Kriterier og prioriteringer for støtte til scenekunstprojekter
Scenekunstudvalget skal drøfte og eventuelt beslutte nye kriterier og prioriteringer for støtte til scenekunstprojekter.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at udvalget drøfter kriterier og prioriteringer for støtte til scenekunstprojekter
- at udvalget beslutter eventuelle nye kriterier og prioriteringer for støtte til scenekunstprojekter
- at udvalget beslutter eventuel ny indstillingsprocedure for støtte til scenekunst
Problemstilling
Det fremgår af kommissorium for Københavns Scenekunstudvalg, at udvalget skal
"Vedtage hvilke generelle kriterier, der skal lægges til grund for tilskud til scenekunst."
Scenekunstudvalget godkendte nuværende kriterier og prioriteringer for støtte til scenekunstprojekter på mødet den 17. marts 2026, og anmodede forvaltningen om at tage en drøftelse af både kriterier og prioriteringer på et kommende møde.
Løsning
Udvalget skal, jf. kommissoriet, fastsætte kriterier for uddeling af tilskud. Udvalget godkendte den 17. marts 2026 de nuværende kriterier og prioriteringer, på baggrund af det forrige Scenekunstudvalgs oplæg (bilag 1).
Kriterier
Udvalgets nuværende kriterier er:
- At arrangementet finder sted i Københavns Kommune
- At der skal være offentlig adgang
- At der ansøges min. 2 måneder før arrangementet påbegyndes
- At projekterne er båret af professionelle kræfter
- At det scenekunstneriske eller performative element er det bærende i projektet
Kriterier er faste, og udvalget har givet forvaltningen delegation til at give administrative afslag til projekter, hvor de ikke er opfyldt.
Der er enkelte kriterier, som udvalget ikke har mulighed for at fravige, herunder:
- at projektet skal afholdes i Københavns Kommune
- at støttede arrangementer skal være offentlige
Derudover gives udvalgets støtte som projektstøtte (herunder tilskud og underskudsgarantier) og under kommunalfuldmagtens krav om, at der kun gives støtte til lovlige kommunale formål.
Der gives derfor ikke til:
- Partipolitiske eller religiøse arrangementer
- Drifts- og anlægsudgifter (her menes ansøgninger om at få dækket udgifter til den ordinære drift på et teater og udgifter til at etablere og udbygge et teater)
Handlerum:
Udvalget kan, hvis de ønsker:
- Reducere antallet og typen af kriterier for søgning til udvalgets pulje. Der er dog enkelte kriterier, som ikke kan fraviges (se ovenfor).
Prioriteringer
Udvalgets prioriteringer er valgte retningslinjer for udvalget, når de uddeler midler. Formulering af prioriteringer er ikke et krav for uddeling af udvalgets puljer, men kan være gavnligt, særligt ift. gennemsigtighed overfor ansøgere.
De aktuelle prioriteringer er:
- Projekter hvor den scenekunstneriske idé er udførligt beskrevet
- Projekter hvor projektets relevans er tydeligt forklaret
- Projekter hvor man har gjort sig overvejelser om projektets relevans i forhold til et publikum
- Scenekunstudvalget prioriterer projekter, hvor ansøger har reflekteret over ligestilling og mangfoldighed i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere publikum, jf. Københavns Kommunes arbejde med mangfoldighed, ligestilling og inklusion
- Scenekunstudvalget prioriterer at støtte en bred spredning på tværs af scenekunstneriske genrer
- Projekter der har en realistisk mulighed for at blive gennemført i overensstemmelse med projektbeskrivelsen/budgettet
- Projekter, der kan gennemføres på overenskomstlignende vilkår
- Projekter med et reelt tilskudsbehov, hvor støtten fra Scenekunstudvalget er nødvendigt for at kunne gennemføre projektet
- Scenekunstudvalget støtter normalt ikke projekter, der har et overvejende kommercielt sigte
- Scenekunstudvalget støtter normalt ikke egenproduktioner og co-produktioner på de statsstøttede scener
- Scenekunstudvalget støtter normalt ikke projekter, hvor den overvejende del af de medvirkende er under uddannelse
Handlerum:
- Udvalget har fuld beslutningsret til at formulere og udvælge prioriteringer, jf. udvalgets kommissorium
- Prioriteringer er retningsgivende, som udvalget i mere eller mindre grad kan afvige, i modsætning til faste kriterier.
Retningslinjer for indstillinger til disponible midler
Forvaltningen har følgende retningslinjer for indstillinger til udvalgets disponible midler.
Ansøgninger inddeles på baggrund af budget:
1. Projekter med budgetter under 200.000 kr. indstilles til tilskud
2. Projekter med et budget mellem 200.000 kr. og 1 mio kr. indstilles til enten underskudsgaranti eller tilskud
3. Projekter med et budget over 1 mio. kr. indstilles til en underskudsgaranti
Størrelsen på indstillingen baseres på antallet af forestillinger:
Der uddeles som udgangspunkt mellem 1000-3000 kr. pr. forestilling.
Handlerum:
Udvalget kan vælge en ny indstillingsprocedure, eks.
- Formulere indstillingskriterier baseret på andre parametre end budget og antal forestillinger
- At udvalgets fagmedlemmer laver indstillinger til udvalgets møde på deres formøder
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil gå videre med sagen på baggrund af udvalgets beslutning.