Mødedato: 25.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Trafiksikkerhed på Refshalevej og Forlandet mv. i forbindelse med boligområdet på Margretheholm

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om trafiksikkerhed på Refshalevej og Forlandet mv. i forbindelse med boligområdet på Margretheholm.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om trafiksikkerhed på Refshalevej og Forlandet mv. i forbindelse med boligområdet på Margretheholm, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget følgende svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende lokaludvalgets henvendelse om trafikforholdene ved Margretheholm:

"Kære Poul Cohrt,
Tak for din henvendelse, på vegne af Christianshavns lokaludvalg, fra d. 4. marts 2015 om trafikken på Refshalevej.

Indledningsvis kan jeg oplyse, at der ikke er konstateret trafikale sikkerhedsproblemer ud fra uheldsstatistikken. De seneste fem år har Københavns Politi ikke registreret uheld med personskader. Der er kun registreret to materielskadeuheld på hhv. Forlandet og Margretheholm, hvor bilister har påkørt træ eller mast.

I øjeblikket er der ikke planer om at foretage større ombygninger på Refshalevej. Det er imidlertid noget som Teknik- og Miljøforvaltningen er villig til at se på i det videre arbejde, i forbindelse med udviklingen af området.

En ombygning med etablering af eksempelvis signalanlæg og cykelstier, er meget omkostningsfuld. Eksempelvis koster etablering af et nyt signalanlæg ca. 1.5 mio.kr. og etableringen af cykelstier vil have omkostninger i samme størrelsesorden. Det er ikke noget, der kan afholdes inden for det normale driftsbudget. Skal Refshalevej ombygges vil det kræve, at der afsættes penge hertil i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

Etablering af signalanlæg øger ikke nødvendigvis trafiksikkerheden for de krydsende trafikanter. Ved et signalanlæg er de krydsende trafikanter mindre opmærksomme på trafikken, da de forventer, at trafikanterne holder tilbage for rødt lys, hvilket ikke altid er tilfældet. Signalanlæg etableres hovedsageligt for at sikre, at bilister kan komme ud på hovedfærdselsåren uden for store ventetider.

Herudover kan jeg oplyse, at etablering af fritliggende fodgængerfelter kræver, at der forekommer en jævn krydsning på stedet, hvilket forvaltningen ikke forventer på Refshalevej. Samtidig ønsker hverken Københavns Kommune eller Københavns Politi at etablere fritliggende fodgængerfelter, da undersøgelser viser, at risikoen for trafikuheld stiger disse steder, på grund af uopmærksomme bilister og fodgængere. Københavns Kommune har derfor også nedlagt fritliggende fodgængerfelter, hvor det er blevet konstateret, at antallet af uheld er højere end forventet.

Forvaltningen vil arbejde videre med at undersøge muligheden for mindre forbedringer på Refshalevej i form af lokal hastighedsbegrænsning, muligvis suppleret med vejbump.

Med venlig hilsen

Lis Napstjert
Konstitueret serviceområdechef 
Teknik- og Miljøforvaltningen
Byens Anvendelse".
 
Arbejdsgruppen om Teknik- og Miljø og Havnen har på mail drøftet sagen.

Løsning

På baggrund af meldinger fra medlemmer af Arbejdsgruppen om Teknik, Miljø og Havnen foreslår Kirsten V. Andersen følgende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget:

"Christianshavns Lokaludvalg har den 14. marts 2015 modtaget et svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikforholdene ved boligområdet Margretheholm, dvs. på Refshalevej og Forlandet mv. Se lokaludvalgets henvendelse og forvaltningens svar i bilaget.

Lokaludvalget formoder, at svaret er afstemt med Københavns Politi. I hvert fald afspejler svaret den traditionelle opfattelse hos politiet: Hvis der ikke er sket ulykker, fungerer det fint. Men utrygge forhold betyder, at cyklister bliver skræmt væk fra at køre på den pågældende strækning, og måske helt vælger at lade cyklen stå.

Dertil kommer, at man tager udgangspunkt i en statistik, der går fem år tilbage. Men for fem år siden var Margretheholm ikke opført. Det er først nu, at området står klar og huser op mod 2.000 beboere. 

Forvaltningens svar harmonerer således ikke med kommunens intention om at fremme brugen af cyklen som transportmiddel. Trygheden for de bløde trafikanter skal med i trafikplanlægningen og i udviklingen af nye boligområder. Det er for sent at skabe den nødvendige infrastruktur for alle trafikarter, når boligområdet står færdigt og når trafikanter er kommet til skade - og i værste fald døde!.

Det hører med til vurdering af sagen, at grundejerforeningen på Holmen måtte betale et tocifret millionbeløb for at få infrastrukturen på Holmen op på den bymæssige standard, som kommunen krævede. 

Så lokaludvalget beder Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget genoverveje et svar på lokaludvalgets henvendelse af 4. marts 2015.


Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede sagen. Der var følgende bemærkninger:
    • I 4. afsnit, 2. sætning skal man skrive: "Men for fem år siden var boligområdet Margretheholm ikke opført."
    • 6. afsnit bør udgå, da argumentet kan opfattes anderledes end det, der er hensigten.
    • 6. afsnit bør skrives, så man kan forstå, at kommunen som vej-ejer har en forpligtelse til at tilvejebringe den fornødne infrastruktur ved boligområdet Margretheholm.
    • Bemærkningerne om politiet skal ikke med i henvendelsen.
    • Behovet for at forlænge buslinje 9A til Refshaleøen skal nævnes.
       
  2. Lokaludvalget udsatte derpå sagen til lokaludvalgsmødet den 29. april 2015, idet Arbejdsgruppen om Teknik, Miljø og Havnen kommer med et revideret forslag til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om trafiksikkerhed på Refshalevej og Forlandet mv. i forbindelse med boligområdet på Margretheholm.

 

Til top