B-sag: Forslag til midlertidig byrumsløsning på Vester Voldgade
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til midlertidig byrumsløsning på Vester Voldgade til efterretning. Se høringssvaret i bilagsoversigten.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal i sit møde den 6. oktober 2025 tage stilling til forslag til midlertidig byrumsløsning på Vester Voldgade, der kan realiseres i 2025 med overskydende servicemidler fra værtsbyaktiviteter afsat til Copenhagen Sprint og Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme. Med løsningen udsmykkes det tidligere kørebaneareal på strækningen mellem Vestergade og Frederiksberggade (Strøget) med inspiration fra cykelløbet Copenhagen Sprint. Se indstillingen i bilagsoversigten. Sekretariatet sender Teknik- og Miljøudvalgets beslutning til lokaludvalget, når den er offentliggjort.
Lokaludvalget var af Teknik- og Miljøforvaltningen blevet varslet om, at det ville modtage høringsmaterialet den 22. september med svarfrist den 24.september 2025 vedr. et forslag om byrum på Vester Voldgade. Lokaludvalget valgte i sit møde den 11. september 2025 lokaludvalgsmedlemmerne Sally Mountfield, Marietta Bonnet og Jep Loft samt suppleant Jette Ingerslev til at skrive høringssvaret, som forperson Bent Lohmann skulle sende.
Imidlertid sendte Teknik- og Miljøforvaltningen høringsmaterialet den 23. september med svarfrist den 25. september 2025.
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at lokaludvalget tager høringssvaret, som ses i bilagsoversigten, til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at projektet udføres hurtigst muligt og at det forventes, at byrummet kan ibrugtages i forbindelse med skolernes efterårsferie i uge 42 (13.-17. oktober 2025).