Mødedato: 03.09.2026, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om lokalplan for hotelforbud på ni ejendomme i Indre By og temalokalplan med kommuneplantillæg for hotelforbud i et område i Indre By

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter høringssagen om lokalplan for hotelforbud på ni ejendomme i Indre By og temalokalplan med kommuneplantillæg for hotelforbud i et område i Indre By.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formand Åge Staghøj til at skrive og sende et høringssvar til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF) om sagen på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger.

Problemstilling

KTF sendte sagen i høring den 31. august 2026 med svarfrist den 14. september 2026. Der er tale om en indledende høring. Der kommer senere en offentlig høring om sagen.

Klima- Miljø- og Teknikudvalget (KTU) har besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hoteller på ni ejendomme i Indre By. Borgerrepræsentationen har pålagt Økonomiforvaltningen og KTF at udarbejde et kommuneplantillæg og en temalokalplan med forbud mod etablering af hoteller i et område i Indre By. 

Derfor udarbejdes der ét lokalplanforslag som skal sikre forbud mod hotelanvendelse på ni ejendomme i Indre By. Derudover udarbejdes der én temalokalplan med kommuneplantillæg med forbud mod etablering af hoteller i et område i Indre By.

Alle tre planforslag forhindrer etablering af hoteller i et afgrænset område af Indre By. På kortet i bilaget kan man se hvilke ejendomme og afgrænsninger, planforslagene vedrører.

Løsning

Lokaludvalget bemyndiger formand Åge Staghøj til at skrive og sende et høringssvar til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF) om sagen på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger. Åge Staghøj inddrager næstforpersonerne samt tovholderen for Byudviklingsgruppen og tovholderen for Turismegruppen i udarbejdelsen af høringssvaret.

Økonomi

Intet.

Videre proces

KTF har oplyst til sekretariatet, at man sigter mod at få sagen på dagsordenen for KTUs møde den 26. oktober 2026, så Borgerrepræsentationen kan tage stilling til den i november. Hensigten er, at sagen skal i offentlig høring i 8 uger fra december 2026. Jul- og nytårsperioden medregnes ikke i de 8 uger. 

Beslutning

Lokaludvalget stemte om et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalgets høringssvar skal indeholde en bemærkning om, at hele Indre By Lokaludvalgs område skal omfattes af temalokalplan med kommuneplantillæg for hotelforbud.
 
18 lokaludvalgsmedlemmer stemte for forslaget.
 
3 lokaludvalgsmedlemmer stemte for, at lokaludvalget skal tilslutte sig afgrænsningen af temalokalplan med kommuneplantillæg for hotelforbud, som fremgår af høringsmaterialet.
 
2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget bemyndiget formand Åge Staghøj til i et høringssvar til KTF at skrive, at hele Indre By Lokaludvalgs område skal omfattes af temalokalplan med kommuneplantillæg for hotelforbud.

Til top