads, et centralt byrum i Nørrebro Stationsområde, opgraderes som en del af et samlet løft af stationsområdet. Pladsen bruges primært til gennemgang og opleves af nogle som usammenhængende og utryg. For at gøre den til et mere attraktivt og trygt byrum, der inviterer til ophold og understøtter et mangfoldigt byliv i samspil med Kulturhuset Lygten Station, anbefales en opgradering i to etaper. Etape 1 kan realiseres med midler fra Budget 2025, hvorimod den nødvendige finansiering til etape 2 skal tilvejebringes ved kommende budgetforhandlinger. Der skal derfor tages stilling til godkendelse af forslag til byrumsforbedringer på Lyngsies Plads samt frigivelse af midler til etape 1.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø og Teknikudvalget og Økonomiudvalget godkender
- at
det fremlagte forslag til byrumsforbedringer på Lyngsies Plads danner grundlag
for en opgradering af byrummet.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at 1,4 mio. kr. fra Budget 2025 til byrumsforbedringer på Lyngsies Plads overføres til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, og at der frigives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. på bevillingen Ordinær anlæg med henblik på realisering af byrumstiltagene i projektets etape 1, jf. økonomiafsnit.
Problemstilling
I Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) afsatte Borgerrepræsentationen midler til tryghedsskabende initiativer på Lyngsies Plads. Midlerne skal sikre en aktivering og opgradering af pladsen gennem fysiske byrumsforbedringer og en styrkelse og synliggørelse af Lygten St. som et levende kulturhus i samspil med Lyngsies Plads. De afsatte midler disponeres til:
- Byrumsanalyse og skitseforslag til byrumsforbedringer på Lyngsies Plads.
- Pulje på 1,5 mio. kr. til mindre fysiske tiltag på Lyngsies Plads samt effektbelysning af Lygten St. (Skulle projektet afdække behov for større fysiske tiltag, vil etableringen af disse forudsætte yderligere finansiering i kommende budgetforhandlinger.)
- ·Øget bemanding af Lygten St. i en fireårig forsøgsperiode herunder aktivitetstilskud.
- Tværgående kommunikation om udviklingen af det samlede stationsområde.
Løsning
Økonomiforvaltningen, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har i fællesskab fået udarbejdet et skitseforslag til opgradering af Lyngsies Plads og effektbelysning af Lygten Station. Skitseforslaget baseres på en byrumsanalyse og en inddragelsesproces med udvalgte aktører og brugere kombineret med et åbent borgerarrangement på pladsen. Socialforvaltningen er blandt de aktører, som har været inddraget for at give deres perspektiv på de problemstillinger, som de håndterer på daglig basis, og de muligheder de ser for Lyngsies Plads i fremtiden. Rådgivers rapport findes i bilag 2.
Inddragelsen og byrumsanalysen viser, at Lyngsies Plads har potentiale for at blive et levende og mangfoldigt byrum med plads til både hverdagsliv og begivenheder. Pladsens gode mikroklima, træerne, materialerne af høj kvalitet og de markante rumdannende elementer i form af Lygten Station og højbanen understøtter, at pladsen med få, præcise greb kan opgraderes med stor effekt.
I skitseprojektet foreslås en opgradering i to etaper. Etape 1 kan realiseres med midlerne fra den afsatte pulje i Budget 2025, hvorimod etape 2 afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter yderligere finansiering i kommende budget. Etape 1 kan anlægges uafhængigt af etape 2, men forvaltningerne anbefaler, at både etape 1 og etape 2 gennemføres for at understøtte, at pladsen bliver et attraktivt samlingspunkt, der binder stationsområdet og bydelene bedre sammen.
Opgradering etape 1 – de simple greb
Med midlerne fra den afsatte pulje kan der i 2026 gennemføres enkle men effektfulde tiltag:
- Ny, tryghedsskabende belysning vil sammen med oprydning og opstamning af træer øge overblik og tryghed og understrege pladsens rumlige kvaliteter.
- Opstilling af nye københavnerbænke imødekommer lokale ønsker om flere opholdsmuligheder.
- Etablering af et gøglerstik (elforsyningsstander) understøtter afviklingen af begivenheder.
- Effektbelysning af Lygten St. og strategisk placerede bænke, der indrammer rummet foran bygningen, fremhæver den som pladsens naturlige ankerpunkt. Et neonskilt med stationsbygningens navn opsættes på taget for at synliggøre den om aftenen.
Opgradering etape 2 – de større greb
På længere sigt kan der, med yderligere finansiering, ske et markant løft af pladsen, så den i endnu højere grad bliver en værdifuld, tryg og integreret del af det samlede stationsområde i samspil med Lygten St:
- En oplyst tribunebænk kan etableres langs højbanen, så det gode mikroklima som solbeskinnede områder og læ udnyttes, der skabes ikke-kommercielle opholdsmuligheder, og aktiveringen af pladsen understøttes på en fleksibel måde, hvor bænken både kan anvendes af tilskuere til begivenheder og som scene til f.eks. små koncerter.
- En rund pavillon til udeservering kan etableres i pladsens sydvestlige hjørne, så der kan skabes gode forhold for en lokalt forankret medvært på pladsen, som kan understøtte bylivet og øge trygheden. Det retningsløse design kan muliggøre udeservering ud mod fortovet og ind mod pladsens centrum, samtidigt med, at der kan skabes et nyt pejlemærke i stationsområdet, som også skærmer for trafikken.
- Mindre tilpasninger herunder flytninger af byinventar og erstatning af bordursten med chaussesten kan understrege det samlede, enkle udtryk på pladsen.
På pladsens sydvestlige hjørne ligger i dag en pølsevogn med en tilladelse til stadeplads, som udløber i oktober 2028. Det er jf. vilkårene muligt at flytte placeringen af stadet til et andet sted på pladsen hvis der f.eks. sker fysiske ændringer og omprioriteringer af pladsen. Dialogprocessen har afdækket, at stadeholderen er en værdifuld medvært, og rådgiver foreslår, at den kommende pavillon evt. kan forpagtes af stadeholderen. Hertil bemærker forvaltningerne, at forpagtningen af en kommunal pavillon skal udbydes på markedslignende vilkår, dvs. stadeholder kan byde på forpagtningen, men forpagtningen kan ikke tildeles direkte til stadeholder. Hvis stadeholder ønsker at fortsætte driften af pølsevognen ved tilladelsens udløb, anbefales det, at der anvises en alternativ placering i stationsområdet.
Marked under højbanebroen
Gennem en årrække har arealet under højbanebroen ved Lyngsies Plads været hjemsted for et uorganiseret loppemarked. I oktober 2024 tog foreningerne ”Menneskebiblioteket” og ”RomaLiv” initiativ til at formalisere og lovliggøre markedet med pilotprojekt ”Basar under Broen”. Projektet indebar bl.a. opstilling af borde under broen og opbevaringscontainer på Lyngsies Plads, friholdelse af passage under broen, faste åbningstider, regelsæt for kræmmere samt dagligt opsyn og oprydning.
I Overførselssagen 2024-2025 (BR 30. april 2025) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 0,13 mio. kr. til drift af basaren, og i Budget 2026 (BR 2. oktober 2025) (A, B, C, F, I, V, Ø, Å, Finn Rudaizky, Helle Jønch og Troels Chr. Jakobsen) blev der afsat 0,1 mio. kr. årligt i perioden 2026-2029 til fortsat drift. Basar under Broen lukkede imidlertid medio september 2025, midt under gennemførelsen af byrumsprojektet. I Overførelsessagen 2025-2026 (A, B, C, F, I, O, V, Ø og Å) er der afsat 0,6 mio. kr. til en ekstrabevilling til Menneskebiblioteket til genetablering af Basar under Broen. Bliver der fremadrettet behov for container til markedet, anbefales det, at der findes en anden placering i stationsområdet evt. på den anden side af højbanen i indhakket op mod Føtex, som i dag skaber en bagside. Matriklen ejes af Banedanmark, og denne placering vil derfor kræve en aftale med dem.
Markedsaktiviteterne har fyldt meget i dialogen om byrumsprojektet på Lyngsies Plads, og inddragelsen viser, at oplevelsen af utryghed på pladsen knytter sig tæt til oplevelsen af utryghed ved markedet. Herunder beskrives særligt den frie passage under banen, den fysisk organisering og de faste regler som væsentlige forbedringer i den periode, hvor Basar under Broen blev gennemført.
En organisering af markedet ligger udenfor rammerne af Lyngsies Plads-projektet, men anbefalingen fra byrumsrapporten er, at det er nødvendigt at styrke den oplevede tryghed omkring markedsaktiviteterne ved at fastholde en organisering, hvis byrumsprojektet skal have sin fulde effekt. Selve opgraderingen i etape 1 kan dog gennemføres og skabe et bedre byrum - uanset om markedet er organiseret eller ej.
Samlet løft af Nørrebro Stationsområde
Opgraderingen af Lyngsies Plads er en del af et samlet løft af Nørrebro Stationsområde, som gennemføres i et tværforvaltningssamarbejde mellem Københavns Kommune, herunder Områdefornyelsen Bispeengen, DSB og Banedanmark. Projektet koordineres i sammenhæng med øvrige sociale og tryghedsskabende indsatser i stationsområdet fx bedre adgangsforhold, optimeret cykelparkering, begrønning af byrum og udadvendte aktiviteter mv.
Parallelt med arbejdet med Lyngsies Plads arbejdes der på Folmer Bendtsens Plads med, at cykelparkeringen optimeres, og byrummet begrønnes, så der skabes et mere indbydende og funktionelt område. Det undersøges bl.a. i dialog med Banedanmark om dele af cykelparkeringen kan placeres under brobuerne, så der kan frigøres mere areal til ophold og begrønning på begge sider af højbanen. Der udarbejdes projektforslag i første halvår 2026 med henblik på realisering i 2026-2027. Projektet finansieres med midler fra Budget 2025. Under buerne arbejdes der også videre med forskellige løsningsmodeller for at skabe udadvendte aktiviteter der.
Derudover er DSB i gang med at forbedre adgangsforhold og øge trygheden i den sydlige del af området: Ørnevej og Glentevej forbindes med en ny, velbelyst cykel- og gangsti langs banen. Der etableres nye perrontrapper og anlægges en ny forplads ved Ørnevej. Projektet forventes anlagt i 2026-2027 og finansieres med midler fra Transportministeriets pulje for trygge, attraktive og grønne stationer under Infrastrukturplan 2035.
Områdefornyelsen Bispeengen arbejder også med en stiforbindelse for cyklister og gående under højbanen mellem Tikøbgade og Glentevej (primo 2025 blev projektet dog sat i bero et år) samt et kulturprogram for midlertidige kulturaktiviteter under buerne i sommeren 2026.
Det er i denne sammenhæng, at Lyngsies Plads skal indpasses som en lille oase i et hektisk område, der både kan være ankomst og eventrum for Lygten Station men samtidig kunne rumme de mange forskelligartede aktiviteter som området har.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte at:
- at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejder budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027med henblik på tilvejebringelse af finansiering til realisering af projektets etape 2. Det forudsætter ændringsforslag herom, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat til Budget 2027, da Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.
Økonomi
Der blev i Budget 2025 afsat:
- 1,5 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2026 til en pulje til byrumsforbedringer på Lyngsies plads.
- 0,1 mio. kr. på service i 2024, 1,5 mio. kr. i 2025, 1,3 mio. kr. i 2026, 1,0 mio. kr. årligt i 2027-2028 og 0,2 mio. kr. i 2029 og frem til aktivering af lokale aktører og aktiviteter.
Den afsatte pulje til byrumsforbedringer disponeres til fysiske byrumstiltag (Økonomiforvaltningen) og effektbelysning af Lygten Station (Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen). Projektets etape 1, herunder effektbelysning af Lygten Station, kan realiseres indenfor rammerne af puljen.
En realisering af etape 2 forudsætter yderligere finansiering. Projektet estimeres indledningsvist af rådgiver at koste i størrelsesordenen 9 mio. kr. samt afledt drift, men det endelige budget skal kvalificeres i forbindelse med udarbejdelse af budgetnotat. Forvaltningerne anbefaler, at midlerne tilvejebringes ved kommende budgetforhandlinger i efteråret 2026.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser (beløb i 1.000 kr. og 2026 p/l)
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt
(I)/ |
2026 |
Varig? |
|
2 |
ØU |
3150 ØKF, anlæg |
U |
-1.433 |
Nej |
|
2 |
KTU |
2000 Ordinær anlæg |
U |
1.433 |
Nej |
|
I alt |
- |
- |
- |
0 |
- |
Tabel 2. Frigivelse af midler
|
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Beløb i 1.000 kr. |
|
KTU |
Byrumsforbedrende tiltag på Lyngsies Plads |
2000 Ordinær anlæg |
1.433 |
|
I alt |
- |
- |
1.433 |
Videre proces
Med godkendelsen af denne indstilling udmøntes puljens midler til fysiske byrumstiltag til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med henblik på realisering af projektets etape 1 i 2026. Klima-, Miljø og Teknikforvaltningen udarbejder desuden et budgetnotat til kommende budgetforhandlinger med henblik på at tilvejebringe midlerne til realisering af etape 2.
Søren Hartmann Hede Søren Wille