Mødedato: 10.10.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Sankt Jørgens Sø

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø, 4.scenarium. Lokaludvalget skal også beslutte at holde et borgermøde i november 2019.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø, 4.scenarium, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender, at det er vært for et borgermøde i november 2019 om skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø.
  3. at Indre By Lokaludvalg godkender, at formandskabet samt Susan Brinck, Erik Boye Jensen og Sally Mountfield planlægger og gennemfører borgermødet sammen med sekretariatet.
  4. at Indre By Lokaludvalg forhøjer rammen for borgermødet fra 20.000 kr. til 60.000 kr.

Problemstilling

På et møde den 16. september 2019 præsenterede Teknik- og Miljøforvaltningen og Frederiksberg Kommune et 4. scenarium vedr. skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø. Scenariet indebærer, at skybrudsvand fra Bispeengen, Nørrebro og Frederiksberg føres i rør under den sydlige del af Sankt Jørgens Sø. I hjørnet af søen, hvor Svineryggen møder Kampmannsgade, placeres et teknikhus og en skakt.

Lokaludvalget har tidligere besluttet at holde et borgermøde om skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø, når en politisk beslutning om projektet nærmer sig.

Teknik- og Miljøudvalget forventes at blive præsenteret for den samlede forundersøgelse af de fire scenarier den 18. november 2019. På baggrund heraf skal Teknik- og Miljøudvalget træffe beslutning om projektets videre retning med henblik på opstart af en Miljøkonsekvensvurdering i 2020.

Løsning

Borgermøde

Formanden foreslår, at lokaludvalget er vært for et borgermøde i november 2019 om skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø. Til borgermødet inviteres embedsmænd og politikere fra København og Frederiksberg Kommune til at holde oplæg og/eller deltage i debatten. Hensigten med mødet er at få belyst dels politikernes holdning til projektet  og dels hvordan borgerne forholder sig til det.

Formandskabet samt Susan Brinck, Erik Boye Jensen og Sally Mountfield planlægger og gennemfører borgermødet sammen med sekretariatet. Sekretariatet er ved at undersøge, om der i nærheden af søen kan bookes et stort mødelokale.

Høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Udgangspunktet for Indre By Lokaludvalgs høringssvar er Teknik- og Miljøforvaltningen og Frederiksberg Kommunes mundtlige gennemgang for lokaludvalget den 16. september 2019 af skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø, 4. scenarium. Lokaludvalget har ikke kunnet gennemgå scenariet i detaljer, fordi vi ikke har set forundersøgelsen og heller ikke har modtaget den powerpoint-præsentation, som blev vist på mødet.

 De positive bemærkninger

  1. Først vil vi gerne sige tak for overhovedet at få gennemgået projektet.
  2. Vi vil også gerne udtrykke vores påskønnelse af, at man har udarbejdet et udkast for en underjordisk løsning, sådan som vi har ønsket det. Tak for det.
  3. Det er også glædeligt, at forvaltningen anerkender, at man er inde og røre ved et Københavns allermest skattede bymiljøer.
  4. Endelig udtalte forvaltningen at, af de tre først ventilerede projekter, var i hvert fald de to så indgribende, at man næppe kunne få lov at lave så betydelige ændringer i fredning af søen. Det er værdifuldt at forvaltningen er bevidste om, at søen er fredet.

Øvrige bemærkninger:

1. Af de fire scenarier vi kender nu, er det det 4. scenarium – en tunnel direkte til havnen - der er det mest acceptable, også økonomisk. Tunnelløsningen koster 390 mio. kr. hvoraf de 380 mio. kr. er takstfinansierede. Det vil sige, at det kun er de sidste 10 mio. kr., der skal betales over skatterne, og denne udgift er to kommuner fælles om. At det 4. scenarium er det mest acceptable og det, som Indre By Lokaludvalg vil pege på, betyder ikke, at vi ikke kunne tænke os noget mere, fordi et teknisk anlæg der fylder 400 m2 i søen, ikke kan kaldes en byforbedring. Det er et indgreb i den fredede sø. Vi vil derfor anbefale, at man undersøger, i hvilket omfang dette tekniske anlæg kan være en underjordisk løsning, eller alternativt placeres på landjorden og maskeres med beplantning.

2. Det vand, der skal håndteres i og/eller ved Sankt Jørgens Sø, kommer fra Bispeengen, og derfor bliver en udvikling af Bispeengområdet relevant, også når vi taler Sankt Jørgens Sø. Indre By Lokaludvalg vil foreslå, at man springer på vognen og benytter dette historiske øjeblik, hvor der aldrig tidligere har været så betydelig offentlig og politisk bevågenhed på miljø og klima, til at formulere et stort og tværfagligt byudviklingsprojekt, der spænder over flere politikområder og derfor også kan finansieres med økonomiske midler fra flere politikområder.  Et sådant tværfagligt projekt kan spænde over følgende:

  1. Et teknisk delprojekt: Håndtering af regnvand og trafik, genskabelse af Bispeengen og åbning af Ladegårdså til Peblingesø. Dette vil give mulighed for at definere flere byggeretter med deraf følgende indkomster i form af grundskyld. I tilgift kommer man den debat, der forudsigeligt udløses ved en lille åbning af Ladegårdsåen, i forkøbet, idet det forudsigeligt vil udløse en løbende debat om at åbne for resten. Der er mange miljøgevinster ved dette: Renere luft, mindre støj og mere plads.

  2. En beskæftigelsesindsats: Særlig indsats for at placere ledige navnlig indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet og uddannelse af den ledige arbejdsstyrke på Nørrebro tæt på Bispeengområdet. Dette delprojekt indeholder et element af kriminalitetsforebyggende indsats.

  3. Et delprojekt, der tager sigte på højnelse af befolkningens sundhed: Et sådant delprojekt kan indeholde elementer til forebyggelse af livsstilssygdomme fx diabetes som et stort antal indvandrere døjer med, men også elementer hvor sundhedsplejens ekspertise er relevant.

3. Endelig vil vi pege på muligheden for at vende hele tankegangen fra noget negativt til noget positivt. I stedet for at lave projekter, der håndterer ulykker, kan man gøre det omvendte: Lave projekter, der drejer sig om klimaudvikling og ressourceanvendelse.

Vand er en eksklusiv ressource, som man med fordel kan anvende klogt i stedet for blot at skylle urenset ud i havnen. Anvendelse af denne eksklusive ressource kan være i form af at bruge alt regnvand og dermed også skybrudsvand. Herved kan København foretage et decideret klimaspring:

    1. Skybrudsrender i alle gader
    2. Vandabsorberende overflader i alle gader
    3. Underjordiske bassiner i alle gader til genbrug af skybrudsvand i fx toiletter
    4. Arbejdet gennemføres i etaper, sådan at de mest udsatte gader først klimaudvikles, og de mest robuste gader sidst.

Spørgsmål:

Efter mødet den 16. september 2019 fik vi skriftlige svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen på en længere række spørgsmål, som vi havde til projektet. Tak for det. Vi beder om, at svarene lægges ved dette høringssvar.

Derudover har vi yderligere spørgsmål:

  1. Vil scenarium 4 med skakt og teknikhus med pumper kunne håndtere skybrudsvand fra det udsatte område omkring Vodroffsvej, Danas Plads og Danasvej?
  2. Vil scenarium 4 kunne realiseres uden en realisering af et projekt for Bispeengen?  

Det processuelle:

  1. Teknik- og Miljøforvaltningen har forestået en omverdensinddragelse om projektet. Lokaludvalget havde gerne deltaget i planlægningen og gennemførelsen af omverdensinddragelsen, idet borgerdialog jo er en opgave for lokaludvalgene. 

    Men nu var vi selv vært for et borgermøde den 18. september 2018, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen holdt oplæg om de tre scenarier. Ca. 150-200 personer deltog, og mange måtte gå forgæves pga. af pladsmangel.

    Dette for at sige, at vi ser frem til en beskrivelse i Forundersøgelsen af den metodiske proces, der ligger til grund for resultaterne af og konklusionerne på Teknik- og Miljøforvaltningens omverdensinddragelse

  2. Indre By Lokaludvalg anbefaler, at forvaltningerne italesætter skybrudssikring på en faglig og værdineutral måde og ikke som byforbedringer. En sådan italesættelse er et forsøg på at forføre modtageren. Lokaludvalget kan dog ikke se det byforbedrende i et teknisk anlæg, der beslaglægger 400 m2 af Sankt Jørgens Sø.
     
  3. Indre By Lokaludvalg vil anbefale at en eventuel proces vedr. fredning/affredning/ændring af fredning håndteres i de lokale fredningsnævn.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til et borgermøde om skybrudsprojektet. Det foreslås, at rammen sættes op til 60.000 kr. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje, forplejning og evt. også til honorar til faglige oplægsholdere.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Lokaludvalget er vært for et borgermøde november 2019.

Teknik- og Miljøudvalget forventes at blive præsenteret for den samlede forundersøgelse af de fire scenarier i november 2019. På baggrund heraf skal Teknik- og Miljøudvalget træffe beslutning om projektets videre retning med henblik på opstart af en Miljøkonsekvensvurdering i 2020.

Beslutning

 

  • Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at punkt 2 under "Øvrige bemærkninger" formuleres: 
    "Det vand, der skal håndteres i og/eller ved Sankt Jørgens Sø, kommer fra Bispeengen, og derfor bliver en udvikling af Bispeengområdet relevant, også når vi taler Sankt Jørgens Sø. 
     
    Indre By Lokaludvalg vil foreslå, at man springer på vognen og benytter dette historiske øjeblik, hvor der aldrig tidligere har været så betydelig offentlig og politisk bevågenhed på miljø og klima, til at formulere et borgerinddragende byudviklingsprojekt, der spænder over flere politikområder og derfor også kan finansieres med økonomiske midler fra flere politikområder:

    Det tekniske projekt om håndtering af regnvand og trafik, genskabelse af Bispeengen og åbning af Ladegårdså til Peblingesø, kan kombineres med

    • en definering af flere byggeretter med deraf følgende indkomster i form af grundskyld.

    • en beskæftigelsesindsats rettet mod projektets lokalområder.

    • en sundhedsindsats rettet mod projektets lokalområder.

Med inspiration fra fx områdefornyelserne kan man sikkert koble flere lokale indsatser på et sådant borgerinddragende byudviklingsprojekt."

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at afslutte 1. afsnit i punkt 1 under "Øvrige bemærkninger" med: "Hvis der skal være en bygning og skakt i Sankt Jørgens Sø, så skal byggeriet udformes, så det bliver en berigelse for området."

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at slette "eksklusiv" i punkt 3 under "Øvrige bemærkninger".

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck til punkt 2 under "Processuelle bemærkninger" om at første sætning formuleres: "Indre By Lokaludvalg anbefaler, at forvaltningerne italesætter skybrudssikring på en faglig og værdineutral måde og ikke prøver at fremme skybrudsprojekter under dække af, at de giver byrumsforbedringer."

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekt for Sankt Jørgens Sø, 4.scenarium, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

 

2. Lokaludvalget godkendte, at det er vært for et borgermøde den 12. november 2019 om skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø.      

3. Lokaludvalget godkendte, at Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen, Anton Skovle, Susan Brinck, Erik Boye Jensen og Sally Mountfield planlægger og gennemfører borgermødet sammen med sekretariatet. 

4. Lokaludvalget besluttede at forhøje rammen for borgermødet fra 20.000 kr. til 60.000 kr.

Til top