Mødedato: 16.04.2026, kl. 19:00
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Genbehandling af sagen "Høringssvar om etablering af et saunaanlæg på vandarealet, fastgjort på kajkanten ud for Havnegade 25"

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg genbehandler sagen "Høringssvar om etablering af et saunaanlæg på vandarealet, fastgjort på kajkanten ud for Havnegade 25". Lokaludvalget skal beslutte, om høringssvaret, der ses i bilaget, står ved magt eller om det skal ændres.

Problemstilling

Der er rejst tvivl om, hvorvidt lokaludvalgets høringssvar om dispensation om etablering af et saunaanlæg på vandarealet, fastgjort på kajkanten ud for Havnegade 25, er dækkende for beslutningen, som lokaludvalget traf i mødet den 15. januar 2026. 

Forløb

I mødet den 15. januar 2026 behandlede lokaludvalget sagen "Høringssvar om etablering af et saunaanlæg på vandarealet, fastgjort på kajkanten ud for Havnegade 25".

I bilagsoversigten ses indstillingen til lokaludvalget den 15. januar 2026 inkl. udkastet til høringssvar, der blev foreslået, samt lokaludvalgets beslutning, sådan som den fremgik af referatet af mødet.

I bilagsoversigten ses også høringssvaret inkl. bilag, som den 19. januar 2026 blev sendt til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.

I mødet den 19. februar 2026 var der ingen bemærkninger til referatet af mødet den 15. januar 2026.

Bemærkninger om høringssvaret

I mødet den 12. marts 2026 gav lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield udtryk for, at det var meget uheldigt at høringssvar for sauna i Havnegade og referat ikke er i overensstemmelse. Det har hun uddybet i en mail den 27. marts 2026 til bl.a. sekretariatet.

I mails til sekretariatet den 1. april 2026 og den 10. april 2026 skrev hun bl.a.:

"Uoverensstemmelsen består i at vi mener at dette projekt skal stoppes.

  • Vi vedtog kun ifølge referatet, at andre projekter skulle stoppes, og det var også dette, som jeg husker fra vores debat.
    Der står i høringssvaret at dette projekt skal stoppes.
    Jeg ville have ønsket at debatten var mere klar og jeg undrede mig over hvorfor der står i høringssvaret at dette projekt skulle stoppes.
  • Derudover undrer jeg mig over at der står ting i vores høringssvar, der ikke kom op i debatten, men står i Gammelholms Beboerforenings høringssvar.
    Jeg har svært ved at gennemskue hvordan dette høringssvar er blevet til, hvor den vigtigste forskel er at vi ikke vedtog at dette projekt skal stopppes.

Jeg er enig i at en samlet lokalplan for havnen er vigtig. Men jeg undrer mig over den samlede proces og hvilket mandat dette giver til arbejdsgruppen.

Hvis vi følger høringssvaret, skal vi i en arbejdsgruppe tale udfra at projektet skal stoppes, imens det måske er ved at blive vedtaget og planlagt. Dette skal afklares."

 

En repræsentant for Glaeciers, som står for sauna-projektet og som i mødet den 15. januar 2026 præsenterede det for lokaludvalget under "Åben spørgetid", overværede lokaludvalgets behandling af sagen. Han har efterfølgende i flere mails til det daværende forpersonskab og sekretariatet givet udtryk for, at lokaludvalget ikke besluttede at tilkendegive, at sauna-projektet skal sættes i bero. Han henviser til følgende passus i høringssvaret:

"Indre By Lokaludvalg har sympati for Glaeciers saunaanlæg-projekt, idet lokaludvalget forudsætter, at det er et tilbud til lokale beboere. Men lokaludvalget beder om, at behandlingen af ønsket om dispensation til projektet sættes i bero, indtil der foreligger en samlet plan for anvendelsen af vandarealet ud for Indre By og indtil der foreligger en lokalplan for vandarealet ud for Havnegade-promenaden. En eventuel dispensation til projektet eller en lokalplan, som omfatter projektet, skal under alle omstændigheder indeholde vilkår om,..."

Under åben spørgetid i mødet den 12. marts 2026 orienterede repræsentanten for Glaeciers om status på projektet. Han lagde bl.a. vægt på, at lokaludvalget havde udtrykt sympati for projektet i høringssvaret.

 

Tilblivelsen af høringssvaret

Der var svarfrist på naboorienteringen den 19. januar 2026.

Til mødet den 15. januar 2026 forelå et udkast til høringssvar, som lokaludvalget skulle tage stilling til. Det er sekretariatets opfattelse, at lokaludvalgets drøftelse af sagen i mødet den 15. januar 2026 ikke direkte refererede til udkastet til høringssvaret, men i stedet tog udgangspunkt i høringsmaterialet og i oplæggene under åben spørgetid fra henholdsvis repræsentanten for Glaeciers og to repræsentanter for Gammelholm Beboerforening samt til bemærkningerne, som to borgere fremkom med under åben spørgetid.   

Den 16. januar 2026 skrev sekretariatet et nyt udkast til høringssvar baseret på drøftelsen i lokaludvalgsmødet den 15. januar 2026. Sekretariatet sendte udkastet til kommentering til det daværende forpersonskab Bent Lohmann, Sally Mountfield og Anton Skovle samt til daværende lokaludvalgsmedlem Mads Aarup jf. lokaludvalgets bemyndigelse i mødet den 15. januar 2026. Suppleant Kren Nielsen fik det også til kommentering i henhold til en aftale mellem Bent Lohmann og Mads Aarup umiddelbart efter lokaludvalgsmødet.

Mads Aarup, Sally Mountfield, Bent Lohmann og Kren Nielsen kommenterede den 16., 18. og 19. januar 2026 udkastet til høringssvar i mails til hinanden og til Anton Skovle samt til sekretariatet. På den baggrund skrev sekretariatet et nyt udkast til høringssvar, som Bent Lohmann godkendte om aftenen den 19. januar 2026, hvorefter det blev sendt.

Løsning

Lokaludvalget skal beslutte, om høringssvaret, der ses i bilaget, står ved magt eller om det skal ændres. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Hvis lokaludvalget beslutter ændringer i høringssvaret, vil sekretariatet udarbejde et nyt udkast til høringssvar, som forpersonskabet får til kommentering og som forpersonen får til endelig godkendelse, inden det sendes til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med en bemærkning om, at det erstatter det tidligere fremsendte høringssvar.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har oplyst, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal behandle dispensationssagen i sit møde den 27. april 2026.

Til top