Mødedato: 25.10.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Ideer og udfordringer i forhold til ressource- og affaldsområdet

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et forslag fra Miljøgruppen om svar til Teknik- og Miljøforvaltningen  om ideer og udfordringer i forhold til ressource- og affaldsområdet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender Miljøgruppens forslag til svar til Teknik- og Miljøforvaltningen  om ideer og udfordringer i forhold til ressource- og affaldsområdet, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at udarbejde en ny Ressource- og Affaldsplan 2019-2024 og ønsker at give lokaludvalgene mulighed for at bidrage med deres lokale viden om udfordringer på området samt forslag til idéer. Svarfristen er den 9. november 2017.

Løsning

Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget svarer Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg anbefaler, at man tager føllgende emner i betragtning, når den nye Affalds og Ressourceplan 2019-2024 skal skrives:

  • WPI-rapporten fra Dansk Affaldsforening kan give inspiration til flere emner, bl.a. indsamling af data og samarbejde med andre kommuner.
  • Emballage skal gøre endnu mere genanvendeligt, og der skal opfordres til at bruge ikke oliebaseret men komposterbart plastik
  • Pap-indsamling foregår ikke optimalt i dag. Mange kan ikke komme ordentligt af med det, da der ikke er containere i nærheden
  • Der er behov for mere information om, hvordan det går med at genanvende affaldet. Der kan laves information i form af kampagner, film, reklamer, så det bliver synligt.
  • Erhvervslivet har ikke opstillet containere ret mange steder på Christianshavn, da de selv skal betale og organisere det og fordi der ikke er plads til, at de har deres egne i de små gårde.
  • Nedgravede containere på offentlige steder til brug for alle, inkl. erhvervslivet, skal opføres flere steder på Christianshavn og specielt i de smalle gader med små baggårde.

Venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningens tidsplan for Ressource- og Affaldsplan 2019-2024:

  • Udvikling af plan: 2017-primo 2018
  • Forvaltningshøring, herunder høring af lokaludvalgene: 1. kvartal 2018
  • Politisk 1. behandling: 2. kvartal 2018
  • Offentlig høring: 3. kvartal 2018
  • Politisk 2. behandling: 3.-4. kvartal 2018

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lotte Barfod om at indføje en opfordring i høringssvaret til forvaltningen om at orientere om affaldssortering på kommunens hjemmeside, idet borgerne efterspørger information om den netop indførte bioaffaldsordning.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens B. Sørensen om at indføje en bemærkning i høringssvaret om, at lokaludvalget ønsker dialog med forvaltningen om udviklingen af ressource- og affaldsplanen tidligst muligt og inden høringen af lokaludvalgene i 1. kvartal 2018.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt og Asbjørn Kaasgaard om at indføje et spørgsmål i høringssvaret om, hvilke scenarier der er for løsning af problemet med overkapacitet på Amager Ressourcecenter.

 

Lokaludvalget godkendte Miljøgruppens forslag til svar til Teknik- og Miljøforvaltningen  om ideer og udfordringer i forhold til ressource- og affaldsområdet, der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

 

Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Miljøaktiviteter i kommunen bør hjemtages til kommunen".

Til top