Medlemsforslag om flere bytræer og beplantning efter ændring af praksis i HOFOR
Det foreslås,
- at Klima, Miljø- og Teknikudvalget pålægger Klima, Miljø- og Teknikforvaltningen at forelægge en sag til politisk behandling, der redegør for de øgede muligheder for beplantning i gader, byrum og grønne områder, som følger af HOFORs opdaterede praksis og den nye “Guide for beplantning i nærheden af HOFOR’s ledninger” fra juli 2025, jf. motivering.
(Stillet af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet)
Motivering
Hidtil har mulighederne for at etablere træer og større beplantning i store dele af byen været begrænsede af HOFORs restriktive praksis omkring beplantning nær forsyningsledninger. Mange af byens gader og byrum, hvor ledningsnettet ligger tæt har derfor ikke kunnet beplantes, selvom der politisk har været et klart ønske om mere bynatur.
Det vedlagte notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen viser, at der nu er sket et skifte i denne praksis. Med HOFORs nye guide er det som udgangspunkt blevet muligt at plante buske og træer op til 6 meter i højden på arealer med forsyningsledninger. Den ændrede praksis fra HOFORs side kan give mulighed for at plante mere grøn bynatur og forbedre biodiversiteten i København. Den mulighed skal vi gribe til gavn for københavnerne.
Sagen skal bl.a. anvise, hvordan muligheden for øget beplantning kan udnyttes mest effektivt af Københavns Kommune og andre parter i byudviklingen.
Som del af forvaltningens tilbagemelding ønskes dels tanker om fremadrettet implementering i kommunens egne projekter samt gennem lokalplaner og i dialog med andre parter i byudviklingen, fx almene boligforeninger, private bygherrer og offentlige selskaber, der opererer i København - for at sikre at alle kender til de nye muligheder og hvordan de kan udnytte dem. Dels muligheder for implementering i planlagte, men endnu ikke igangsatte, projekter, hvor der ses mulighed for tilkøb/tilføjelse af beplantning til en god pris uden at forsinke anlægget. Herunder særligt kommunens eget træplantningsprogram. Dels mulighed for efterbearbejdning af allerede realiserede projekter, hvor beplantning blev fravalgt grundet daværende regler, men vil kunne tilføjes for en god pris. Listen er ikke udtømmende. Der ønskes så meget grønt som muligt til så god en pris som muligt, herunder særligt fokus på at plante træer og buske i samlede grupper for størst mulig effekt. Samt at praksis implementeres i alle nye budgetnotater.