Lukket punkt: Havnens Pris 2025
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg blandt de foreslåede kandidater, der fremgår af bilagsoversigten, vælger modtageren af Havnens Pris 2025 for sin indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Problemstilling
Lokaludvalget skal uddele Havnens Pris 2025 på Christianshavnerdagen søndag den 7. september 2025. Lokaludvalget har vedtaget, at Havnens Pris gives til en person, forening eller institution, der har gjort en ekstraordinær indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Medlemmer af lokaludvalget kan ikke modtage prisen.
Offentligheden har haft mulighed for at indstille kandidater frem til den 10. juni 2025. De indstillede kandidater ses i bilaget.
Ændret procedure
Lokaludvalget vedtog på møde d. 26. februar 2025 en ændret procedure for udvælgelse og offentliggørelse af modtageren af Havnens Pris.
Udvælgelse
I de foregående år har det været sådan, at lokaludvalget skulle vælge mellem tre kandidater til Havnens Pris, som Forretningsudvalget udvalgte blandt de kandidater, som borgerne havde indstillet.
Proceduren er nu ændret til, at lokaludvalget skal vælge modtageren af Havnens Pris blandt alle de kandidater, som borgerne indstiller. Forretningsudvalget har derfor ikke forbehandlet forslagene til kandidater og kommer heller ikke med en indstilling til lokaludvalget.
Et lokaludvalgsmedlem (eller en suppleant), der har indstillet en kandidat til Havnens Pris, vil som hidtil være inhabil, når lokaludvalget skal beslutte, hvem der skal modtage Havnens Pris.
Hvert lokaludvalgsmedlem har én stemme.
Offentliggørelse
Primo marts: Offentliggørelse af muligheden for at indstille kandidater til Havnens Pris. Hen over foråret omtales muligheden for at indstille kandidater til Havnens Pris i lokale medier samt på lokaludvalgets hjemmeside, Facebook-side og plakatstander.
10. juni: Frist for indstilling af kandidater til Havnens Pris.
18. juni: Lokaludvalget beslutter hvem af de foreslåede kandidater, der skal have Havnens Pris.
18. juni og tiden efter: Modtageren af Havnens Pris offentliggøres i lokale medier samt på lokaludvalgets hjemmeside og Facebook-side.
7. september: Havnens Pris uddeles.
Løsning
Sagen behandles for lukkede døre. Kandidaterne er ligestillede. Valget af prismodtager vil ske ved skriftlig afstemning. Prismodtageren er den, som får flest stemmer.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 20.000 kr. til Havnens Pris 2025, inkl. annoncering mv. Selve prisen er 1 kr. for hver christianshavner, dvs. 13.533 kr.
Videre proces
Efter lokaludvalgets møde den 18. juni 2025 vil sekretariatet bede prismodtageren bekræfte, at vedkommende er villig til at modtage prisen. Derefter offentliggør sekretariatet, hvem der er prismodtageren.
Prisen overrækkes på Christianshavnerdagen den 7. september 2025.