Mødedato: 13.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udvidelse af cykelsti på Vigerslev Allé som led i supercykelsti Ishøjruten, flere bydele

Se alle bilag

Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af midler til udvidelse af cykelstier på en strækning af Vigerslev Allé nær Vestre Kirkegård. Projektet blev finansieret med Budget 2025 og indebærer en opgradering af strækningen, så den følger standarden for supercykelstier og skaber bedre kapacitet på cykelstien, som i dag er underdimensioneret ift. mængden af cykler. Lokaludvalgene støtter projektet.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at projektforslag for udvidelse af cykelstien på Vigerslev Allé danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. bilag 4.

    Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der frigives 13,8 mio. kr. som udgiftsbevilling og 6,1 mio. kr. som indtægtsbevilling til projektet på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 15,8 mio. kr. til at udvide cykelstien på en strækning af Vigerslev Allé langs Vestre Kirkegård og videre til krydset ved Bohrsgade. Strækningen er i forvejen udlagt som supercykelsti, men cykelstibredden er utilstrækkelig ift. mængden af cyklister. Projektet har fået tilsagn om medfinansiering fra statens pulje til cykelprojekter 2024-2025 på 6,0 mio. kr.

Løsning

Ishøjruten er en eksisterende supercykelsti-rute, der forløber mellem Ishøj og Vesterbro. Ruten er en del af det sammenhængende supercykelstinet i Hovedstadsregionen, som bidrager til at gøre cyklen til et konkurrencedygtigt transportmiddel for pendlere og forløber på eksisterende kommunale cykelstier i København, Ishøj, Vallensbæk, Brøndby og Hvidovre. Strækningen indgår også i Københavns Kommunes PLUS-net for cykeltrafik, som beskriver Københavns hovedstinet, hvor der er eller forventes de største cykeltrafikmængder.

I 2021 er der foretaget cykeltælling på Vigerslev Allé vest for Enghavevej, som viser en spidstimetrafik på 1.168 cyklister i østgående retning og 534 cyklister i vestgående retning. Tællingen viser også en hverdagsdøgntrafik på 10.600 cyklister. Antallet af cyklister på strækningen vurderes at være tilsvarende eller steget siden tællingen i 2021. De eksisterende cykelstibredder er dermed underdimensioneret ift. Københavns Kommunes retningslinjer for cykeltrafik ”Cykelfokus 2024”, hvor cykelstien ved spidstimetrafik på 500-750 cyklister bør være minimum 2,8 m bred.

Cykelstien på Vigerslev Allé udvides som udgangspunkt til 3 m i begge retninger på projektstrækningen, jf. bilag 4. Under Carlsbergviadukten kan cykelstien dog kun udvides til 2,8 m plus en 30 cm sikkerhedsafstand til bropillerne. Der vil desuden være en tilpasningsstrækning på 15 m i den vestlige ende af projektområdet, hvor cykelstien skal indsnævres for at møde de eksisterende forhold.

Med udvidelsen til 2,8-3 m i bredden lever strækningen op til standarden for supercykelstier og skaber bedre kapacitet på cykelstien. Det forventes derudover at forbedre trygheden og fremkommeligheden for cyklister på strækningen.

Køresporene for biltrafik bliver 3,25 meter brede i hver retning og den eksisterende parkering på Vigerslev Allé afmærkes og tydeliggøres. Frem mod krydset ved Bohrsgade inddrages den eksisterende midterrabat og helle på cirka 1,4 meter i bredden for at gøre plads til udvidelsen af cykelstien. Det eksisterende signalanlæg ved Bohrsgade skal tilpasses de nye forhold med mindre fysiske og tekniske ændringer. De to signaler ved Vestre Kirkegårds Allé og Vesterfælledvej, der er samordnede med Borhsgade, skal også have udført mindre tekniske justeringer, så signalerne er koordineret.

Plads til busfremkommelighedstiltag
Økonomiforvaltningen har sammen med Movia udarbejdet en busfremkommelighedsanalyse af en række strækninger, herunder Vigerslev Allé. I analysen peges på forlængelse af den eksisterende busbane i Vigerslev Allés sydside.

I projektforslaget er vejen udformet på en sådan måde, at forlængelsen af busbanen kan etableres uden yderligere ombygning af vejen og blot ved ændring af vejafmærkning og nedlæggelse af parkering. Tiltaget skal dog først vedtages politisk og finansieres, før det kan udføres. Etableringen af en busbane har ingen konsekvenser for dette projekt, og de vil kunne udføres uafhængigt af hinanden

Høring

Projektforslaget har været i høring ved Valbys, Vesterbros og Kgs. Enghaves Lokaludvalg fra den 3. december 2025 til den 13. januar 2026, jf. bilag 5. Forvaltningens bemærkninger fremgår også af bilag 5.

Høringssvar fra lokaludvalg
Kgs. Enghave- og Valby Lokaludvalg støtter projektet og har ingen bemærkninger til projektforslaget. Vesterbro Lokaludvalg bakker op om projektet, men ønsker, at det samtænkes med en evt. forlængelse af busbanen på strækningen ifm. busfremkommelighedsanalysen. Derudover bemærker Vesterbro Lokaludvalg, at p-pladserne, der påvirkes, hvis busbanen forlænges, ikke anvendes særlig meget.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at projektforslaget lever op til ønskerne fra lokaludvalgene. I forhold til Vesterbro Lokaludvalgs høringssvar bemærker forvaltningen, at projektet ikke påvirker antallet af p-pladser, samt at projektet udformes, så der uden større indgreb kan etableres en busbane som angivet i busfremkommelighedsanalysen.

Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget.

Parkering og træer

Projektforslaget har ikke konsekvenser for parkering og træer.

Politisk handlerum

Der er tale om et simpelt anlægsprojekt, hvor der kun kan justeres på cykelstiernes bredde. Det er dog forvaltningens anbefaling, at de så vidt muligt anlægges i standardbredden for supercykelstier, og der er derfor ingen oplagte alternativer til projektforslaget. Dertil kommer, at projektet i sin nuværende udformning er støttet af Vejdirektoratet, jf. bilag 6. Eventuelle ønsker om ændringer af projektet eller tidsplanen vil kræve Vejdirektoratets godkendelse, eller at der henvises finansiering til at udføre projektet uden deres bidrag på 6,0 mio. kr.

Hvis indstillingen ikke godkendes, kan sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at udarbejde et revideret projektforslag. Dette vil formentlig medføre forsinkelse og/eller fordyrelse. Alternativt kan projektet via ændringsforslag indstilles til annullering i Borgerrepræsentationen.

Økonomi

I Budget 2025 blev der afsat 15,6 mio. kr. (2025 p/l) til at udvide cykelstien på en strækning af Vigerslev Allé mellem Carlsberg-viadukten og Bohrsgade, heraf statslig medfinansiering fra Pulje til cykelprojekter 2024-2025 på 6,0 mio. kr. (2025 p/l). 2,3 mio. kr. (2025 p/l) blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Der blev også afsat 0,2 mio. kr. (2025 p/l) til evaluering, som ikke blev frigivet.

Med denne indstilling skal der frigives udgiftsbevilling på 13,5 mio. kr. (2025 p/l) svarende til 13,8 mio. kr. (2026 p/l) og indtægtsbevilling på 6,0 mio. kr. (2025 p/l) svarende til 6,1 mio. kr. (2026 p/l), jf. tabel 1.

Tabel 1. Frigivelse af midler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Indtægt (I) / Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.
(2026 p/l)
I årene 2026-2027

KTU

Ishøjruten Vigerslev Allé, bredere cykelsti

2000 – Ordinær anlæg

U

13.623

KTU

Ishøjruten Vigerslev Allé, bredere cykelsti - evaluering

2000 – Ordinær anlæg

U

154

I alt

-

-

U

13.777

KTU

Ishøjruten Vigerslev Allé, bredere cykelsti

2000 – Ordinær anlæg

I

-6.080

I alt

-

-

I

-6.080

* Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn. Øgede indtægter er indikeret med et negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret uden fortegn

Der er afsat 0,1 mio. kr. på service i 2027 og frem til afledt drift. Midlerne er placeret under Økonomiudvalget og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Klima- Miljø- og Teknikudvalget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen igangsætte færdigprojekteringen. Anlægsstart forventes i 1. kvartal 2027 med ibrugtagning i 3. kvartal 2027.

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top