Mødedato: 10.01.2019, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokale, Pilestræde 61

B-sag: Borgerdialog om "tillæg nr. 1 til lokalplan "Studiestræde"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte borgerdialog om plangrundlaget for ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg stiller de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i Middelalderbyen, spørgsmål om planen for ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3, jf. løsningsafsnittet..
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender, at lokaludvalgets kontaktpersoner vedr. Middelalderbyen (Marietta Bonnet, Lotte Juul Nielsen, Sally Mountfield, Gunna Starck, Steen Juhl Olesen, Louise Hansen og Lis Langsø) formulerer spørgsmål til borgerpanelet og konkluderer på besvarelserne sammen med sekretariatet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har spurgt lokaludvalget, om det har bemærkninger til udarbejdelse af "tillæg nr. 1 til lokalplan "Studiestræde". Der er svarfrist den 8. februar 2019.

Årsagen er, at grundejeren af ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3 har anmodet om et nyt plangrundlag, da de ønsker at udnytte rammen i Kommuneplan 2015 til at ændre anvendelse fra offentlige formål samt private institutioner til boliger og serviceerhverv. Grundejeren ønsker at omdanne byggeriet til boliger og hotel, hvor friarealet dels bliver placeret i gård og dels som tagterrasser på de bygninger, der vender væk fra gaden.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget stiller de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i Middelalderbyen, spørgsmål om planen for ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3. Spørgsmålene kan både være om den konkrete sag og om tendenser i byudviklingen i Middelalderbyen.

Besvarelsen skal indgå i grundlaget for høringssvaret, som lokaludvalget skal vedtage i lokaludvalgsmødet den 7. februar 2019.

Formanden foreslår, at lokaludvalgets kontaktpersoner vedr. Middelalderbyen (Marietta Bonnet, Lotte Juul Nielsen, Sally Mountfield, Gunna Starck, Steen Juhl Olesen, Louise Hansen og Lis Langsø) formulerer spørgsmål til borgerpanelet og konkluderer på besvarelserne sammen med sekretariatet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Kontaktpersonerne og sekretariatet udarbejder et spørgeskema, som sendes til de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i Middelalderbyen. Undersøgelsen bør afsluttes senest den 28. januar 2019.

Lokaludvalget skal i sit møde den 7. februar 2019 tage stilling til et udkast til høringssvar om udarbejdelse af "tillæg nr. 1 til lokalplan "Studiestræde".

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede planen for ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Kan ikke gå ind for et hotel i ejendommen. Der bør indrettes boliger. Det er selvmodsigende, når overborgmesteren siger, at der er behov for boliger, og kommunen samtidig vil tillade hotel i Indre By.
    • Høringsbrevet er for kortfattet, hvilket lokaludvalget bør gøre opmærksom på. Der mangler oplysninger om friarealforhold.
    • Der er ikke behov for flere hoteller i Indre By.
    • Et hotel i denne ejendom vil bidrage til trafikkaoset i Nørregade.
    • Så vidt vides er det en bestemmelse på ejendommen om, at den skal føres tilbage til boliganvendelse, når Røde Kors solgte den.
    • Beboerforeningen i Nørre Kvarter har udarbejdet en udtalelse om planen. .(Se det i bilagslisten.). Beboerforeningen ønsker, at kvarteret skal bevares som beboelseskvarter. Beboerforeningen kan gå ind for, at planen om et hotel i Grundtvigs Hus, da det kan dæmpe nattelivet i Studiestræde. 
    • Lokaludvalget bør få udarbejdet en oversigt over hoteller i Indre By. Borgerne bør drøfte, om det er den udvikling, vi vil. 
    • Der er i den sammenhæng også behov for at drøfte, hvad vi skal leve af. Hoteller skaber arbejdspladser og en levende by.
    • Man kan frygte, at boligerne, der tænkes indrettet i ejendommen, vil blive anvendt til hotellejligheder.


  2. Lokaludvalget besluttede at stille de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i Middelalderbyen, spørgsmål om planen for ejendommen Nørregade 13-15 og Skt. Peders Stræde 1-3, jf. løsningsafsnittet.

  3. Lokaludvalget godkendte, at lokaludvalgets kontaktpersoner vedr. Middelalderbyen (Marietta Bonnet, Lotte Juul Nielsen, Sally Mountfield, Gunna Starck, Steen Juhl Olesen, Louise Hansen og Lis Langsø) formulerer spørgsmål til borgerpanelet og konkluderer på besvarelserne sammen med sekretariatet, og udpegede Gunna Starck til at være tovholder på opgaven.
Til top