Forenings- og aftenskolepakken - behandling af ansøgninger
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn og afslag til 25 ansøgninger til puljen til forbedring af faciliteter (service) på baggrund af følgegruppens indstilling,
- at Folkeoplysningsudvalget af puljen til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg) giver tilsagn og afslag til to ansøgninger på baggrund af følgegruppens indstilling,
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter, at der oprettes en ekstra ansøgningsrunde til Forenings- og aftenskolepakken i 2025 til fordeling i oktober, og
- at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger forvaltningen til at kunne give tilsagn og afslag til ansøgninger på baggrund af følgegruppens indstillinger.
Problemstilling
Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer for folkeoplysende aktiviteter (service).
I 2025 er der afsat 6.010.895 mio. kr. til udmøntning i Forenings- og aftenskolepakken.
Med budget 2022 er der derudover afsat en 4-årig pulje på 2 mio. kr. årligt til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg).
De afsatte midler beløber sig i 2025 til 2.633.085 kr., hvilket skyldes overførsel af ikke-uddelte midler fra tidligere år.
Uddelingen af støttemidler fra anlægspuljen sker med forbehold for allokering af anlægsmåltal.
Løsning
Forvaltningen har modtaget i alt 27 ansøgninger om støtte (se bilag 1 for oversigt og følgegruppens indstillinger for tilsagn og afslag – samt bilag 2 for det indsendte ansøgningsmateriale).
Forbedring af faciliteter (service)
25 af ansøgningerne falder under puljen til forbedring af faciliteter (service) og indstilles af følgegruppen til:
- 20 tilsagn,
- ét betinget tilsagn (uddybes herunder), samt
- fire afslag (uddybes herunder)
Betinget tilsagn:
Følgegruppen indstiller til tilsagn til en ansøgning fra Sambaskolen Carioca (ansøgning 2) på betingelse af, at medarbejdere fra huset på Rymarksvej kan godkende opmagasineringen. Forvaltningen er i dialog med foreningen og bydelen omkring dette.
Afslag:
To ansøgninger, fra hhv. GAME lokalforening København (ansøgning 3) og SSB Vesterbro Idrætsforening (ansøgning 21) har fået afslag af forvaltningen, da de to faciliteter der søges til, ikke udbydes af Københavns Kommune til folkeoplysende foreninger. Puljens midler kan derfor ikke søges til disse faciliteter.
Følgegruppen indstiller yderligere to ansøgninger til afslag, da begge vurderes at falde uden for pakkens kriterier. Den ene ansøgning, fra foreningen KSF-Ishockey (ansøgning 9), omhandler støtte til indkøb af træningstrøjer, hvilket, det vurderes, burde høre under foreningens almindelige drift. Den anden ansøgning, fra foreningen Dungeon64 (ansøgning 17), omhandler et vægmaleri på pavillonen ved Prismen på Amager, hvilket, det vurderes, ikke understøtter den primære folkeoplysende aktivitet.
Genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg)
To ansøgninger falder under puljen til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg) og indstilles af følgegruppen til:
- et tilsagn,
- et afslag (uddybes herunder)
Afslag:
Tennisklubben Ryvang (ansøgning 10) søger om midler til reetablering af et glasparti på padelanlægget i Ryparken, da glasset i forbindelse med hærværk i foråret 2025 blev smadret. Padelbanerne, som blev taget i anvendelse i 2024, er etableret i et samarbejde mellem KFF og Tennisklubben Ryvang, og da driftsaftalen mellem foreningen og KFF ikke på nuværende tidspunkt er færdig, blev det af følgegruppen lagt op til forvaltningen at undersøge sagen nærmere. Forvaltningen har drøftet sagen og vurderer, at ansøgningen falder uden for pakkens kriterier, da der er tale om pludseligt opstået skade, hvilket puljen for genopretning af idrætsfaciliteter ikke støtter. Genopretningspuljen har i højere grad til formål at støtte renoveringsprojekter på nedslidte anlæg, der trænger til vedligeholdelse.
Ekstra ansøgningsrunde
Hvis udvalget godkender følgegruppens indstilling til tilsagn og afslag, vil der være henholdsvis 1.342.167 kr. tilbage i puljen for service, og 1.964.754 kr. tilbage i puljen for genopretning af idrætsfaciliteter, i budgettet for 2025. På den baggrund har følgegruppen foreslået, at der oprettes en ekstra ansøgningsrunde til Forenings- og aftenskolepakken. Forvaltningen foreslår, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at kunne give tilsagn og afslag til ansøgninger på baggrund af følgegruppens indstillinger.
Derved sikres det, at foreninger og aftenskoler i højere grad vil kunne nå at bruge de tildelte midler.
Økonomi
Der er ansøgt for i alt 1.642.712 kr. i Forenings- og aftenskolepakken (service), og det indstilles af følgegruppen, at der tildeles puljemidler for 1.507.786 kr.
Herudover er der ansøgninger for i alt 88.706 kr. fra puljen for Genopretning af idrætsfaciliteter, hvor det indstilles at udmønte 47.581 kr. fra puljen.
Hvis indstillingen godkendes, vil der være 1.342.167 kr. tilbage i restbudget på service, og 1.964.754 kr. tilbage på anlæg i 2025.
Se bilag 3 for økonomi.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter Forenings- og aftenskolepakken på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen