Mødedato: 09.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Københavnertinget

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at bemyndige Bent Lohmann til at skrive til Borgerrepræsentationens sekretariat om de forhold, som lokaludvalget mener, at kommunen skal være opmærksom på, når den sætter borgerting eller borgersamlinger i gang.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Borgerrepræsentationens sekretariat om de forhold, som lokaludvalget mener, at kommunen skal være opmærksom på, når den sætter borgerting eller borgersamlinger i gang.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget drøfter Københavnertinget, idet han har følgende bemærkninger:
"Bent Lohmann og jeg overværede præsentationen af Københavnertingets arbejde hos We Do Democracy for vel snart et par uger siden.

Problemet er, at Københavnertingets arbejde meget vel kan komme til at erstatte, hvad lokaludvalgene sidder og arbejder med.

Københavnertinget skal i løbet af blot fem møder tage stilling til stort set alle de store temaer, som lokaludvalgene, inklusive Indre By, har bøvlet med siden lokaludvalgene blev oprettet. Jeg tror godt nok ikke, at tingets beslutninger får nogen væsentlig konsekvens for politikernes arbejde. Men det er vigtigt, at vi holder os orienteret og melder ud."

Kjeld A. Larsen henviser til sagen "Opfølgning på Københavnertingets arbejde 2023", som Teknik- og Miljøudvalget traf beslutning om den 30. januar 2023. Se bilaget.

I den sag henvises til sagen "Temaer til behandling i borgerting og borgersamling 2023", som Økonomiudvalget traf beslutning om den 25. oktober 2022. Se bilaget.

Endelig henviser Kjeld A. Larsen til orienteringsmødet den 9. januar 2023 for lokaludvalg og lokaludvalgssekretariater om borgerting som inddragelsesmetode i Københavns Kommune; der blev holdt i We Do Democracys lokale på Rentemestervej. Borgerrepræsentationens sekretariat og We Do Democracy var vært for mødet. I bilaget ses en opsamling på mødet.

Løsning

Ovenævnte møde i We Do Democracy gav indsigt i, hvordan deltagerne i borgerting og borgersamlinger udpeges. Der er tale om en vægtet udpegning, hvor man sørger for, at bestemte grupper i samfundet bliver repræsenteret, overrepræsenteret eller underrepræsenteret, fx. handicappede eller bilejere. Endvidere sørger man for, at borgere, der ikke bor i området, som borgertinget eller borgersamlingen angår, bliver repræsenteret.

Formandskabet mener, at denne form for vægtet udpegning af deltagere skal kommunikeres meget tydeligt ved udvælgelsen af deltagere, ved offentliggørelsen af anbefalingerne fra et borgerting eller borgersamling, når anbefalingerne præsenteres for politikere og i særdeleshed, når anbefalingerne indgår i beslutningsgrundlaget for politikere.

Derfor foreslås det, at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann til at skrive til Borgerrepræsentationens sekretariat om de forhold, som lokaludvalget mener, at kommunen skal være opmærksom på, når den sætter borgerting eller borgersamlinger i gang.

Hvis der er fuld offentlighed om rammerne for borgerting og borgersamling, herunder om  udvælgelsesmetoden og om grundlaget for deres anbefalinger, så ser formandskabet ikke borgersamlinger eller et borgerting som fx. Københavnertinget som en konkurrent til lokaludvalgene.

Med Københavnertinget, som Økonomiudvalget traf beslutning om den 25. oktober 2022, får man afprøvet, om og i givet fald hvordan det kan belyse en given sag eller tema fra en anden vinkel end lokaludvalgene, forvaltningen og/eller politikerne er i stand til.

Formandskabet ser således Københavnertinget som et supplement til lokaludvalgene, der jo har til opgave at bringe lokale interesser og behov i spil overfor Borgerrepræsentationen på baggrund af lokal borgerdialog.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Bent Lohmann skriver til Borgerrepræsentationens sekretariat om de forhold, som lokaludvalget mener, at kommunen skal være opmærksom på, når den sætter borgerting eller borgersamlinger i gang.

Københavnertinget, som nedsættes inden så længe, skal arbejde med det overordnede tema  ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle” i perioden april-august 2023.  Københavnertingets anbefalinger forventes at blive lanceret på rådhuset for politikere og presse medio september. Herefter behandles de i udvalgene på Rådhuset i november-december 2023.

Borgersamlingen om Lynetteholm, som We Do Democracy faciliterer, skal aflevere delanbefalinger senere denne måned. Læs mere her: https://lynetteholm.borgersamling.dk/da-DK/

Bilag

0. Link til We Do Democracy:

https://www.wedodemocracy.dk/

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede borgerting og borgersamlinger. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen.
    • Metoden til at udvælge borgere til borgerting og borgersamling er afgørende.
    • Hvad gør man, hvis folk ikke vil deltage? Hvis fravalget er systematisk, betyder det meget.
    • Med udvælgelsesmetoden kan man styre hvilke anbefalinger, der skal komme ud af arbejdet i et borgerting eller en borgersamling.
    • Erfaringen har vist, at borgersamlinger er en stram styret proces. Man styrer også, hvilke oplæg der skal holdes for borgersamlingen.
    • Et borgerting gives en kompetence, så det er vigtigt, at politikerne forholder sig til borgertingets anbefalinger.
    • Specifikke spørgsmål til borgerting og borgersamlinger indskrænker rummet for svarmuligheder. Man har ikke mulighed for at anfægte præmissen for spørgsmål. Dermed kan man som medlem af et borgerting eller borgersamling være med til at legitimere noget, som man er imod.
    • Hvorfor udliciterer kommunen arbejdet med borgerting og borgersamlinger? Hvad er fordelen?

     

  2. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at skrive til Borgerrepræsentationens sekretariat om, at kommunen skal være opmærksom på ovennævnte forhold, når den sætter borgerting eller borgersamlinger i gang.
Til top