Mødedato: 02.02.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Navngivning af veje på Svanemølleholm, Nordhavn, Østerbro

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til navngivning af syv kommende, nye veje på Svanemølleholm i Nordhavn på Østerbro, som kommende adresser kan fastsættes til. Vejnavnenævnet indstiller følgende syv nye vejnavne: Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade. De udvalgte bynavne er havnebyer, hvilket passer til andre vejnavne i Nordhavn. Navnene har været i partshøring. Parterne er positivt indstillede, men samtidig også bekymrede for udtale og stavning af vejnavnene samt det langsigtede perspektiv i at opkalde efter ukrainske byer. Vejnavnenævnet har desuden hørt Dansk-Ukrainsk Selskab, som kan tilslutte sig de foreslåede vejnavne.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at syv kommende, nye veje på Svanemølleholm navngives hhv. Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade.

Problemstilling

Der etableres syv nye veje på Svanemølleholm i Nordhavn på Østerbro, der kræver nye vejnavne, som kommende adresser kan fastsættes til.

Vejnavnenævnet indstiller, at de nye veje navngives Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade for at levere på et tidligere drøftet ønske i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget om at navngive efter Ukraine. De udvalgte bynavne er desuden havnebyer, hvilket passer til andre vejnavne i Nordhavn. Oversigt over vejene og forslag til placering af vejnavnene fremgår af vedlagte kort (bilag 2).

Navneforslagene har været i partshøring, som ikke har givet anledning til ændringer.

Løsning

Svanemølleholm ligger i den vestlige del af Nordhavn på Østerbro mellem Kalkbrænderiløbet og Skudehavnen. Den midterste og østlige del af Svanemølleholm skal omdannes fra et havneområde til et moderne byområde med boliger, daginstitutioner og serviceerhverv.

Vejforløb på Svanemølleholm

Den gennemkørende vej på Svanemølleholm er Sundkrogsgade. Via Sundkrogsgade gives der adgang til vej 1 (se bilag 2).  Det er alene via vej 1, at der gives adgang til de øvrige nye veje. Vej 1 fører ned til vej 2 og op til vej 3. Fra vej 3 gives der adgang til de sidste fire veje; vej 4, 5, 6 og 7.  

Alle de nye veje ender blindt. Det er By & Havns forventning, at vej 1 og 3 vil blive de mest trafik- og adressetunge veje.

Det foreslås, at vejnavnene fordeles som følger:

Vej 1: Kyivgade
Vej 2: Mariupolgade
Vej 3: Ukrainegade
Vej 4: Sevastopolgade
Vej 5: Khersongade
Vej 6: Mykolajivgade
Vej 7: Odesagade.

Høring

Der har været to partshøringsrunder ifm. navngivning af de nye veje på Svanemølleholm.

Første partshøring

Den første partshøring fandt sted fra den 10. oktober 2025 til den 3. november 2025. Der blev fremsendt fem høringsbreve og modtaget tre høringssvar jf. nedenstående:

  1. Industriens Pension havde ingen indvendinger imod navngivning efter ukrainske byer – ej heller havde deres kommende lejer Bruun & Hjejle. Man ønsker dog at gøre opmærksom på, at nogle af de valgte byer pt er under russisk besættelse, hvorfor der er bekymring for, hvorvidt disse byer på sigt vil forblive ukrainske. Der ønskes en langsigtet vejnavngivning.
  2. Østerbro Lokaludvalg er positivt indstillet over for forslagene, om end de foreslået at navngive en vej Ukrainegade – og dermed ikke Poltavagade, da Poltava ikke er en havneby. Desuden et ønske om, at der er fokus på udtale og stavning af vejnavnene. Lokaludvalget har desuden spurgt borgere på Østerbro via sociale medier. Svarene har været mere eller mindre ligeligt fordelt mellem for og imod forslagene.
  3. By&Havn havde ingen bemærkninger til de konkrete forslag, men bemærkede, at der burde tages højde for udtale og stavning af vejnavnene.

Partshøringssvarene er vedlagt (bilag 3).

Høring af Dansk-Ukrainsk Selskab
På møde i Vejnavnenævnet den 6. oktober 2025 besluttede nævnet også at høre Dansk-Ukrainsk Selskab, som dog ikke er en part i sagen, men for at få et herboende ukraineres perspektiv. Dansk-Ukrainsk Selskab foreslog – ligesom Vejnavnenævnet – at navngive efter Kyiv, Odesa, Poltava og Mykolajiv, men ville derudover foreslå:

  • Lviv; fordi ”Lviv er kendt som Ukraines kulturelle hovedstad. Et vejnavn vil symbolisere kulturudveksling, uddannelse og de historiske bånd mellem Danmark og Ukraine”.
  • Bakhmutgade; fordi ”Bakhmut er blevet et globalt symbol på mod, udholdenhed og menneskelig styrke under krigen. Et vejnavn kan ære byens befolkning og minde om værdien af frihed og solidaritet”.

Ved opfølgende telefonsamtale understregede formanden for Dansk-Ukrainsk selskab, Bo Flindt, at man ikke er imod Vejnavnenævnets øvrige forslag (Khersongade, Sevastopolgade, og Mariupolgade), men at de havde indsendt de seks forslag, de syntes bedst om. De havde ikke et syvende forslag til den sidste vej.

Dansk-Ukrainsk Selskabs fremsendte bemærkninger er vedlagt (bilag 4).

Anden partshøring

Den anden partshøring fandt sted fra den 2. december 2025 til den 5. januar 2026.

Vejnavnenævnet besluttede på mødet den 1. december 2025 at gå videre med vejnavnene Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade. Man valgte dog at imødekomme forslag fra Østerbro Lokaludvalg om at vælge Ukrainegade i stedet for Poltavagade. Ukrainegade blev derfor sendt i partshøring. Der blev sendt fem høringsbreve og modtaget ét høringssvar jf. nedenstående:

  1. Industriens Pension sendte et høringssvar den 3. december 2025, hvori de fastholder deres oprindelige bemærkninger om vejnavngivning efter ukrainske byer, mens de ikke har bemærkninger til det nye forslag om Ukrainegade.

Partshøringssvaret er vedlagt (bilag 5).

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen har undersøgt, hvorvidt navnene allerede anvendes andre steder i Københavns Kommune, og det er ikke er tilfældet. Navnene er blevet retskrivningskontrolleret og godkendt af Klima- og Datastyrelsen. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at navnene kan anvendes som nye vejnavne på Svanemølleholm i Nordhavn, Østerbro.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan vælge andre vejnavne, end dem Vejnavnenævnet indstiller. Nye navneforslag skal i partshøring jf. gældende regler, inden de kan godkendes endeligt i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, idet opsætning af vejnavneskilte i forbindelse med navngivning af vejene afholdes inden for forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil de nye vejnavne blive navngivet hhv. Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade.

 

Line Barfod
Forperson for Vejnavnenævnet

 

Til top