Retningslinjer for støtte fra Miljøpuljen
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender retningslinjerne for støtte fra lokaludvalgets miljøpulje, som ses i bilagsoversigten.
Problemstilling
I mødet den 12. juni 2025 besluttede lokaludvalget at oprette en miljøpulje, hvorfra man kan søge om støtte til miljøprojekter i Indre By. Ansøgningerne til Miljøpuljen forbehandles af Miljøgruppen under lokaludvalget.
Lokaludvalget har ikke defineret "miljøprojekter".
Løsning
Miljøgruppen havde i sit møde den 17. september 2025 en drøftelse under dagsordenspunktet "Kriterier for tildeling af midler til projekter finansieret af Miljøgruppen. Kan der, hvis der er midler tilbage sidst på året, sættes af til service af støjmåler?":
"Vi talte om hvordan vi bruger midlerne fra miljøpuljen.
- Vi kan skelne mellem arrangementer og ansøgninger med materiel, der har blivende karakter. Vi kom frem til at vi kan give penge til begge slags aktiviteter, men tilgodese aktiviteter, der har blivende karakter.
- Udstyr fra Miljøpunkt bliver i dag kalibreret indenfor det gældende budget. Da dette udstyr også bruges af beboere, kan vi se på, hvordan denne indsats kan bruges i forbindelse med miljøpuljen.
- Vi skal have afklaret hvilke aktiviteter, der falder under IBLU´s puljemidler og hvilke, der falder under Miljøgruppens miljøpulje. Her kan vi tage fat i Jep og Gunna og høre, hvad de tænker.
- Vi skal afklare, hvornår vores pulje kan tage imod ansøgninger, der har fået afslag fra biodiversitetspuljen.
- Sekretariatet vurderer hen ad vejen, om nogle ansøgninger om puljemidler hører under Miljøpuljen.
- Vi må starte med at oplyse om, at vores kriterier er ansøgninger, der tilgodeser lokaludvalgets årsplan for miljøarbejdet og lægge dem mere fast over de næste 12-8 måneder ved at behandle ansøgningerne fra sag til sag.
- Kriterierne skal behandles på det kommende lokaludvalgsmøde og skrives på lokaludvalgets hjemmeside i nyhedsbrev mm."
På baggrund af denne drøftelse foreslår forpersonskabet retningslinjerne for støtte fra lokaludvalgets miljøpulje, som ses i bilagsoversigten.
Økonomi
I øjeblikket er Miljøpuljen på 28.426 kr.
Videre proces
Retningslinjerne for lokaludvalgets miljøpulje offentliggøres i lokaludvalgets nyhedsbrev og på lokaludvalgets hjemmeside.