Mødedato: 14.10.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Høringssvar om "Idekatalog Liv og udfoldelse på vandet 2021"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om "Idekatalog Liv og udfoldelse på vandet 2021".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om "Idekatalog Liv og udfoldelse på vandet 2021", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et idekatalog til udvikling af ”Liv og udfoldelse på vandet” i Københavns havn og kyster. Se bilaget. Ideen med kataloget er - via eksempler - at skabe debat om hvad der er brug for i udviklingen af et endnu bedre kultur- og fritidslivs i havnen og langs med Københavns kyster. Hvad skal der være fokus på og hvad mangler der eventuelt?

Kataloget er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 29. juni-29. oktober 2021.

Løsning

Byudviklingsgruppen drøftede sagen i sit møde den 26. august 2021. Fra referatet:

"Michael gav et referat af mødet på Kayakbar den 17. august. Det blev her understreget, at man kunne se på havnen som en naturlokalitet. Der er masser af liv og man skal passe på den. Man kan se havnen åbnet som en statsskov og det kræver, at man spreder trafikken ud og fjerner dieselmotorer. Det blev således foreslået at se mere på en regulering af havnens aktiviteter, således at f.eks. svømmere ikke udsættes for stor fare fra skibene. Der kunne udfærdiges et sæt overordnede regler for færdsel i havnen med f.eks. en inddeling af havnen i forskellige zoner, der herefter ville kunne anvendes af forskellige brugere.

Endelig kunne man se på en yderligere udvikling af havnen. Der kunne være tale om yderligere svømmemuligheder, muslingefarme, havbrug, havnelaboratorier til undervisning af børn/skoler, voksne og turister med mere.

Der var enighed om, at dette emne kunne vi godt gå videre med i lokaludvalget og at det burde være et punkt i vores nye Bydelsplan."

Forslag til høringssvar

"Indre By Lokaludvalg har følgende bemærkninger og forslag:

  • Man kan se på havnen som en naturlokalitet. Der er masser af liv og man skal passe på den.
  • Man kan se havnen åbnet som en statsskov. Det kræver, at man spreder trafikken ud og fjerner dieselmotorer. Man kan overveje mere regulering af havnens aktiviteter, således at f.eks. svømmere ikke udsættes for stor fare fra skibene. Der kan udfærdiges et sæt overordnede regler for færdsel i havnen med f.eks. en inddeling af havnen i forskellige zoner, der herefter ville kunne anvendes af forskellige brugere.
  • Lokaludvalget foreslår, at der indrettes et fitness-område på Bornholmer-knasten for enden af Havnegade-promenaden. Det skal være i stil med fitness-området ved Fredens Bro.

  • Lokaludvalget er for en yderligere udvikling af havnen til ikke-støjende aktiviteter som yderligere svømmemuligheder, muslingefarme, havbrug, havnelaboratorier til undervisning af børn/skoler, voksne og turister mm.
  • Lokaludvalget mener, at Inderhavnen ikke skal over-aktiveres. Der er behov for steder langs Inderhavnen til stille refleksion, hvor man kan skue ud over et roligt vandområde. Sådanne stille-områder er en underkendt værdi.
  • Attraktionen ved Indre Bys blå områder mister værdi, når man tillader husbåde ved kajerne i Inderhavnen og kanalerne i vores bydel. Det er en privatisering af vandarealerne og det tilhørende kajareal. Husbåde hører ikke hjemme i Indre By.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv hørt-portalen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om "Idekatalog Liv og udfoldelse på vandet 2021", der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top