Udpegning af medlemmer til følgegrupper, fastsættelse af ansøgningsfrister og orientering om indsatsområde
Folkeoplysningsudvalget orienteres om udvalgets igangværende indsatsområder og følgegrupper samt skal udpege medlemmer til disse.
Indstilling
- at Folkeoplysningsudvalget udpeger medlemmer til en følgegruppe til videre arbejde med indsatsområdet ”mere udvikling i Folkeoplysningsudvalget”,
- at Folkeoplysningsudvalget udpeger medlemmer til en følgegruppe til behandling af ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender ansøgningsfrister for Forenings- og aftenskolepakken i 2026, og
- at Folkeoplysningsudvalget tager orientering om indsatsområdet ”mindre bureaukrati på det folkeoplysende område” til efterretning.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen samarbejder om indsatsområderne ”Mere udvikling i Folkeoplysningsudvalget” og ”Mindre bureaukrati på det folkeoplysende område”, og der skal for den nye valgperiode udpeges medlemmer til følgegrupper til disse indsatser. Derudover skal der udpeges medlemmer til følgegruppe til behandling af ansøgninger til Forenings- og Aftenskolepakken.
Løsning
Indsatsområdet ”mere udvikling i Folkeoplysningsudvalget”:
På baggrund af et medlemsforslag samarbejder Folkeoplysningsudvalget og forvaltningen om indsatsen for mere udvikling i folkeoplysningsudvalget, herunder hvordan udvikling af det folkeoplysende område bliver en større del af udvalgets arbejde. Udvalget skal nedsætte en følgegruppe til deltagelse i arbejdet med forvaltningen. Det afgåede udvalg har identificeret en række konkrete indsatser (bilag 1), som en ny følgegruppe kan arbejde videre med.
Forenings- og Aftenskolepakken:
Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer, så de er bedre egnet til folkeoplysende aktiviteter. Der kan søges til både offentlige og private faciliteter, der stilles til rådighed af Københavns Kommune (der kan ikke søges til private lokaler, hvor foreningen har eksklusivret til brugen af lokalet). I 2026 er der afsat 6 mio. kr. til udmøntning af Forenings- og aftenskolepakken (service).
Folkeoplysningsudvalget skal nedsætte en følgegruppe til vurdering af ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken for en 4-årig periode, samt fastlægge puljens ansøgningsfrister i 2026.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår følgende frister i 2026:
|
Ansøgningsfrist |
Behandling af Folkeoplysningsudvalget |
|
27. april 2026
|
På 3. møde – sidste møde inden sommerferien |
|
5. august 2026 |
På 4. møde |
|
15. september 2026 |
På 5. møde |
|
20. oktober 2026 (for midler i 2027) |
På 6. møde – årets sidste |
Indsatsområdet ”mindre bureaukrati på det folkeoplysende område”:
Regeringen nedsatte i august 2024 et partnerskab med foreningslivet som led i udmelding af en første bølge af initiativer, der skal gøre livet lettere for frivillige og foreninger.
I december 2025 vedtog Folketinget et lovforslag, som gennemfører dele af regeringens udspil om afbureaukratisering for foreningslivet. Det konkrete lovforslag består af tre ændringer i Folkeoplysningsloven: lempelse vedr. underskrivelse af foreningers tilskudsregnskab, lempelse ift. aftenskolers indhentning af fuldt cpr-nr. for udenbysdeltagere og øget fleksibilitet for aftenskoler ved fjernundervisning.
I tråd med regeringens fokus på området samarbejder Kultur-, Fritids og Borgerserviceforvaltningen med Folkeoplysningsudvalget om at minimere bureaukrati på det folkeoplysende område. Det afgåede Folkeoplysningsudvalg udpegede flere konkrete fokusområder (bilag 2), som forvaltningen arbejder videre med. Derudover udarbejder forvaltningen efter næste regnskabsaflæggelse fra foreninger og aftenskoler en evaluering, som skal bearbejdes af en arbejdsgruppe, som udpeges inden sommerferien.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder videre med konkrete indsatsområder udpeget af Folkeoplysningsudvalget. De udpegede medlemmer indkaldes til relevante møder.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen