Arbejdsgrupper mv. under lokaludvalget
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter hvilke arbejdsgrupper mv., der skal være under lokaludvalget.
- at Christianshavns Lokaludvalg vælger tovholdere for arbejdsgrupperne, som det måtte beslutte skal være under lokaludvalget. Tovholderne skal være medlem af lokaludvalget.
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det fortsætter med ordningen, hvorefter arbejdsgrupperne forbehandler puljeansøgninger, der vedrører deres arbejdsområde, med henblik på anbefalinger til lokaludvalget. Alternativet er, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som forbehandler alle puljeansøgninger.
Hvis lokaludvalget i mødet den 29. april 2026 ikke træffer beslutning om hvilke arbejdsgrupper, der skal være under lokaludvalget:
- at Christianshavns Lokaludvalg vælger en gruppe, bestående af lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter, som forbehandler puljeansøgninger så længe, lokaludvalget ikke har truffet beslutning om hvilke arbejdsgrupper, der skal være under lokaludvalget.
Problemstilling
Fremtidig organisering
Lokaludvalget skal drøfte, hvordan det ønsker at organisere sig i arbejdsgrupper.
Arbejdsgrupper under lokaludvalget kan bl.a.
- forbehandle sager til lokaludvalget, herunder medlemsforslag
- drøfte høringer, kvalificere og udarbejde udkast til høringssvar, før de behandles og godkendes på det følgende lokaludvalgsmøde
- diskutere aktuelle problemstillinger og udvikling i bydelen og
- arbejde med lokaludvalgets egne projekter fra Bydelsplanen
- forbehandle puljeansøgninger
I bilaget ses en beskrivelse af den hidtidige organisering.
I udgangspunktet har sekretariatet ressourcer til at betjene op til fire arbejdsgrupper.
Puljeansøgninger
Hidtil har arbejdsgrupperne forbehandlet puljeansøgninger, der vedrører deres arbejdsområde. I praksis har arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge forbehandlet næsten alle puljeansøgninger, fordi næsten alle puljeansøgninger angår kultur- og fritidsområdet. Derudover har Miljøgruppen og Forretningsudvalget forbehandlet enkelte puljeansøgninger i den seneste valgperiode.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og beslutter, hvordan det ønsker at organisere sig.
Hvis lokaludvalget træffer beslutning om, hvilke arbejdsgrupper, der skal være under lokaludvalget, skal lokaludvalget samtidig vælge en tovholder for arbejdsgruppen. Tovholderen skal være medlem af lokaludvalget, idet vedkommende udgør forbindelsen mellem arbejdsgruppen og lokaludvalget.
Lokaludvalget skal beslutte i hvilket regi puljeansøgninger skal forbehandles.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets beslutninger.