Mødedato: 14.08.2025, kl. 18:30
Mødested: Bethesda, Rømersgade 17

Drøftelse af udlejningscykler

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter oplægget fra undergruppen under byudviklingsgruppen, der arbejder med lejecykler
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger en arbejdsgruppe, der arbejder med udlejningscykler under lokaludvalgets byudviklingsgruppe, til at arbejde videre med problematikker relateret til udlejningscykler i Indre By på baggrund af gruppens oplæg, der ses i bilagsoversigten

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg arbejder kontinuerligt med problematikker relateret til udlejningscykler i bydelen.

Lokaludvalget var vært for et borgermøde om cykelparkering i Indre By i oktober 2024, og en arbejdsgruppe under lokaludvalgets byudviklingsgruppe beskæftiger sig løbende med problematikker relateret til udlejningscykler i Indre By. Arbejdsgruppen er senest fremkommet med et oplæg til dets videre arbejde med udlejningscykler. Oplægget ses i bilagsoversigten.

Lokaludvalget modtager desuden løbende henvendelser fra borgere i Indre By, der udtrykker utilfredshed med praksisser omkring udlejningscykler, og som beder lokaludvalget om at forholde sig til problematikken.

Det bemærkes, at Teknik- og Miljøudvalget i dets møde den 19. maj 2025 havde en sag med titlen ”Ny praksis for tilsyn/kontrol med udlejningscykler” på dagsordenen. Sagen blev udsat. Sagen kan ses her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-19052025/referat/punkt-18

Løsning

Med udgangspunkt i arbejdsgruppens dokument drøfter lokaludvalget, hvordan det skal arbejde videre med problematikker relateret til udlejningscykler i Indre By.

Økonomi

Afhænger af lokaludvalgets drøftelse.

Videre proces

Arbejdsgruppen under byudviklingsgruppen arbejder videre med emnet på baggrund af dens oplæg samt lokaludvalgets beslutning.

 

Beslutning

Til mødet forelå kommentarer på lokaludvalgets Facebookside om udlejningscykler samt en mail fra en borger. Se bilagsoversigten.

 

  1. Lokaludvalget drøftede oplægget fra undergruppen under byudviklingsgruppen, der arbejder med lejecykler. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Problemerne med udlejningscykler er de samme, som der har været med elløbehjul.
    • Når man ser en udlejningscykel, der er parkeret til gene, skal man melde det ind på Giv Et Praj.
    • De steder, hvor selskaberne bag udlejningscyklerne skal sætte cyklerne op om morgen, er der ikke plads nok til alle cykler.
    • GPS-lokaliseringen af udlejningscyklerne skal være mere præcis.
    • Hvordan kan data bruges af kommunen til at stille krav til selskaberne bag udlejningscyklerne?
    • Der er mange udlejningscykler i Nyhavn. Selskaberne bag udlejningscyklerne sætte cyklerne op på en lang række, idet de udnytter det brede fortov. Der er med andre ord tale om en forretning på et offentligt fortov.
    • Der kommer ikke svar, når man har meldt noget ind på Giv Et Praj.
    • Turisters parkering af hotelcykler er også et problem.
    • Selskaberne bag udlejningscyklerne bør opstille cyklerne indenfor samme felt.
    • Udlejningscyklerne er en erhvervsmæssig udnyttelse af offentligt areal.
    • Udlejningscyklerne er et sikkerhedsproblem. Turisterne er usikre cyklister, særligt når de skal tage selfies undervejs.
    • Udlejningscyklerne burde fungere som rejsekortet.
    • Brugerne af udlejningscyklerne skal have en sikkerhed for, at de kan komme af med cyklerne efter at have brugt dem.
    • Antallet af udlejningscykler er en belastning.
    • Udlejningscyklerne er kommet for at blive.

  2. Lokaludvalget bemyndigede en arbejdsgruppe, der arbejder med udlejningscykler under lokaludvalgets byudviklingsgruppe, til at arbejde videre med problematikker relateret til udlejningscykler i Indre By på baggrund af gruppens oplæg, der ses i bilagsoversigten.

  3. Sally Mountfield, Michele Fejø og Henrik W. Jensen tilkendegav, at de deltager arbejdsgruppen.
    Sally Mountfield oplyste, at Birgit Skovgaard og Peder Kjøgx deltager i arbejdsgruppen.
Til top