Mødedato: 13.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012, Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal en gang årligt legalitetsgodkende HOFORs takster for vand- og spildevandstakster. Med denne sag, skal der tages stilling til en endelig vedtagelse af Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012. Borgerrepræsentationen vedtog den 4. december 2025 at sende forslaget til plantillæg 1 i høring og delegere den endelige beslutningskompetence til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. HOFORs distributionsnet er ikke tidssvarende og skal moderniseres. En modernisering af beholderanlægget er afgørende for at fremtidssikre vandforsyningen. Med plantillægget etableres grundlaget for at HOFOR kan igangsætte en nødvendig nybygning af Tinghøj Beholderanlæg og renovering af deres distributionsnet.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 (Bilag 2) vedtages endeligt.

Problemstilling

Tinghøj Beholderanlæg skal undergå en nødvendig nybygning, så anlægget bliver gjort tidssvarende og de gældende krav kan overholdes, herunder kravene i Vandforsyningsplan 2012.

Derudover er HOFORs distributionsnet ikke tidssvarende og skal moderniseres. Det nuværende er i dårlig stand, hvilket fører til brud og derved problemer med forsyningssikkerheden. Målet for nybygningen af Tinghøj Beholderanlægget skal være opnået i 2033, mens målet for det maksimale antal brud pr. år i distributionsnettet skal være opnået i 2035.

Niveauet for reinvesteringer i HOFOR Vand København A/S’ anlæg blev i 2017 låst på 46 mio. kr. pr. år af Energistyrelsen, som følge af den gældende økonomiske regulering i Vandsektorloven. HOFOR har oplyst, at omkostningerne for beholderanlæg og vandledninger over de kommende 10 år ventes at udgøre 2,3 mia. kr., svarende til 230 mio. kr. om året.

Vedtagelse af Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 er en forudsætning for HOFORs mulighed for at igangsætte de nævnte nødvendige nybygninger og renoveringsarbejder.

Løsning

HOFOR Vand København A/S (herefter HOFOR) har oplyst, at der er et aktuelt behov for at sikre opbevaringen af drikkevand på Tinghøj Beholderanlæg (beliggende i Gladsaxe Kommune), samt at sikre forsyningssikkerheden og vandkvaliteten i HOFORs distributionsnet. Det nuværende Tinghøj Beholderanlæg er utidssvarende, og det er ikke muligt at lave yderligere levetidsforlængende renoveringer, så nutidens krav til fødevaresikkerhed, forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur kan opfyldes.

Ydermere er der nogle steder jordforureninger med stoffer, som kan diffundere gennem de PE-rør, der normalt anvendes i distributionsnettet, og dermed potentielt kan påvirke drikkevandskvaliteten.

Den økonomiske regulering på vandforsyningsområdet fastlægger, at rammen for vandforsyningernes reinvesteringer afspejler anlæggenes værdi. HOFORs anlæg repræsenterer efter gældende regler en relativt lav værdi, da de er nogle af landets ældste. HOFOR kan derfor kun opkræve begrænsede takstmidler til at renovere eller udskifte anlæg, som har overskredet deres levetid.

Forsyningssikkerheden skal også sikres ved en øgning af renoveringstakten for distributionsnettet over de næste 10 år, så antallet af brud på forsyningsledningerne fremover holdes på maksimalt 95 brud pr. år, målt over et 3-årigt gennemsnit.

Vandkvaliteten i distributionsnettet skal sikres ved brug af diffusionstætte rør i områder med mistanke om jordforurening, som kan diffundere gennem de aktuelt anvendte typer af forsyningsledninger.

Målet for anvendelse af diffusionstætte rør skal være gyldigt fremover. Det vil derfor være nødvendigt også at indarbejde og videreføre målene i den kommende Vandforsyningsplan 2027, som forventes klar til politisk behandling i løbet af 2027.

Med det planmæssige grundlag, som etableres i plantillægget, vil HOFOR kunne søge Vandsektortilsynet om tilladelse til at hæve vandtaksterne. Vandtaksterne forventes som følge af ombygningsprojektet at blive hævet med 2,75 - 2,85 kr./m3, mens den 10-årige ledningsrenoveringsplan forventes at medføre en stigning på 2,05 - 2,15 kr./m3. Det vil sige, at der samlet er tale om en stigning på 4,80-5,00 kr./m3.

HOFOR har beregnet disse stigninger af taksterne ud fra gældende vandsalgsprognose, forventning til renteudvikling samt forventning til prisinflation. Takstestimaterne er oplyst af HOFOR til forvaltningen og er en foreløbig beregning. Ud fra HOFORs fremlagte tal og oplysninger om det gennemsnitlige vandforbrug pr. borger, vil renovering af ledningsnettet betyde en stigning på cirka 76 kr. om året for en gennemsnitsforbruger. For nybygningen af Tinghøj Beholderen vil det betyde en tilsvarende stigning på cirka 101 kr. om året for en gennemsnitsforbruger. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal en gang årligt legalitetsgodkende HOFORs takster for vand- og spildevandstakster.

Interessenthøring

Forslaget til Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 har efter godkendelsen i Borgerrepræsentationen den 4. december 2025 været i høring fra den 18. december 2025 til og med den 22. januar 2026 hos HOFOR og følgende kommuner, som HOFOR har vurderet kan forventes at modtage vand i betydende mængder fra Tinghøj Beholderanlægget: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk. Der er indkommet fire høringssvar, hvoraf det kun var HOFOR, der havde bemærkninger af formel karakter.

Parkering

Vandledningerne, som skal renoveres, ligger typisk i fortov og påvirker dermed ikke parkeringspladser. I selve anlægs-/udførselsfasen af ledningsrenoveringerne kan parkeringsforhold og fremkommelighed påvirkes midlertidigt, men når ledningsarbejdet er afsluttet, kan arealet over ledningerne benyttes som forud for arbejdet.

Træer

Vandledninger og træer skal, ifølge HOFOR, anlægges som udgangspunkt med respektafstand, og ved renoveringer anlægges ledninger oftest i samme trace som eksisterende ledninger. Hvis der i forbindelse med renovering af en eksisterende ledning opstår problemer ift. træbeplantning, løses det typisk ved genplantning eller rykning af ledning.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan ud fra en saglig og faglig begrundelse beslutte at enten målene om nybygning af Tinghøj Beholderanlæg, eller målene om renovering af distributionsnettet ikke medtages i Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 (Bilag 2). En sådan begrænsning af plantillæggets omfang, eller en beslutning om ikke at vedtage plantillægget, vil dog medføre en forringelse af HOFORs evne til at sikre forsyningssikkerheden fremover.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da plantillægget ikke omfatter projekter, som kræver skattefinansierede udgifter for kommunen. For borger og forbruger vil indstillingen medføre øgede takster, men også en øget forsyningssikkerhed.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, er Plantillæg 1 endeligt vedtaget som et tillæg til Københavns Kommunes Vandforsyningsplan 2012.

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top