Mødedato: 14.10.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Forslag om konference om cykelkultur

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte, om det skal være vært for en konference om cykelkultur.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal være vært for en konference om cykelkultur.

    I givet fald:

  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre konferencen sammen med sekretariatet

  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 30.000 kr. til konferencen.

Problemstilling

Med mail den 25. august 2021 foreslog en borger, at lokaludvalget holder en konference om cykelkultur: 

"Jeg er selv cyklist og fodgænger - har end ikke et kørekort. Jeg konstaterer at cyklisme har byens - og lokaludvalgets bevågenhed, og det er fint. Men jeg beder indtrængende om at cykelkultur også får bevågenhed! Den er faktisk ikke særlig god endnu - det er mange fodgængeres og såmænd også nogle cyklisters mening. Også min! Der er mange cyklister der kører råt og hensynsløst.

Vil I ikke nok også afholde en konference om cykelkultur, eller på anden måde tage spørgsmålet op!?"

Løsning

Byudviklingsgruppen drøftede forslaget i sit møde den 30. september 2021. Fra referatet:

"En borger (...) har fremsat et ønske om, at lokaludvalget afholder en konference om cykelkultur.

Vort medlem af lokaludvalget Sally Mountfield har udarbejdet et grundigt problemkatalog over cykelkultur, som lokaludvalget kan tage udgangspunkt i – ses efter referatet. På baggrund af Sallys oplæg kan vi drøfte temaerne for en sådan konference, og om og hvordan vi gennemfører konferencen.

Der blev stillet spørgsmålstegn ved, at en ren cykelkultur-konference er hensigtsmæssig. I stedet foresloges en undersøgelse f.eks. ved amerikanske studerende, der ser på problemstillingen. NB! 50% af trafikdræbte er cyklister – en stor del pga. uopmærksomhed og ulovlighed – derfor vil en det være velkomment med en handlingsplan for at teste enkle virkemidler for at afhjælpe de farligste (bl.a. højresvings-) ulykker og så evt. undersøge videre. (...)"

Sally Mountfields problemkatalog ses i bilaget.

 

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal være vært for en konference om cykelkultur.

I givet fald bør bl.a. Dansk Cyklist Forbund og politiet inviteres til at holde oplæg, ligesom Teknik- og Miljøforvaltningen og/eller medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget bør inviteres til at holde oplæg, eftersom cykelkulturen har en sammenhæng med den førte cykelpolitik.

Økonomi

Hvis lokaludvalget vil holde en konference om cykelkultur, skal der afsættes en ramme på 30.000 kr. til det. Der vil være udgifter til lokaleleje, forplejning, annoncering og evt. live streaming.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal være vært for en konference om cykelkultur. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen.
  • En konference flytter intet. Det er en opgave for kommunen.
  • Lokaludvalgets cykelkarma-kampagne i sin tid var en succes. Den blev overtaget af kommunen året efter.
  • Regelbrydere ved det, når de overtræder færdselsreglerne.
  • Politiet skal give flere bøder. Der skal være flere bødekampagner.
  • Lokaludvalget og forvaltningen bør se på kvaliteten af cykelstier og de forskellige brugere af cykelstier. Det er et budgetspørgsmål.
  • Der bør være cykelstier for hver af de forskellige brugere..
  • Man må for meget på en cykelsti. Knallerter mv. egner sig ikke til cykelstier.
  • Man kan ikke cykle ved siden af sine børn på en cykelsti.
  • Knallerter mv. med motor kan godt køre på kørebanen, når bilernes hastighed er lav.
  • Der er behov for en kommunal adfærdskampagne. Men der bør være et særligt fokus på turisters cykeladfærd.
  • Lokaludvalget kan gå sammen med andre lokaludvalg om at se på problematikken. Der bør bl.a. ses på, hvordan ristene i siden af gaderne og cykelstierne påvirker måden at cykle på. Der bør også ses på cykelstiernes bredde.
  • Byudviklingsgruppen kan se på problemstillingerne.
  • Politiet bør holde øje med forholdene på cykelstierne.
  • I planlægningen af infrastrukturen, herunder af cykelstier, bør der ses på, hvem der bruger cykelstierne og hvilke køretøjer, der benyttes på cykelstierne.
  • Der bør ses på hvilke krav, der kan stilles til cykeltaxier mv.
  • Der er trængsel på cykelstierne i indre By og i de omkringliggende bydele.
  • Hurtig cykeltransport skal ikke altid hænges ud.
  • Fodgængere kan være slemme. Fx. ser man, at de vader ud på gaden uden varsel.
  • Målet må være, at cyklister kan komme hurtigt og sikkert frem.
  • Turisterne er de store syndere.
  • Wolt-budene er slemme.
  • Der er behov for en landsdækkende kampagne.
  • Lokaludvalget kan genudgive sine brochurer om cykeladfærd, der har turister som målgruppe.

2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at han til et senere lokaludvalgsmøde kommer med en indstilling om, hvordan lokaludvalget i samarbejde med andre lokaludvalg kan afholde en konference om cykelkultur og om rammerne for cyklisterne.

Til top