Mødedato: 25.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar vedrørende "Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads"

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår, 
  1. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter høringssvaret til Økonomiforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, vedrørende den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har på bliv hørt-portalen sendt "Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads" i offentlig høring med svarfrist den 7. april 2015. Se bilag 1.

På bliv hørt-portalen skriver Økonomiforvaltningen bl.a:
"I planprocessen ser Københavns Kommune følgende overordnede hovedspørgsmål, som der ønskes ideer og kommentar til: 
  •  Hvad er de fire områders særlige karakter og kvaliteter?
  •  Hvordan ser du de fire områder i en helhed?
  •  Hvilke oplevelser skal områdets fremtidige pladser, passager og stier byde på?
  •  Hvilke københavnske kvaliteter og byliv kan man forestille sig på de forskellige områder
  •  Hvad ser du som den mest attraktive aktivitet, der kan indrettes i et byrum på kanten af Havneløbet?

Københavns Kommune vil gerne modtage ideer og forslag til udviklingen af området, før kommunen påbegynder en egentlig planlægning og udvikling af områderne. På bagsiden kan du læse om, hvordan planprocessen foregår, og hvordan du kan komme med ideer og forslag."

Samtidig med den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads har Københavns kommune udskrevet en idékonkurrence for den nye kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm. De fem bedste ideer bliver præmieret med hver 10.000 kr. Alle kan deltage. Se bilag 2 samt sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 25. marts 2015 med indstilling om et forslag til konkurrencen fra lokaludvalget. 

Løsning

Visionsgruppen og Arbejdsgruppen om Teknik, Miljø og Havnen foreslår følgende høringssvar:

"Økonomiforvaltningen har på bliv hørt-portalen sendt "Forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads" i offentlig høring med svarfrist den 7. april 2015.

Borgerdialog
Lokaludvalget har givet borgerne mulighed for at kommentarer sagen på sin hjemmeside. ingen har benyttet sig af muligheden.

Lokaludvalget stod for et offentligt arrangement den 14. marts 2015, hvor vi gik en tur på Christiansholm, Grønlandske Handels Plads, Arsenaløen og Dokøen. Ca. 40 borgere deltog i vandringen. Undervejs orienterede vi borgerne om muligheden for at indsende høringssvar vedrørende den forudgående høring og om muligheden for at deltage i idékonkurrencen om en kultur- og fritidsfunktion på Christiansholm. Derudover orienterede vi om lokaludvalgets holdninger og forslag. Umiddelbart havde ingen af deltagerne kommentarer til den forudgående høring eller til lokaludvalgets holdninger og forslag.

Endelig var lokaludvalgets formand blandt oplægsholderne ved forvaltningens offentlige workshop den 18. marts 2015.

Lokaludvalgets holdning og forslag

Christianshavns Lokaludvalg finder det helt rigtigt at starte planprocessen med at høre, hvad christianshavnerne og andre borgere mener om den fremtidige indretning og brug af området. Havneparken ved Islands Brygge er et godt eksempel på en vellykket udvikling, som tog afsæt i lokale visioner.

Christianshavn er sammen med Indre By den bydel, som har den tætteste tilknytning til havn og kanaler, og udviklingsområdet har igennem flere år haft lokaludvalgets store bevågenhed. Den hidtidige proces med inddragelse af christianshavnernes ideer er resulteret i lokaludvalgets vision for Christiansholm, som er beskrevet i en særskilt folder. Disse forslag har vi tidligere fremført i forbindelse med kommunens havnevision (efteråret 2013) og kommuneplanstrategien (ultimo 2014).

Christiansholm og de øvrige arealer har som bekendt en unik placering og synlighed i havneløbets knæk. Omkringliggende anlæg og bygninger har baggrund i Danmarks sømilitære og handelsmæssige storhedstid, og stedet har med Street Food mv. demonstreret at have et folkeligt potentiale, som vil kunne blive et tredje ben i samspil med Operaen og Skuespilhuset.  

Der hviler et meget tungt ansvar på politikere, borgere, planlæggere og investorer, når det gælder udviklingen af dette afgørende vigtige område i havnen og på Christianshavn. Det skal være noget, der peger frem, og som samtidig er i fin sammenhæng med områdets historie og karakter.

Lokaludvalget ser positivt på kommunens vision for havnen og satsningen på det gode liv, men vi har efterlyst konkrete initiativer. Københavns kommune har nu en sjælden chance for at omsætte de flotte tanker i konkret handling gennem en samlet plan for udvikling af Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads.

Christianshavns Lokaludvalg har opstillet 10 punkter med anbefalinger til, hvad der kan indgå af kvaliteter og indhold: 

1. Overordnet set bør området være folkeligt, mangfoldigt, åbent og tilgængeligt, og det bør rumme de æstetiske, kulturelle, sociale, miljø- og sundhedsmæssige kvaliteter, som vi gerne vil forbinde med det bedste i København og Christianshavn.

2. Hvorfor ikke gøre området til et eksperimentarium for nytænkning med hensyn til indretning og finansiering?

 

Der vil kunne dannes et hidtil uset miks af funktioner: fritids- og kulturformål, boliger, erhverv og kreative uddannelser, og hvor finansieringen tilvejebringes gennem midler fra private investorer, Københavns kommune, Staten og fonde.

3. Det bør være et aktivt sted for alle - sommer og vinter.

 

Havnebadene har vist vejen til etablering af ET HELÅRSHAVNEBAD, hvor alle aldre kan udfolde sig i fysisk og visuel kontakt med havnen. Et havnebad vil være en synlig aktivitet med bred folkelig appel, og der bør tænkes i mulighed for, at børn fysisk kan udfolde sig.

 

4. Området bør være et levende sted med lokale initiativer, iværksættere og en stadig forandring.

 

Der bør forsat være plads til STREET FOOD på de betingelser, det kræver, og der kan udvikles andre former for boder og markeder, som ikke kræver dyre huslejer.

 

På Dokøen kan skabes liv og adgang til havnen med en UDENDØRS SCENE til mindre (ikke meget larmende) musikevents såsom opera, jazz og musik for børn samt en café/restaurant, som kan tiltrække publikum ikke kun til scenen, men også til Operaen.

 

5. Boliger i området bør henvende sig til et bredt udsnit af befolkningen. Det anbefales, at kommunen i lokalplanen benytter sig af den ny mulighed for at øremærke 25 pct. af boligerne til ALMENE BOLIGER, og at der gives lån til grundkøbet. Der bør også satses på mangfoldighed og fleksibilitet i størrelser og indretninger af boligerne.

 

6. Du skal som beboer og besøgende opleve den historiske sammenhæng. Et væsentligt element vil være etablering af ET KOLONIHISTORISK VIDENS- OG OPLEVELSESCENTER. Og når du og familierne går rundt på kajer og langs kanaler skal historien kunne udfolde sig ud. Kongeporten bør igen forbindes med Christiansholm, og det bør tilstræbes, at der bliver et udsyn i en akse gennem øen. Grønlandske Handels Plads kan indeholde en nordatlantisk fortælling, og handelsboder kan genoplives på dette sted.

 

7. Havnemiljøet skal styrkes. Du skal føle, at du er i en havn. Der bør der satses på maritime, rekreative aktiviteter og steder med nem adgang ned til vandet (trapper, flydebroer, brygger, promenader mv.). Gæstesejlere skal kunne ”parkere” deres fartøj og komme i land.

 

8. Der er mulighed for yderligere styrkelse af Holmen som samlingssted for de kreative uddannelser ved at flytte Kunstakademiets billedkunstskoler til Arsenalet, hvilket samtidig kan medføre en åbning af Kuglegården for offentligheden.

 

9. Området udgør en central og meget synlig del af det samlede havneforløb, og arkitekturen bør åbne sig mod havnen og spille sammen med den eksisterende bygningsmasse på Holmen og Christianshavn samt promenader og broforløb på langs og tværs af havneløbet. En ny markant fritidsfunktion på Christiansholm vil dog kunne skille sig ud med et bygningsvolumen i lighed med Skuespilhuset og Operaen. 

10. Området skal være trafikalt tilgængeligt med mindst mulig biltrafik. Der bør satses på gang, cykling, kollektiv transport og vandtransport, herunder en shuttlefærge mellem centrale punkter, herunder fra det ny parkeringshus ved Kvæsthusbroen. Der bør også være trafikal og oplevelsesmæssig sammenhæng mellem de enkelte delområder, som allerede er blevet bundet bedre sammen med de ny fodgænger- og cykelbroer over kanalerne, ligesom Inderhavnsbroen vil mindske gå- og cykelafstanden til Kongens Nytorv.

Det lykkedes vore forfædre, at skabe bygninger og et miljø af en kvalitet, som holder efter flere hundrede år. Er vi i stand til at gøre noget tilsvarende?

Lokaludvalget har til brug for det videre forløb forfattet vedhæftede folder med udviklingsmål samt vedhæftede grundpapir, der nærmere beskriver vore overvejelser.

Vi ser frem til at følge og bidrage til udviklingen i de kommende år.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Beslutning

Nina Højsteen stillede ændringsforslag om, at der som et punkt 11 i høringssvaret skal foreslås en park eller grøn oase.

Nina Højsteen stillede ændringsforslag om, at det foreslåede kolonihistoriske center i høringssvaret beskrives som et oplevelsescenter, hvor hele området tages i brug.

Jane Lytthans stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget under punkt 7 i høringssvaret omtaler lokaludvalgets pontonprojekt "Til Havns".

Ulla Bo Skovvart stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i høringssvaret konsekvent kalder Christiansholm for "Papirøen".

Poul Cohrt stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i høringssvaret foreslår, at Kuglegården skal være retningsgivende for det øvrige byggeri i området for så vidt angår bygningshøjde og volumen.

Poul Cohrt stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i høringssvaret undlader at foreslå en markant bygning på Papirøen.

Lars Schou Pedersen stillede ændringsforslag om, at sidste sætning i punkt 9 ændres til: "En ny markant fritidsfunktion på Christiansholm Papirøen vil dog kunne skille sig ud med et bygningsvolumen sit arkitektoniske udtryk i lighed med Skuespilhuset og Operaen."

Lotte Barfod og Nina Højsteen stillede et underændringsforslag til Lars Schou Pedersens ændringsforslag om, at sidste sætning i punkt 9 ændres til: "En ny markant fritidsfunktion, et havnebad,Christiansholm Papirøen vil dog kunne skille sig ud med et bygningsvolumen sit arkitektoniske udtryk. i lighed med Skuespilhuset og Operaen."

Jane Lytthans stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget under punkt 10 gør opmærksom på, at der vil være behov for at regulere trafikken ved Værftsbroen, idet der vil være mere trafik på Prinsessegade og mere trafik ad vejene til og fra Papirøen og Hal C foruden, at der er en slæberampe for kajakker mm. ved Værftsbroen.

Lokaludvalget tiltrådte de ovennævnte ændringsforslag med undtagelse af ændringsforslaget fra Lars Schou Pedersen, idet lokaludvalget tiltrådte underændringsforslaget fra Lotte Barfod og Nina Højsteen.

Lokaludvalget havde dermed godkendt høringssvaret til Økonomiforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, vedrørende den forudgående høring for Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag og underændringsforslag.


Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til lokaludvalgsmødet den 29. april 2015 om en henvendelse til forvaltningen vedrørende behovet for at regulere trafikken ved Værftsbroen.



Til top