Mødedato: 02.02.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forhøjelse af klimabevilling for seks skybrudsprojekter, flere bydele

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en forhøjelse af klimabevillingen for seks skybrudsprojekter for, at projekterne kan gennemføres. Projekterne er en del af den samlede plan for skybrudssikring fra 2015 og er siden 2019 igangsat med forskellige årlige projektpakker for skybrudsprojekter. Som følge af bl.a. generelle prisstigninger på marked og mere omfattende anlægsarbejder, er det nødvendigt at hæve de seks bevillinger med i alt 42,6 mio. kr. Projekterne er finansieret via HOFORs spildevandstakster, og bevillingsforhøjelser finansieres derfor ved en takststigning for borgerne.

Indstilling

Klima- Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Klima Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Tomsgårdsvej, HOFOR (takstmidler) forhøjes med 5,0 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 5,0 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknik udvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 5,0 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
  2. at rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Skoleholdervej, grøn vej (takstmidler) forhøjes med 4,2mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 4,2 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 4,2 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 4,2 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
  3. at rådighedsbevillingen til skybrudssikring i Sigurdsgade og sidegader (takstmidler) forhøjes med 14,2 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 14,2 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 14,2 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 14,2 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
  4. at rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet på vejen Skellet (takstmidler) forhøjes med 4,0 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 4,0 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 4,0 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
  5. at rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Mimersgadekvarteret (takstmidler) forhøjes med 9,9 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 9,9 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 9,9 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 9,9 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
  6. at rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Tingvej og Hemsedalsgade (takstmidler) forhøjes med 5,3 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 5,3 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 5,3 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 5,3 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I perioden 2018 – 2023 har Borgerrepræsentationens besluttet at igangsætte de seks skybrudsprojekter i de årlige projektpakker for skybrudsprojekter. Gennem projekteringen og udførslen af projekterne, har det vist sig, at projekterne bliver dyrere at gennemføre end først antaget, hvorfor en forhøjelse af klimabevillingen er nødvendig for projekternes gennemførsel.

Løsning

Bevillingsforhøjelser på skybrudsprojekter kommer typisk pga. den generelle prisudvikling på anlægsområdet forårsaget af især stigende materialepriser. Flere af projekterne blev igangsat, før prisudviklingen satte ind, eller på et tidspunkt, hvor der var usikkerhed om prisudviklingen, hvorfor flere bevillinger har vist at være for lave. Desuden kan der opstå behov for projektændringer undervejs, fx pga. utilstrækkelig viden om de stedsspecifikke forhold, på det tidlige tidspunkt i projektmodningen.

Projekterne er finansieret via HOFORs spildevandstakster, og bevillingsforhøjelser vil derfor blive finansieret ved en takststigning for borgerne. Bevillingsforhøjelser påvirker således ikke kommunens økonomi eller anlægsmåltallet. Det er dog et krav efter reglerne (de såkaldte medfinansieringsregler), at overfladeprojektet skal være omkostningseffektivt. Det vil sige, at det skal være billigere at etablere end en underjordisk rør- eller bassinløsning, der kan håndtere samme vandmængde. Men hvis et overfladeprojekt bliver dyrere end oprindeligt forudsat, ville det samme normalt være tilfældet for en underjordisk løsning. Alle seks projekter er omkostningseffektive ved de anførte forhøjelser af rådighedsbevillingerne til skybrudssikring, da en traditionel løsning ville skulle hæves tilsvarende i det nuværende marked.

Med skattefinansierede projekter håndteres stigende udgifter normalt med Overskuds-/underskudsmodellen (O/U modellen), men da skybrudsprojekter finansieres via medfinansieringsreglerne, er det ikke muligt i disse projekter.

Fire af projekterne er projekteret helt eller delvist færdig og står overfor at skulle sendes i entrepriseudbud. I hver af disse projekter er behovet for forhøjelse af klimabevillingen opstået på baggrund af, at rådgivers anlægsoverslag er højere end estimeret ved projektets opstart. Projektet Skoleholdervej og Degnestavnens legeplads adskiller sig fra de øvrige ved, at projektet allerede er udført, og at merudgifterne er opstået undervejs i anlægsfasen i takt med, at entreprenøren er stødt på en række uforudsete udfordringer i anlægget. Udvalget burde have været orienteret om det forventede merforbrug tidligere i sagsforløbet, hvilket vil ske, hvis en lignende sag skulle opstå.

Skoleholdervej og Degnestavnens legeplads (Tomsgårdsvej)

Skybrudsprojektet består af to bevillinger, Skoleholdervej (grøn vej) og Tomsgårdsvej (HOFOR). Skoleholdervej og Degnestavnes legeplads er blevet skybrudssikret ved, at der blev anlagt vejbede og underjordiske kassetter på Skoleholdervej, mens overskydende skybrudsvand bliver ledt til et stort skybrudsbassin på Degnestavnes legeplads. En kassette er en fællesbetegnelse for nedgravede vandtekniske løsninger, der anlægges tæt på overfladen, og som opmagasinerer vandet, med det formål at aflaste kloakken. Da de kan anlægges under vejbede, fortove, parkeringspladser og under vejbanen, er kassetter ganske betydeligt med til at øge mængden af vand, der kan tilbageholdes på veje.

Projektet blev ibrugtaget i november 2024 med udførsel af de sidste asfaltarbejder i sommeren 2025. I løbet af efteråret 2025 opstod der skader på dele af anlægget, som følge af konstruktionsfejl. Først i slutningen af 2025 nåede parterne til enighed om, at ansvaret for konstruktionsfejlen ligger hos entreprenør. Overblikket over det samlede forbrug af medfinansieringsmidler var derfor først klar ved udgangen af 2025, og regnskabet skal nu aflægges.

På grund af øgede udgifter under anlægsarbejdet er der derfor behov for at forhøje klimabevillingerne på de to skybrudsprojekter, der tilsammen udgør projektet Skoleholdervej og Degnestavnens legeplads. De øgede udgifter under anlægsarbejdet skyldes, at der skulle håndteres en større mængde asfalt og jord, med en højere forureningsgrad end budgetteret, og at der skulle fortages arkæologiske udgravninger i projektet.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen været i dialog med HOFOR for at sikre, at de øgede udgifter kan finansieres via medfinansieringsreglerne.

Der er til Tomsgårdsvej, HOFOR (Degnestavnens legeplads) samlet afsat 28,6 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 5,0 mio. kr., jf. bilag 3.

Der er til Skoleholdervej, grøn vej, samlet afsat 26,5 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 4,2 mio. kr., jf. bilag 3.

Sigurdsgade og sidegader

Sigurdsgade og sidegader skybrudssikres ved at anlægge vejbede og underjordiske kassetter til tilbageholdes af regnvand. Forudsætning for projektet var at alt skybrudsvandet skulle håndteres i overfladeløsninger, som eksempelvis vejbede. Da der ikke var plads i gaderne til så mange vejbede, er en del løsningen blevet til nedgravede kassetter, hvilket fordyrer projektet.

Der er til Sigurdsgade og sidegader samlet afsat 28,4 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 14,2 mio. kr., jf. bilag 3.

Skellet

Vejen Skellet skybrudssikres ved at der anlægges vejbede og underjordiske kassetter til tilbageholdes af regnvand. Den generelle prisudvikling på marked og en øget kompleksitet i planlægningen af de vandtekniske løsninger og udførslen af disse har ført til en fordyrelse af projektet.

Der er til Skellet samlet afsat 16,9 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 4,0 mio. kr., jf. bilag 3.

Mimersgadekvarteret

Mimersgadekvarteret skybrudssikres ved at der anlægges vejbede, terrænbassiner og underjordiske kassetter til tilbageholdes af regnvand, samt skybrudsledninger til at forbinde de enkelte skybrudløsninger. Fordyrelsen af projektet skyldes, at omfanget af eksisterende ledninger har vist sig større end først antaget. For at få plads til delelementerne er det derfor nødvendigt at sprede bede og de underjordiske kassetter over et større område, hvilket medføre ekstra udgifter til længere ledninger, samt opgravning og reetablering af et større vejareal end først antaget.

Der er til Mimersgadekvarteret samlet afsat 30,9 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 9,9 mio. kr., jf. bilag 3.

Tingvej og Hemsedalsgade

Tingvej og Hemsedalsgade skybrudssikres ved at der anlægges vejbede og underjordiske kassetter til tilbageholdes af regnvand. Den generelle prisudvikling på marked og en øget kompleksitet i planlægningen og udførslen af projektet har ført til en fordyrelse af projektet.

Der er til Tingvej og Hemsedalsgade samlet afsat 12,8 mio. kr. (2026 p/l) og rådighedsbevillingen foreslås forhøjet med 5,3 mio. kr., jf. bilag 3.

Parkering og Træer

Bevillingsforhøjelserne har ikke indflydelse på parkering eller træer.

Yderligere skybrudsprojekter i 2026

Foruden de seks skybrudsprojekter, kan der komme yderligere skybrudsprojekter til politiske behandling i 2026, hvor der er behov for at hæve klimabevillingerne.

Forvaltningen arbejder på en række andre skybrudsprojekter, der dog ikke nået langt nok i projekteringen til, at der er udarbejdet en endeligt anlægsoverslag. Projekterne er: Ydre Østerbro Vest, Kirsebærhaven og Gl. Køge Landevej, Sallingvej, Bellahøjvej, Tryggevældevej, Lersøparken, Grøndalsparken, Kagsmosen, Vigerslevparken Syd og Vigerslevparken Midt.

Politisk handlerum

Da der er tale om bevillingsforhøjelser vurderer forvaltningen ikke, at der er et politisk handlerum.

Hvis udvalget ikke godkender indstillingen, vil det kræve en særskilt skattebevilling til finansieringen af de afholdte anlægsudgifter til Skoleholdervej og Degnestavnens Legeplads. Projekterne Tingvej og Hemsedalsgade, Sigurdsgade og sidegader, Skellet og Mimersgadekvarteret vil ikke kunne gennemføres.

Økonomi

Med denne indstilling skal der tages stilling til forhøjelse og frigivelse af anlægsbevilling på i alt 42,6 mio. kr. (2026 p/l) på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3.

HOFOR refunderer Københavns Kommunes anlægsudgift. Tilbagebetaling af anlægsudgiften sker over 25 år og starter, når projektet er afsluttet. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune anlægsudgiften via byggekredit (BR 24. marts 2022). HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indgå kontrakt med entreprenører på projekterne, Tingvej og Hemsedalsgade, Sigurdsgade og sidegader, Skellet og Mimersgadekvarteret og igangsætte anlægsarbejderne. Der vil blive anlagt regnskab for projektet Skoleholdervej og Degnestavnens legeplads.

 

                                            Søren Wille

                                                                 / Peter Højer

Til top