Mødedato: 20.12.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte, hvordan Christianshavn kan blive bedre for de mange gamle i bydelen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter, hvordan Christianshavn kan blive bedre for de mange gamle i bydelen, jf. medlemsforslaget der ses i afsnittet "Problemstilling".

Problemstilling

 

Forslag fra lokaludvalgsmedlem Tage Henningsen:

"Hvordan kan vi fremover gøre Christianshavn bedre for de mange gamle ?"

Tage Henningsen henviser til en mail den 24. oktober 2017 fra overborgmesteren til medlemmer af Socialdemokratiet (uddrag):

"København skal være en by for alle aldersgrupper. Mange lever her hele livet, og for mig er det vigtigt, at vores by også er attraktiv at bo i, efter vi forlader arbejdsmarkedet.

Derfor præsenterer jeg i dag et ældreudspil med ti konkrete forslag til, hvordan København bliver en endnu bedre by for ældre. 

To ting er for mig at se særlig vigtigt i seniorlivet: Livskvalitet og tryghed.

Livskvalitet igennem fællesskaber og mulighed for at udvikle sig hele livet. Og tryghed for at de nødvendige tilbud er der, når helbredet svigter og behovet opstår. Og disse to ting, tager Socialdemokratiets ældreudspil udgangspunkt i. 

Når vi bliver ældre, har vi stadig brug for at komme rundt i byen. Vi har brug for kultur, idræt og foreninger, der holder både krop og hoved i form, og samtidig giver os mulighed for at være en del af sociale fællesskaber. Og så har vi stadig brug for et godt sted at bo. Kravene til bolig ændrer sig, når vi kommer op i årene. De skal være lettilgængelige, og mange ønsker at bo i seniorbofællesskaber. Dem skal vi have flere af. 

10 forslag til en bedre ældreby: 
•    Flere seniorbofællesskaber
•    500 ekstra københavnerbænke og bedre toiletter
•    Fællesskaber for seniorer
•    Bedre tilgængelighed og trafiksikkerhed
•    God overgang til plejehjem
•    Tidlig udredning af demens
•    Mere fast personale i hjemmeplejen
•    God og billig mad
•    IT-vejledning i eget hjem
•    Tryg hjemkomst efter hospitalsophold" 

I mailen henviser overborgmesteren til sin flyer om ældrepolitik. Se bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter medlemsforslaget. I drøftelsen kan lokaludvalget bl.a. inddrage 

  • Ældrepolitikken 2015-2018 ’Lev stærkt – hele livet’, der sætter en fælles ramme og retning for livet som ældre i Københavns Kommune
  • Sundhedspolitikken 2015-2025 ’Nyd livet, københavner’, der sætter en fælles ramme og retning for københavnernes sundhed.
  • Kommunens værdighedspolitik 2016 "Et værdigt ældreliv i København", hvor der er et

    særligt fokus på de af Københavns ældre borgere, som er afhængige af kommunens hjælp for at opretholde et værdigt ældreliv.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

 

Beslutning

    1. Lokaludvalget drøftede, hvordan Christianshavn kan blive bedre for de mange gamle i bydelen, jf. medlemsforslaget der ses i afsnittet "Problemstilling". Der var følgende bemærkninger:

      • Hjemmehjælpen ser ingen grund til at tage brochurer fra Seniorklubben med ud til de gamle. De er sengeliggende og kan ikke deltage i Seniorklubbens aktiviteter.  Er målsætningen om ”Længst mulig i eget hjem” i orden, hvis folk har det dårligt hjemme?

      • Beskyttede boliger er blevet nedlagt og der er ingen plejeboliger på Christianshavn. Så hvis man skal i plejebolig, mister man sit netværk i bydelen.  Man bør genindføre muligheden for at bo i beskyttede boliger og der bør oprettes et plejehjem på Christianshavn.

      • Der er en stor gruppe aktive ældre. Hvis de bliver syge, kan de komme på aflastningshjem, men aflastningshjemmene er bakteriefyldte. De ældre skal derfor holde sig fra at komme på aflastningen.

      • Christianshavn er knyttet til sundhedshuset på Østerbro, men christianshavnerne har også mulighed for at benytte sundhedshuset på Amager. Imidlertid orienterer kommunen ikke om denne mulighed.

      • Socialdemokratiet ønsker seniorbofællesskaber, men hvor er det i praksis muligt at indrette sådanne?

      • Socialdemokratiets ældrepolitik, som der refereres til i medlemsforslag, handler ikke om Christianshavn specifikt. Der er behov for målsætninger på ældreområdet for Christianshavn.

      • Voldboligerne har 130-140 beboere.

      • Der er ca. 80 aktive i Christianshavns Seniorklub.

      • Der skal være en ordentlig kollektiv trafik, så de ældre kan komme rundt.

      • Ældreområdet er med i Christianshavns bydelsplan, men visionerne og ønskerne i bydelsplan skal operationaliseres.

      • Nogle ældre får privat hjemmehjælp.

      • Socialdemokratiet har haft magten til at gennemføre den ældrepolitik, som partiet fremlagde op til kommunevalget. Hvorfor er forslagene ikke gennemført før?

      • Er opsætning af københavnerbænke en del af løsningen på ældreområdet?

      • Tilgængelighed prioriteres ikke i København, sådan som det fx gør i Malmø og i Barcelona. Der skal være direkte adgang til butikker, barer, offentlige bygninger  og busser mm. for dårligt gående, herunder rollator-brugere.

      • Beskyttede boliger er sekunda-plejehjem.

      • Det er væsentligt med aflastningsboliger, da folk ikke er raske, når de er færdigbehandlet på hospitalet. Plejen kan ske på aflastningen.

      • Christianshavns Beboerhus er ikke tilgængelig for dårligt gående, da liften sjældent virker.

      • Der er ingen aflastningsboliger på Christianshavn.

      • I seniorbofællesskaber kan de ældre hjælpe hinanden.

    2. Lokaludvalget stemte om et forslag fra Tage Henningsen og Poul Cohrt om, at lokaludvalgets arbejdsgrupper skal komme med forslag til lokaludvalgets møde den 31. januar 2018 om, hvordan man fremover kan gøre Christianshavn bedre for de gamle, idet arbejdsgruppernes forslag skal tage udgangspunkt i ovennævnte bemærkninger samt i Christianshavns Bydelsplan 2017.

      For stemte 11 lokaludvalgsmedlemmer.
      Imod stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
      6 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

      Dermed havde lokaludvalget godkendt, at lokaludvalgets arbejdsgrupper skal komme med forslag til lokaludvalgets møde den 31. januar 2018 om, hvordan man fremover kan gøre Christianshavn bedre for de gamle, idet arbejdsgruppernes forslag skal tage udgangspunkt i ovennævnte bemærkninger samt i Christianshavns Bydelsplan 2017.

Til top