Input til evidensdrevne undersøgelser af scenekunstens bidrag til indsatser på velfærdsområder
Scenekunstudvalget skal drøfte mulige undersøgelsesfelter og fokusområder for scenekunstens bidrag til indsatser på velfærdsområder.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at udvalget drøfter oplægget om evidensdrevne undersøgelser af scenekunstens bidrag til indsatser på velfærdsområder
- at udvalget beslutter, om de ønsker at give input til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget temadrøftelse, herunder i hvilket format
Problemstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget har bestilt en temadrøftelse om kultur- og fritidsindsatser, som kan bidrage til velfærdsområdet.
Scenekunstudvalget kan bidrage til temadrøftelsen med inspiration fra scenekunstområdet. Scenekunstudvalget vedtog derfor i mødet den 23. juni 2026 at sætte emnet på dagsordenen til mødet den 24. september 2026.
Udvalget anmodede i den forbindelse forvaltningen om et oplæg til drøftelse, der inkluderede eksisterende viden om forskningsprojekter, der har undersøgt brug af kunstoplevelser og kunstneriske grebs indvirkning i velfærdsindsatser.
Løsning
Forvaltningen har samlet eksempler på projekter, der har undersøgt brugen af kunstoplevelser og kunstneriske greb på velfærdsområdet.
Indsamlingen af projekter har haft fokus på:
- Aktuel forskning, afgrænset fra 2020 og frem, men med enkelte ældre undersøgelser
- Projekter, der er afviklet i samarbejde med kommuner
- Projekter med et fokus på kunstoplevelser og kunstneriske greb
- Velfærdsområdet er afgrænset til de velfærdsområder, som kommunen varetager
Indsamlingen af eksempler er ikke fyldestgørende, men kan give et indtryk af tilgangen og de metoder, der anvendes i feltet samt de overordnede resultater.
Det fremgår af bilaget, at der blandt forskere er forbehold i forhold til nogle af konklusionerne om kunst og kulturs virkning på sundhed. Videnskabelige undersøgelser af meget høj kvalitet er i den tidlige fase, men materialet peger på, at der er lovende skridt i en evidensbaseret retning
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget beslutter at sende input til KFU til temadrøftelsen, vil forvaltningen samle op på drøftelsen og udarbejde input i det format, udvalget beslutter.