Mødedato: 13.09.2018, kl. 18:30
Mødested: Billedsalen i Bethesda, Rømersgade 17

Høringssvar om forundersøgelsesrapport vedr. skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø og Søpark

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om forundersøgelsesrapporten vedr. Sankt Jørgens Sø og Søpark.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg udpeger Sally Mountfield, Sally Brinck og Erik Boye Jensen til sammen med formandskabet og sekretariatet at skrive og sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, der er baseret på
    1. lokaludvalgets henvendelse om sagen, som blev besluttet i lokaludvalgsmødet den 16. august 2018
    2. bemærkningerne, som lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgets møde den 13. september 2018
    3. borgernes bemærkninger i borgermødet den 18. september 2018.

Problemstilling

Med svarfrist den 28. september 2018 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 7. september 2018 bedt om lokaludvalgets bemærkninger til udkast til forundersøgelsesrapport vedr. skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø og Søpark. Der er tale om et udkast, som forvaltningen arbejder videre med. Forvaltningen ønsker at indarbejde dels kommentarer fra den borgerinddragende proces, man havde i august 2018, dels kommentarer fra lokaludvalgene, der har sagen i høring nu, i det endelige dokument.

 

Om forundersøgelsesrapporten

I 2013 udarbejdedes som opfølgning på Københavns Skybrudsplan syv skybrudskonkretiseringsplaner. En af disse samler initiativer for skybrudsoplandene Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro, hvor Skt. Jørgens Sø ligger. Løsningerne i disse oplande
skal håndteres sammenhængende. Det skyldes, at tilbageholdelse af vand på de dele af Frederiksberg, som er relativt højtliggende, er af stor betydning for løsningerne i de lavere liggende
oplande.

Skybrudsoplandet Ladegårds Å udgøres af den nordlige og østlige del af Frederiksberg samt de sydlige dele af Bispebjerg og Nørrebro, der ligger ned til Åboulevarden. Skybrudsoplandet Vesterbro består af hele Vesterbro og den sydøstlige del af Frederiksberg.

 Til de to skybrudsoplande hører desuden striben øst for De Indre Søer mellem henholdsvis Nørre/Vester Søgade og Nørre/Vester Farimagsgade. De to oplande var blandt de hårdest ramte under skybruddet 2. juli 2011. Da oplandene samtidig hører til de tættest bebyggede og beboede områder i København, medfører det en stor årlig  risiko i forhold til oversvømmelser som følge af skybrud.

Skybrudskonkretiseringsplanen beskriver to tilgange til skybrudssikring af området – Masterplan 1, hvor regnvand fra Bispeengbuen, Frederiksberg allé og Vodroffsvej ledes til Skt. Jørgens Sø – og Masterplan 2, hvor der etableres en skybrudstunnel og Skt. Jørgens Sø ikke inddrages som overfladeløsning.

Efterfølgende analyser har vist, at den rene tunnelløsning – Masterplan 2 – var ca. 50 % dyrere, hvorfor Borgerrepræsentationen i november 2013 valgte at forfølge Masterplan 1.
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, HOFOR og Frederiksberg Forsyning har derefter i fællesskab set yderligere på løsninger på overfladen i forbindelse med Skt. Jørgens Sø.

Overfladeløsninger er valgt, fordi de har de laveste anlægsomkostninger og har den største robusthed overfor ændringer i klimaforudsætningerne. Desuden giver de størst mulighed for skabelse af merværdi i form af en grønnere by og for at give noget yderligere tilbage til byen, når store summer anvendes på omlægning af overfladen.

I forundersøgelsesrapporten præsenteres tre forskellige scenarier for overfladeløsninger, som anvender Skt. Jørgens Sø til skybrudssikring. Scenarierne repræsenterer yderpunkter for  mulige projekter i forhold til hydraulik og byrum

Scenarierne er belyst i forhold til:

• Hydraulik
• Natur og miljø
• Byrum og byliv
• Økonomi

Forundersøgelsesrapporten skal understøtte en politisk beslutning i København og på Frederiksberg omkring det projekt, der vælges. Forundersøgelsen er foretaget på baggrund af en række  forudsætninger for de tre scenarier. Men ingen af de tre scenarier er defineret som projekter endnu. Det vil sige, at tekniske anlæg – bygninger – som indgår i scenarierne ikke er formgivet eller endeligt placeret. Byrummene -som kan etableres i to af scenarierne er ikke formgivet eller designet, og der er ikke taget stilling til eksempelvis beplantning og hvilke rekreative funktioner, som kan etableres i de potentielle nye byrum. Tilgangen er valgt for at holde alle muligheder åbne fremadrettet.

Der er ikke taget stilling til i forundersøgelsen, hvad de eventuelle nye arealer skal bruges til og hvordan de skal se ud. Det gælder for alle tre scenarier. De tre scenarier kan på meget forskellige vis og i forskellig udstrækning bidrage til byens fysiske miljø og skabe nye attraktive byrum både til ophold, transport og oplevelser.

Rapporten har fokus på nøgternt at beskrive, hvilke fysiske ændringer de tre scenarier vil afstedkomme i forhold til Skt. Jørgens Sø, som de to søer ser ud i dag, samt hvordan scenarierne er forskellige i forhold til håndtering af vand, påvirkning af det eksisterende byrum og byliv, natur og
miljø, samt hvordan scenarierne adskiller sig i forhold til anlægs-og driftsøkonomi.

 

Brev fra lokaludvalget og svar fra borgmesteren

Lokaludvalget besluttede i sit møde den 16. august 2018 en henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren, Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojektet. Borgmesteren svarede den 5. september 2018 med et notat fra forvaltningen. Se bilaget.

 

Åben Søvandring og åbent hus-arrangement

I mødet den 16. august 2018 udpegede lokaludvalget Sally Mountfield og Erik Boye Jensen til at repræsentere sig ved Teknik- og Miljøforvaltningens åbne søvandring den 23. august og i forvaltningens åbent hus-arrangement den 29. august 2018.

Borgermøde den 18. september 2018

Lokaludvalget besluttede i mødet den 16. august 2018 at holde et borgermøde den 18. september 2018 kl. 19.30-21.30. Mødet holdes i Hotel Sandic, Vester Søgade 6. Teknik- og Miljøforvaltningen deltager.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger Sally Mountfield, Sally Brinck og Erik Boye Jensen til sammen med formandskabet og sekretariatet at skrive og sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, der er baseret på

  1. lokaludvalgets henvendelse om sagen, som blev besluttet i lokaludvalgsmødet den 16. august 2018
  2. bemærkningerne, som lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgets møde den 13. september 2018
  3. borgernes bemærkninger i borgermødet den 18. september 2018.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til borgerdialog om skybrudsprojektet.

Videre proces

Se ovenfor.

På side 21 i forundersøgelsesrapporten ses foreløbige tidsplaner for de forskellige foreslåede scenarier for skybrudsprojektet.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget udpegede Sally Mountfield, Sally Brinck og Erik Boye Jensen til sammen med formandskabet og sekretariatet at skrive og sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, der er baseret på
    1. lokaludvalgets henvendelse om sagen, som blev besluttet i lokaludvalgsmødet den 16. august 2018
    2. bemærkningerne, som lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgets møde den 13. september 2018
    3. borgernes bemærkninger i borgermødet den 18. september 2018.

  2. Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøforvaltningens forundersøgelsesrapport vedr. skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø og Søpark. I drøftelsen var der følgende bemærkninger: 
    • Der er dannet en forening mod skybrudsprojektet
    • Projektet skal ses i lyset af, at vi taler om en 100 års-hændelse.
    • Hvis skybrudsprojektet bliver gennemført og der etableres grønne områder, skal der ikke være andet på de grønne områder end fliser og græs. Projektet skal handle om skybrudssikring og ikke andet.
    • Vi skal have svar på, om skybrudsvand er rent.
    • Sankt Jørgens Sø er pga. dens fauna en særlig interessant sø.

  3. Lokaludvalget udpegede Susan Brinck og Sally Mountfield til at holde lokaludvalgets oplæg på borgermødet den 18. september 2018 om skybrudsprojektet i Sankt Jørgens Sø.

Til top