Mødedato: 14.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar om anlægsprojekter i Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om anlægsprojekter i Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om anlægsprojekter i Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Høring

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om et høringssvar vedr. anlægsprojekter, der skal give bedre og grønnere byrum på Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade med flere opholdsmuligheder og bedre forhold for fodgængere og cyklister.

Visionen for Vendersgade er at skabe en attraktiv cykelgade med en smallere vej og bredere fortov, bedre muligheder for ophold med bænke og plads til udeservering, samt flere cykelparkeringspladser og gadetræer. Det er også et mål at skabe bedre forbindelse mellem Torvehallerne og Israels Plads ved at gøre vejbanen smallere.  

Rømersgade og Linnésgade forbinder Ørstedsparken og Botanisk Have og indgår dermed i Københavns historiske og markante grønne fæstningsring. Der er et potentiale for at forstærke denne grønne sammenhæng ved at plante træer, samt skabe bedre muligheder for ophold. Cykelparkering optimeres og kapaciteten øges, særligt omkring Torvehallerne og nedgangen til Nørreport Station i Linnésgade. 

Informationsmøde

Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget var den 24. maj 2018 vært for et informationsmøde om udviklingen af Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade, hvor forvaltningen og arkitektfirmaet Gottlieb Paludan præsenterede projekterne for de tre gader:

Vendersgade

Vendersgade skal fremstå som et attraktivt urbant gaderum med plads til hverdagslivet, hvor særligt forholdene for cykeltrafik er optimeret. Projektet i Vendersgade er en del af kommunens ”Optimeringsplan – cykelby 2025”, der skal fremme cykelfremkommeligheden i København. Det betyder, at der i Vendersgade etableres flere grønne steder til ophold på bekostning af parkeringspladser. Placeringen af de grønne steder er valgt under hensynstagen til de begrænsede muligheder, der er på grund af de tætliggende ledninger i jorden.

Formålet med projektet er at skabe

  • Bedre forhold for cyklister

  • Mere tryghed for cyklister og gående

  • Bedre sammenhæng mellem Torvehallerne og Israels Plads

  • Mere plads til etablering af cykelparkering og ophold, især omkring Torvehallerne og Israels Plads

Rømersgade og Linnésgade

Rømersgade og Linnésgade skal forbinde Ørstedsparken og Botanisk Have. ”Forbindelsen” ønskes opnået ved en øget begrønning, der skal understøtte fortællingen om Københavns historiske fæstningsring, samtidig med at gaderne skal rumme plads til ophold og forbedrede forhold for cyklister. Placeringen af de grønne steder er valgt under hensynstagen til de begrænsede muligheder, der er på grund af de tætliggende ledninger i jorden.   

Løsning

Forslag til høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar vedr. anlægsprojekter, der skal give bedre og grønnere byrum på Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade med flere opholdsmuligheder og bedre forhold for fodgængere og cyklister.

Borgerdialog

Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget var den 24. maj 2018 vært for et informationsmøde om udviklingen af Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade, hvor forvaltningen og arkitektfirmaet Gottlieb Paludan præsenterede projekterne for de tre gader.

I bilaget ses lokaludvalgets opsamling på informationsmødet.

Lokaludvalgets holdning

Lokaludvalget bakker op om planerne med følgende bemærkninger:

  • Parkeringsmulighederne i gaderne vil blive reduceret og man henviser til muligheden for at parkere i parkeringsanlægget under Israels Plads. Lokaludvalget foreslår, at kommunen køber parkeringspladser i parkeringsanlægget under Israels Plads til brug for borgere i området med beboerlicens; gerne det samme antal parkeringspladser, som fjernes fra gaderne. 
     

  • Lokaludvalget foreslår, at parkeringsanlægget under Israels Plads skilter med antal ledige pladser i parkeringskælderen. Det vil reducere  søgetrafikken.

  • Lokaludvalget foreslår hastighedsdæmpende foranstaltninger i Vendersgade. På informationsmødet oplyste borgere, at der til tider køres stærkt i gaden.
     

  • Lokaludvalget kan være bekymret for, at en forøgelse af opholdsmuligheder i området fører til gener og støj fra spontane fester i aften- og nattetimerne. Vi beder forvaltningen forholde sig til den problemstilling.

  • Lokaludvalget foreslår, at borgerne og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn tages med på råd vedr. hvilke typer træer, der skal stå i de tre gader.

  • Lokaludvalget beder om en orientering om andre planlagte fjernelser af parkeringspladser i området, der afgrænses af Nørre Søgade, Gothersgade, Nørre Voldgade og Gyldenløvesgade.

  • Lokaludvalget foreslår, at der etableres flere offentlige toiletter på Israels Plads. 

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 3.000 kr. til annoncering af informationsmødet den 24. maj 2018.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til forvaltningen.

Den videre proces for projekterne:

  • Juni – oktober 2018: Politisk behandling af projektet
  • Oktober 2018 – september 2019: Projektforslag og hovedprojekt
  • December 2019 – marts 2020: Entrepriseudbud og kontrahering
  • April 2020 – medio 2021: Udførelse

 

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om anlægsprojekter i Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Til top