Mødedato: 06.02.2020, kl. 18:30
Mødested: MBK mødelokaler, Pilestræde 61, 1112 København K

"Sceneri i Kongens Have 2020"

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte om det skal afsætte midler til projektet ”Sceneri i Kongens Have”, som Slot- og Kulturstyrelsen og forpagteren af Herkules Pavillonen arbejder på at realisere i sommerhalvåret 2020. 

 Indstilling

Formanden foreslår,

1. at Indre By Lokaludvalg drøfter et forslag om at etablere en arbejdsgruppe med repræsentanter fra puljegruppen, der sammen med formanden skal hjælpe Slot- og Kulturstyrelsen med at sammensætte et program for projektet ”Sceneri i Kongens Have 2020”, som styrelsen planlægger at gennemføre i sommerhalvåret 2020 sammen med forpagteren af Herkules Pavillonen.  

2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en pulje på 12.000 kr. til annoncering i sommerhalvåret samt en pulje på 20.000 kr., som kunsterne der skal optræde, kan bruge til indkøb af materialer mm. Pengene tages fra puljemidlerne 2020.

Problemstilling

Slots- og Kulturstyrelsen arbejder pt. på et projekt under titlen ”Sceneri i Kongens Have 2020" (se bilag). Styrelsen planlægger at nedtage den røde trappe (se bilag) fra Gl. Holtegaard og flytte den til Kongens Have. Trappen blev i perioden 2015 – 2017 brugt i forbindelse med udstillingstrilogien Pavillon I-III – Ny arkitektur i barokhaven under den overordnede titel: Art Gardens Architecture.

Projektet i Kongens Have går ud på at etablere den røde trappe på Herkules Plænen i Kongens Have, og bruge den som visuel kunst og samtidig gøre den til ramme om et sommerprogram med forskellige former for organiseret og uorganiseret performance, hvor den ikke etablerede talentmasse kan optræde på en åben scene. 

Herkules Pavillonen er centralt placeret i Kongens Have for enden af Kavalergangen.

Pavillonen har styrelsen bortforpagtet til Herkules Pavillonen, og ideen med forpagtningen er, at der kan skabes kulturelle aktiviteter i og omkring pavillonen. Den nuværende forpagter har de seneste sæsoner været medarrangør på forkellige kulturelle aktiviteter - herunder dans, performance og musik af forskellig karakter. 

Målet er, at Slot- og Kulturstyrelsen i samarbejde med forpagteren og lokaludvalget skal gennemføre projektet. Styrelsen søger ligeledes om økonomisk støtte hos Det Obelske Fond og Nordea Fonden.   

Løsning

Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg etablerer en arbejdsgruppe med repræsentanter fra puljegruppen og formanden, der bistår Slot- og Kulturstyrelsen og forpagteren af Herkules Pavillonen i at finde artister, der kunne have interesse i at optræde på scenen i sommerhalvåret. Formanden foreslår videre, at der afsættes en pulje på 12.000 kr. til annoncering i sommerhalvåret samt en pulje på 20.000 kr., som kunsterne der skal optræde, kan bruge til indkøb af materialer mm.

Økonomi

Lokaludvalget afsætter 12.000 kr. til annoncering i sommerhalvåret samt en pulje på 20.000 kr., som kunsterne der skal optræde, kan bruge til indkøb af materialer mm.
Pengene tages fra puljemidlerne 2020.   

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget besluttede at bemyndige formanden og lokaludvalgets Puljegruppe til at samarbejde med Slot- og Kulturstyrelsen og Herkulespavillonen om projektet ”Sceneri i Kongens Have 2020”.
  2. Lokaludvalget udsatte beslutningen om, hvorvidt det skal afsætte en pulje til projektet. 
Til top