Forslag til midlertidige og mindre anlægsprojekter
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, hvilke midlertidige og mindre anlægsprojekter, det vil foreslå Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF) bliver etableret i de kommende to år.
- at Christianshavns Lokaludvalg vælger lokaludvalgsmedlemmer til at udarbejde beskivelser af de projekter, som lokaludvalget måtte beslutte. De samarbejder med sekretariatet om opgaven.
Problemstilling
Københavns Kommune har i de kommende to år afsat midler til at gennemføre midlertidige og mindre anlægsprojekter rundt omkring i byen: I 2027 3 mio. kr. og i 2028 2 mio. kr. til formålet. I den forbindelse inviterer KTF lokaludvalgene til at komme med input og ønsker til projekter i deres bydel. Der er svarfrist den 22. oktober 2026.
Administrationsgrundlag
Den 18. maj 2026 godkendte Klima-, Miljø- og Teknikudvalget et administrationsgrundlag, der beskriver hvilke typer projekter, midlerne kan bruges til, og hvilke kriterier de skal opfylde.
I overskrifter er projekttyperne:
- Trafik- og byrumsforsøg
- Midlertidige byrumsprojekter – herunder ’Sommergader’
- Mindre trafik-, byrums- og begrønningsprojekter
- Fremtidige bylivsgadepuljer
Man kan læse mere om projekttyperne og kriterierne i den politiske indstilling her:
I bilaget er projekttyperne uddybet.
KTF nævner som inspiration, at der i 2026 er etableret to sommergader i Studiestræde og i Skindergade. Denne slags projekter er fx. omfattet af ordningen.
Møde den 10. september 2026
KTF inviterede lokaludvalgene til møde om midlertidige og mindre anlægsprojekter den 10. september 2026. I bilagsoversigten ses præsentationen fra mødet.
Løsning
Lokaludvalget beslutter, hvilke midlertidige og mindre anlægsprojekter, det vil foreslå KTF, bliver etableret i de kommende to år. For hvert forslag skal der udarbejdes en projektbeskrivelse. Se skabelonen i bilagsoversigten.
Dronningensgade
Forretningsudvalget mener, at lokaludvalget skal udarbejde en projektbeskrivelse for omdannelse af Dronningensgade mellem Christianshavns Torv og Sofiegade til en bylivsgade. Projektet skal ses i sammenhæng med en omdannelse af Christianshavns Torv.
Lokaludvalget har tidligere stillet forslag om, at Dronningensgade mellem Christianshavns Torv og Sofiegade bliver omdannet til en bylivsgade. På baggrund af lokaludvalgets forslag blev der på KTFs foranledning udarbejdet en beskrivelse af projektet. Se bilagsoversigten.
Andreas Bjørns Gade
På grundlag af et forslag fra en gruppe borgere har lokaludvalget tidligere stillet forslag om, at Andreas Bjørns Gade bliver en bylivsgade.
Visionen for Andreas Bjørns Gade var at skabe porten til Christianshavn med gode muligheder for cykelparkering, ophold i solen og grønne kig til træer. Beplantning og grønt i gaden vil give gaden et æstetisk løft, forbedre luftkvaliteten og fremme biodiversiteten.
I projektforslaget blev det foreslået at nedlægge en række parkeringspladser til fordel for cykelstativer i gaden samt at gøre plads til grønne øer. Den eksisterende gadeprofil og den eksisterende kantstensparkering skulle bevares, mens fortovet udvides fire steder for at skabe plads til cykelparkering, ophold og grønne lommer. Gaden skulle indsnævres lokalt ved alle de grønne lommer således, at biler ikke parkerer udenpå cykelparkeringslommer samt at farten holdes nede. På hjørnerne blev det foreslået at udvide fortovene og så der er plads til små grønne opholdspladser i solen, med bænke og siddekanter, blomsterbede og blomstrende træer som de eksisterende i området.
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget skal udarbejde en projektbeskrivelse for omdannelse af Andreas Bjørns Gade til bylivsgade.
Torvegade
I sagen "Henvendelser til lokaludvalget september 2026" på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 30. september 2026 omtales et forslag fra en række erhvervsdrivende om at integrere store krukker med beplantninger langs Torvegade i enden op mod Knippelsbro. Se forslaget i bilagsorversigten.
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget udarbejder en projektbeskrivelse på baggrund af forslaget fra de erhvervsdrivende.
Økonomi
Intet.