B-sag: Orientering om idé fra Bylivsgadepuljen - Nybrogade 26-32
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering af en idé til bylivsgade på strækningen Nybrogade 26-32 til efterretning. Forvaltningen vurderer, at ideen er urealiserbar.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en orientering til lokaludvalget om en projektidé for Nybrogade 26-32 som bylivsgade. Forvaltningen vurderer, at ideen er urealiserbar.
Forvaltningen skal have lokaludvalgets eventuelle kommentarer til sagen senest den 29. august 2025.
Forslagstillerens idé
"Grundlægende synes vi ikke at "Nybroplads" er fuldendt som helhed og der skal ikkegøres så meget for at vi kommer i mål. Gaden i dag er ensrettet, hvilket vi som beboersætter stor pris på. Dog oplever vi støj/affaldsgener mht. de 2 glascontainere som bliver brugt på alle tider i døgnet. Lejecykler mm. står og fylder udenom og længere væk end cykelstativet har kapacitet til. Cykler stilles også foran glascontainerne så de ikke kan benyttes af os beboer. Biler og varevogne
holder med jævne mellemrum oppe på selve pladsen ude foran Nybrogade 30 og Frederiksholms kanal 1. De runde bænk omkring pladsen bliver kun delvist benyttet i form af siden der vender mod
Christiansborg slot, samt den side hvor solen vender. Der er rigeligt med beplantning i form af adskillige træer, som vi sætter pris på."
"Vi ønsker at erstatte de runde bænke med et større antal af lige vendte bænke, som vender ud mod gaden og det flotte Christiansborg. Det giver flere siddepladser samt forhindrer biler at køre ind på pladsen. I forlængelse med bænkene, måske flere skraldespande. Glascontainere flyttes over på den anden side af vejen."
Forvaltningens samlede vurdering
"Idéen indeholder få bylivsskabende ønsker, og vurdereres derfor ikke realiserbar pga. projektets
størrelse. TMF undersøger internt, om det er muligt at sætte bænke op uden for regi af Bylivsgadepuljen."
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at lokaludvalget tager Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck om behandle følgende sager samlet:
8. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Farvergade 4A-27
9. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Niels Brocks Gade 1-7
10. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Fredericiagade 41-43
19. Orientering om idé fra Bylivsgadepuljen - Nansensgade 1-65
20. Orientering om idé fra Bylivsgadepuljen - Nybrogade 26-32.
- Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor forvaltningen, at "byliv" er forskellig fra bydel til bydel.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Michele Fejø om, at lokaludvalget spørger forvaltningen om, hvordan belægningsgraden på parkeringspladser opgøres, herunder om hvordan parkeringspladser, der ikke er ledige pga. containere, vejarbejder mv., tæller i regnskabet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor forvaltningen, at lokaludvalget ønsker ikke-kommercielle bylivsgader.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår forvaltningen, at lokaludvalget og forvaltningen samarbejder om debatvognsarrangementer i de gader, hvor forvaltningen vurderer, at ideen om en bylivsgade er realiserbar, med henblik på at få konstateret opbakningen til ideen og med henblik på at blive oplyst om, hvad der taler for og imod ideen.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor forvaltningen, at flagskibsprojekterne i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen skal gennemføres før eventuelle bylivsgadeprojekter i Middelalderbyen, idet hensigten med Byrums- og Trafikplanen er at fredeliggøre byrum.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor forvaltningen, at lokaludvalget ikke har haft tid til at gennemføre borgerdialog om ideerne til bylivsgadeprojekter i Indre By.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget beder forvaltningen om en ny høring om ideerne til bylivsgadeprojekter i Indre By.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at lokaludvalget gør forvaltningen opmærksom på, at der ikke er erhvervsparkeringspladser i Farvergade.
Med ovenstående tiltrådte ændringsforslag godkendte lokaludvalget ikke forslagene til høringssvar i følgende sager:
8. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Farvergade 4A-27
9. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Niels Brocks Gade 1-7
10. Høringssvar om idé fra Bylivsgadepuljen: Fredericiagade 41-43
19. Orientering om idé fra Bylivsgadepuljen - Nansensgade 1-65
20. Orientering om idé fra Bylivsgadepuljen - Nybrogade 26-32.