Mødedato: 21.05.2026, kl. 18:30
Mødested: Bethesda, Rømersgade 17

B-sag: Målinger og sundhedsmæssige konsekvenser ved støj fra køle- og ventilationsanlæg

Se alle bilag

 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til  til klima-, miljø- og teknikborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren om reglerne for støjmåling, som ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har arbejdet med et projekt om måling af støj fra ventilations- og køleanlæg med henblik på at undersøge sundhedsmæssig effekt af støjen ift. beboelse, som en del af årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2026.

Miljøgruppen under lokaludvalget foreslår, at lokaludvalget i et brev til klima-, miljø- og teknikborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren anbefaler, at man ændrer reglerne for støjmåling. 

I dag foreskriver de danske standarder måling i dB(A), hørbar støj, men ikke i dB(C), som i højere grad viser den støj, som mange mennesker også kan føle, lavfrekvent støj.  

Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget i efteråret 2026 eventuelt holder et borgermøde om sundhed med fokus på støj fra køle- og ventilationsanlæg og andre kilder til lavfrekvent støj, som transmitteres nemmere gennem bygninger end den hørbare støj i dB(A).

Løsning

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har udarbejdet nedenstående forslag til et brev, som forpersonskab foreslår, at lokaludvalget sender til klima-, miljø- og teknikborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren:

"Støj og sundhedsmæssige konsekvenser fra køle- og ventilationsanlæg i Indre By

Fire ingeniørstuderende fra Worcester Polytechnic Institute har fra februar til maj 2026 lavet et projekt i samarbejde med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om støjforurening og sundhedsmæssige konsekvenser fra køle- og ventilationsanlæg i Indre By.

Projektet undersøger, om de nuværende danske støjregler i tilstrækkelig grad tager højde for lavfrekvent støj fra køle- og ventilationsanlæg. Når man bliver udsat for lavfrekvent støj, kan det udgøre en sundhedsrisiko, herunder søvnforstyrrelser, stress, depression, angst og nedsat velvære.

Gennem undersøgelser, interviews med eksperter, fagfolk, borgere og myndigheder, samt målinger, har gruppen identificeret uoverensstemmelser mellem den støj, der bliver målt, og den støj, der giver gener. Det afslørede, at den nuværende praksis for støjmåling ikke fuldt ud tager højde for lavfrekvent støj. Resultaterne af undersøgelsen understreger behovet for at forbedre  reglerne for lavfrekvent støj for at kunne forbedre livskvaliteten for dem som bor og opholder sig i Indre By. Læs den færdige rapport (link) 

Konklusioner og anbefalinger til myndigheder og virksomheder

  • Det er vigtigt at erkende de mange sundhedsmæssige konsekvenser, der er forbundet med støjforurening og lavfrekvent støj
  • Lovgivningen fokuserer på A-vægtet støj, hvilket betyder, at en stor del af den lavfrekvente støj ikke registreres. Dette fører til målinger, der overser den lavfrekvente støj og dens påvirkninger.
  • Der mangler generel viden om kilderne til og virkningerne af lavfrekvent støj.
  • Der er en ny national sundhedslov på vej, som træder i kraft i 2027. Ved at indarbejde lavfrekvent støj i lovgivningen vil borgernes sundhed kunne forbedres. Kommunen bør derfor opfordre Folketinget til at få det med i den nye lov.
  • Derudover bør kommunen gennemføre yderligere undersøgelser for at underbygge behovet for ændringerne i lovgivningen med henblik på at fremme borgernes sundhed. Kommunen kan allerede foretage målinger med C-vægtning og hermed måle den lavfrekvente støj. Hvis de foretager C-vægtede målinger, når de behandler klager, vil det bidrage til at opbygge data, der kan hjælpe med at ændre lovgivningen fremover.
  • Dette vil samtidig kunne belyse omfanget af klagesager, hvor den C-vægtede støj overskrider de vejledende støjgrænser, mens de A-vægtede støjmålinger overholder de nuværende støjkrav.
  • Virksomheder kan med en ændret lovgivning, og hvis gener ved den lavfrekvente støj medtages, også stilles til ansvar for at sikre en mere korrekt installation og vedligeholdelse af køle- og ventilationsanlæg for at undgå, at systemerne overskrider grænseværdierne eller forårsager gener for naboerne. Her er der ikke tale om dyre ekstraløsninger, men nødvendige tiltag for sundhed og livskvalitet for dem, som bor og arbejder tæt på disse støjkilder. Dette tages der ikke i tilstrækkelig grad højde for i rammerne for vedtægt for køle- og ventilationsstøj. Derudover bør de være opmærksomme på deres systemers indvirkning på de omkringliggende boliger og virksomheder, da lavfrekvent støj bevæger sig anderledes gennem bygninger og konstruktioner.
  • Flere anlæg/kilder i samme lokalområde kan udfordre myndighederne ift. at finde den juridisk ”ansvarlige”. Kommunen bør derfor også stille krav til målinger og regulering af støj, når der er flere anlæg i samme lokalområde.

Med venlig hilsen

Åge Staghøj,
Indre By Lokaludvalg"

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Sekretariatet sender brevet til klima-, miljø- og teknikborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Til top