Mødedato: 08.05.2025, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Fossilfri havn

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om, at Indre By Lokaludvalg bemyndiger forperson Bent Lohmann til

  1. at skrive til By & Havn og Borgerrepræsentationen om fossilfri havn mv., jf. medlemsforslaget nedenfor
  2. at skrive til Stromma A/S og Nettobådene om deres drivmiddelstrategi jf. medlemsforslaget nedenfor.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Mads Aarup:

"Borgerrepræsentationen besluttede d. 6/3 at gå videre med arbejdet for at forsøge at fossilfri havn. Se herunder.

https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-06032025/referat/punkt-30

"Københavns Kommune har flere gange anmodet staten om at ændre lovgivningen, så kommunen kan indføre en miljøzone for havn og kanaler. Men hidtil uden resultat.

Det foreslås derfor, at kommunen skal gå i dialog med By & Havn, der er ejet af Københavns Kommune med 95 %. Med en opfordring til at By & Havn tager en dialog med de firmaer, der driver havne- og kanalrundfart og anden kommerciel sejlads og bådudlejning. Dialogen skal have som formål at afdække, hvad der skal til, for at firmaerne over de kommende år vil udskifte deres både til fossilfri både. Fx om der skal være ladefaciliteter et eller flere steder i havnen. Det kunne fx være ud for Nationalbanken, hvor der er et politisk ønske om at skabe et knudepunkt for turistbusser og havne- og kanalrundfartsbåde.

Overgangen til fossilfri drift har taget nogle år for bybusserne, så det vil det formentlig også tage for bådene. Men den overgang bør igangsættes hurtigst muligt, fremfor at vente til de nuværende kontrakter udløber i 2037.

Desuden kan det indgå i dialogen, at der er behov for at se på støjforureningen. Især i kanalerne er det et problem, der fx kan nedbringes ved at passagerne udstyres med høretelefoner, i stedet for at der bruges højttalere."

 

Stræderne og Strøgets Beboerforening (som har mange medlemmer der bor tæt ved kanalerne) mener, at det er et rigtig godt initiativ, som vi foreslår, at Indre By Lokaludvalg støtter og engagerer sig i.  Arbejdet er op ad bakke, men Borgerrepræsentationens initiativ er dog et skridt i den rigtige retning!

Vi har længe ønsket, at Stromma A/S stopper med at benytte fossildrevne og stærkt partikeludledende havnerundfarter, og det er os en gåde, at Stromma A/S ikke forlængst er overgået til el-dreven havnerundfart. Vi konstaterer, at stort set alle andre forlængst har forstået, at fremtiden er eldreven. Fx er busser og taxaer overgået til el, ligesom fx renovationsfirmaer og byens gadefejning foregår eldreven idag. Stromma A/s er langt bagud og har ikke udvist elektrificering af sine større både i 14 år, og NEttobådende er slet ikke kommet i gang. I øvrigt mener SSBF, at dielselstinkende havnerundfartsbåde striitter imod kommunens miljø- og klimapolitik samt sender et stærkt uheldigt signal overfor turisterne og brugerne af byen. 

Vi opfordrer til, at Indre By Lokaludvalg skriver til By & Havn samt Borgerrepræsentationen:

  • Vi støtter, at havnerundfartsbåde skal elektrificeres samt fjernes fra Nyhavn og samles ved et knudepunkt for turistbusser og havne- og kanalrundfartsbåde ved Nationalbanken, hvilket Indre By Lokaludvalg støtter

  • Der er stort behov for at mindske støjforureningen, og at en del af støjen nedbringes, ved at passagerne udstyres med høretelefoner, i stedet for at der bruges højttalere om bord på bådene, som høres vidt omkring. Dette initiativ kan iværksættes snarest muligt.

  • At Indre By Lokaludvalg gør Stromma A/S og Nettobådene opmærksom på, at de fastholder et gammeldags renommé ved at fortsætte deres forældede fossil-strategi og sender uheldige signaler til brugere og turister i Indre By.

Vi er bekendt med, at Miljøpunktet i sommeren 2025 får amerikanske studerende, der vil fortsætte arbejde mht. forurening i havnen, hvor de studerende fra 2024 slap - og komme med anbefalinger til det nye arbejde. Vi vil anbefale, at Indre By Lokaludvalg arbejder sammen med disse. Deres oplæg er vedlagt."

 

Bemærkning fra sekretariatet

Borgerrepræsentationens beslutning den 6. marts 2025 i sagen om fossilfri havn var:

  1. Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren, kultur- og fritidsborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren at gå i dialog med By & Havn og Staten om at skabe en fossilfri havn i Københavns inderhavn og de kanaler, der er forbundet med inderhavnen
  2. Borgerrepræsentationen pålægger Teknik-og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen at afdække, hvad der teknisk skal til, for at havne- og kanalrundfartsbådene kan overgå til fossilfri drift.

 

Løsning

Forpersonskabet foreslår, at ovenstående medlemsforslag følges og at lokaludvalget bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til skriver til By & Havn samt Borgerrepræsentationen

  • at lokaludvalget støtter, at havnerundfartsbåde skal elektrificeres samt fjernes fra Nyhavn og samles ved et knudepunkt for turistbusser og havne- og kanalrundfartsbåde ved Nationalbanken

  • at der er stort behov for at mindske støjforureningen, og at en del af støjen nedbringes, ved at passagererne udstyres med høretelefoner, i stedet for at der bruges højttalere om bord på bådene, som høres vidt omkring. Dette initiativ kan iværksættes snarest muligt.

Endvidere, at lokaludvalget bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Stromma A/S og Nettobådene, at de fastholder et gammeldags renommé ved at fortsætte deres forældede fossil-strategi og sender uheldige signaler til brugere og turister i Indre By.

Forpersonskabet mener, at kontakten til de amerikanske studerende, som omtales i medlemsforslaget, skal gå gennem Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Dvs. at lokaludvalget ikke som sådan skal arbejde sammen med de amerikanske studerende. Men de amerikanske studerende er meget velkomne til i et lokaludvalgsmøde at orientere om resultaterne af deres arbejde.  

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Til top