Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bidrag til Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser 2027-2030
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender
- at ”By og bolig” kapitlet indgår i den kommende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (bilag 2, gul markering).
- at forvaltningens bemærkninger til høringen indgår i det samlede høringssvar (bilag 3).
- at prioriterede forslag til ikke-finansierede indsatser på udvalgets ressort, indgår i et idékatalog under handleplanen jf. Løsning.
- at bidrag til handleplanens indsatser, der allerede er finansieret og gennemføres i 2027 på udvalgets ressort, godkendes jf. Løsning.
Problemstilling
Den nuværende Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 22. juni 2023 og udløber med udgangen af 2026. Handleplanen er under Integrations- og Medborgerskabspolitikken, som er en tværgående kommunal politik med dertilhørende handleplan, hvor Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget er ressortansvarligt. Alle udvalg skal bidrage til at beskrive problemstillingerne vedr. racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser på deres ressortområde, samt bidrage med forslag til initiativer for at forebygge og håndtere disse i Københavns Kommune.
Løsning
Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser er udarbejdet af en referencegruppe af samtlige forvaltninger efter en omfattende inddragelse af relevante organisationer og foreninger. Handleplanen har til formål at medvirke til, at der er lige mulighed for at alle københavnere kan deltage i byens tilbud og offentlige liv.
Klima-,
Miljø- og Teknikudvalgets kapitel ”By og bolig” i handleplanen
Med denne sag forelægges Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bidrag vedr. det
områdespecifikke kapitel ”By og bolig” til Københavns Kommunes handleplan mod
racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser 2027-2030. Kapitlet er
udarbejdet i samarbejde med Økonomiforvaltningen. I Bilag 2 fremgår kapitlet
med gul markering i det samlede udkast til handleplanen.
Dele af kapitlet omfatter områder, som er både Økonomiudvalgets og Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets ressort fx tryghed, byens rum og mangfoldighed. Der er dog elementer, som er de respektive udvalgs eget ressort. For Klima-, Miljø- og Teknikudvalget gælder det fx universelt design og udsatte byområder. Økonomiudvalget har fx ressortansvar for Tryghedsundersøgelsen.
Handleplanen er udarbejdet af alle forvaltninger og har været i offentlig høring fra den 20. maj – 28. juni 2026. Der er modtaget 19 høringssvar (bilag 3.1). Hertil har forvaltningerne fået bemærkninger til udkastet fra en følgegruppe bestående af ikke-kommunale aktører (fx lokale NGO’er). Der er i alt kommet 8 bemærkninger på udvalgets ressort, som Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har anvist til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens besvarelse. I bilag 3 fremgår de samlede bemærkninger på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets ressort til høringen som forelægges Borgerrepræsentationen.
Høringssvarene peger bl.a. på behovet for styrket samarbejde med boligorganisationer og civilsamfund, øget opmærksomhed på diskrimination i byrum og boligsituation, samt fokus på udsatte grupper fx personer med synlige religiøse markører, etniske minoriteter og seniorer. Aktører som Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Muslimsk Union, Muslimernes Fællesråd og flere lokaludvalg har bidraget med opmærksomhedspunkter, herunder forslag om opkvalificering af boligsociale medarbejdere, inddragelse af minoritetsmiljøer og øget tilgængelighed og tryghed i byrum. Der er også peget på konkrete fysiske initiativer, fx renovering af Krystalgade omkring synagogen, fra Dansk Jødisk Samfund.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har i bemærkningerne anerkendt de indkomne forslag og pointer, og flere af inputtene vil blive inddraget i det videre arbejde med handleplanen fx opmærksomhed på diskrimination i byrum og evaluering af ældrevenlige byrum. Forvaltningen har dog også præciseret rammerne for visse forslag, såsom muligheden for anonymiserede boligansøgninger, der ikke vurderes relevant for almene boliger grundet gældende lovgivning.
Forvaltningens samlede bemærkninger og svar på de otte relevante høringssvar er uddybet i bilag 3, som sammen med de øvrige høringsbidrag forelægges Borgerrepræsentationen til endelig behandling. Det bemærkes, at forvaltningen i vid udstrækning har søgt at imødekomme de indkomne forslag i idékataloget, da oplægget er, at handleplanen udarbejdes med inddragelse af civilsamfundet. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i udvalgets bidrag vedr. ”By og Bolig” kapitlet.
Forslag
til ikke-finansierede
indsatser til idékatalog
Som bilag til handleplanen udarbejdes et idékatalog. Kataloget indeholder
forslag til indsatser, som kan sættes i gang, hvis politikerne beslutter det.
Bilaget har til formål at samle op på idéer fra fx civilsamfund/følgegruppe,
som fx kan søges finansieret ved fremtidige budgetforhandlinger.
Den 29. maj 2026 deltog den nuværende handleplans følgegruppe, som består af ca. 30 civilsamfundsorganisationer mv., i en workshop, hvor de fremlagde forslag til indsatser, der hører under Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets ressort. Disse forslag fremgår af hhv. forvaltningens bemærkninger til høringen (bilag 3) og referat fra følgegruppemøde (bilag 4).
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen foreslår på den baggrund, at følgende indsatser indgår i handleplanens idékatalog:
- Undersøgelse af oplevet etnisk diskrimination på det københavnske boligmarked og i byens offentlige rum, med henblik på at skabe stærkere vidensgrundlag for initiativer målrettet bekæmpelse af oplevet etnisk diskrimination på by- og boligområdet i samarbejde med civilsamfund, Lokaludvalg og boligorganisationer.
- En omdannelse af Krystalgade til en gågade med kørsel og cykling tilladt, for at binde Købmagergade og Fiolstræde sammen, samt at skabe bedre byrum i gaden.
- Opkvalificering af boligsociale medarbejdere og andre relevante medarbejdere i boligorganisationerne, som har kontakt med beboerne i almene afdelinger, så de er udrustet til at håndtere racisme og diskrimination.
Begrundelse
for forslag 1:
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har modtaget flere høringssvar
vedrørende øget fokus på diskrimination af synlige minoriteter på by- og
boligområdet, herunder indenfor adgang til bolig og oplevelse af at blive
diskrimineret i byrummet. Idet der er begrænset viden om omfanget af oplevet
diskrimination indenfor denne problemstilling i København, vil forvaltningen
gerne sætte fokus på dette, ved at gennemføre en undersøgelse, der kan
kortlægge problemets karakter og omfang. Københavns Kommune har tidligere
gennemført undersøgelser om diskrimination, hvorfor det vurderes at være muligt
at gennemføre denne konkrete undersøgelse også, særligt i samarbejde med
Økonomiforvaltningen.
Begrundelse
for forslag 2:
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har modtaget høringssvar fra Dansk
Jødisk Samfund, som adresserer et ønske om, at gøre Krystalgade til en tryg og
mere inviterende og hyggelig gade for besøgende i gaden. Dette ønske kommer på
baggrund af en erfaring med, at gaden hidtil er blevet associeres med et trusselsbillede
bl.a. pga. øget tilstedeværelse af bevæbnede soldater. Forvaltningen vurderer,
at dette er en mulighed, som taler ind i handleplanens fokusområde.
Begrundelse
for forslag 3:
Indsatsen foreslås pba. af høringssvar fra Mellemfolkeligt Samvirke, samt
dialog med boligorganisationerne, om ønsker til opkvalificeringsforløb for
medarbejdere, som har daglig kontakt med beboere i almene afdelinger. Gennem
målrettet kompetenceudvikling kan medarbejdere styrkes i at vejlede borgere om
emner relateret til at forebygge diskrimination, hadforbrydelser mv.
Det bemærkes, at idékataloget har karakter af hensigtserklæringer, som forudsætter særskilt finansiering. Hvis der ikke opnås finansiering fx gennem budgetforhandlinger, vil indsatserne ikke blive gennemført.
Indsatser der gennemføres i 2027 under Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Udover de ikke-finansierede forslag til indsatser, vil der under handleplanen være et bilag med indsatser, der gennemføres i det kommende år på hvert forvaltningsområde. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har ét finansieret tiltag for 2027, som vil fremgå i handleplanens bilag:
KT023 Fleksibelt og socialt byrum på Christianshavns Torv 2027-2030
- 10,5 mio. kr. i udvikling og anlæg, 1,2 mio. kr. i årlig drift af anlæg
- Etablere et lokalt partnerskab for at skabe et mere socialt inkluderende, trygt og levende byliv på Christianshavns Torv. Dette understøttet af fleksible byrumsløsninger.
Borgerrepræsentationen forelægges årligt en status på igangværende indsatser samt opdateret bilag med indsatser, der gennemføres i det kommende år. Orienteringen udarbejdes af Beskæftigelses, - Integrations- og Erhvervsforvaltningen med inddragelse af alle øvrige forvaltninger.
Politisk
handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte ændringer til handleplanen inden
for deres ressort:
- fx ændringer i forslag til eksisterende indsatser i handleplanens bilag eller nye forslag til ikke-finansierede indsatser, som kan indgå i idékatalog for handleplanen.
- Udvalget kan ligeledes mhp. indsatsforslagene til idékataloget henvise finansiering til kommende budgetforhandlinger.
Hvis indstillingen ikke godkendes, kan det have konsekvenser for den endelige handleplan, idet kapitlet således ikke vil indgå i den samlede handleplan.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Videre proces
Hvis Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender, fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret handleplan og forvaltningernes bemærkninger til høringen for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget ultimo 2026. Efter godkendelse i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget forelægges sagen for Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse ultimo 2026.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen