Ansøgning om godkendelse som folkeoplysende forening
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til én ansøgning om godkendelse og medlems- og lokaletilskud.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter, at Humanistisk Samfund, Hovedstaden, kan godkendes som folkeoplysende forening, og
- at Folkeoplysningsudvalget giver afslag på tilskud til Humanistisk Samfund, Hovedstadens, aktivitet "humanistisk konfirmationsforløb" som folkeoplysende aktivitet.
Problemstilling
Humanistisk Samfund, Hovedstaden, har ansøgt om godkendelse som folkeoplysende forening med henblik på benyttelse af kommunale lokaler samt modtagelse af medlemstilskud.
Foreningen har søgt tilskud til aktiviteten "humanistiske konfirmationsforløb", som efter Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse ikke er tilskudsberettigede.
Løsning
Humanistisk Samfund, Hovedstadens, formål er at arbejde for udbredelsen af et humanistisk livssyn, jf. bilag 1. Foreningen opfylder efter forvaltningens umiddelbare vurdering betingelserne for at blive godkendt som folkeoplysende forening, såfremt den har aktiviteter, der kan godkendes som folkeoplysende. Forinden endelig godkendelse skal foreningens vedtægter dog tilrettes på enkelte punkter.
Af foreningens ansøgning fremgår, at "de humanistiske konfirmationsforløb er ikke forkyndende, men et ikke-religiøst alternativ til unge, som ønsker at markere overgangsfasen fra barndom til ungdom med et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag. Kurset afsluttes med en højtidelig ceremoni".
Forvaltningen vurderer, at Humanistisk Samfund, Hovedstadens, aktivitet "humanistisk konfirmationsforløb" er et ikke-religiøst alternativ, som skal sidestilles med konfirmationsforberedelse. Aktiviteten er derfor ikke tilskudsberettiget, og der kan ikke ydes medlemstilskud eller stilles kommunale lokaler til rådighed til denne aktivitet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler foreningen Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/ Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 31. august 2021:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Udvalgets formand stillede forslag om, at indstillingens 2. at-punkt ændredes, så forvaltningen anmodes om at gå i dialog med Humanistisk Samfund, København, med henblik på at finde en mulighed for at foreningens aktiviteter kan godkendes som støtteberettigede.
Ændringsforslaget blev godkendt med 12 stemmer for - 3 undlod at stemme.