Mødedato: 15.12.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Ønskeliste vedr. Overførselssagen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte ønsker til Overførselssagen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger ham til at sende ønskelisten vedr. Overførselssagen, der fremgår af løsningsafsnittet, til den tiltrædende Borgerrepræsentation samt til de forvaltninger, ønskerne angår.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg opfordrer arbejdsgrupperne til at foreslå ønsker til Budget 2023. Ønskerne drøftes i lokaludvalgets møde i marts 2022. Ønskelisten vedr. Budget 2023 besluttes i mødet i april eller maj 2022. 

 

Problemstilling

Overførselssagen

Hvert forår er der en sag på Borgerrepræsentationens dagsorden om overførsel af kommunens mindreforbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter. Der kan overføres både driftsudgifter og anlægsudgifter.

Løsning

Ønskeliste

I mødet den 24. november 2021 besluttede lokaludvalget at bede arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn om at gennemgå og uddybe den indstillede ønskeliste til kommunens Budget 2023 og Overførselssagen med henblik på at komme med et forslag til lokaludvalgets møde den 15. december 2021.

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havns forslag til en ønskeliste til Overførselssagen har forbedring af forholdene for cyklister og fodgængere som det gennemgående tema. Ønske nr. 10  er foreslået af Arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg. Ønskelisten er ikke prioriteret.

  1. Cykelfremkommelighed i Torvegade jf. projektet, som Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet; gerne anlagt i etaper.
  2. Cykelsti på Refshalevej mellem Noma og Børnebyen jf. projektet, som Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet
  3. Cykelsti i eget tracé på Danneskiold-Samsøes Allé
  4. Projekt, der regulerer af trafikken nedenfor Inderhavnsbroen på Grønlandske Handels Plads
  5. Projekt, der regulerer trafikken nedenfor Lille Langebro ved Langebrogade
  6. Projekt, der regulerer trafikken på Cirkelbroen
  7. Projekt, der regulerer trafikken på Promenaden mellem Lille Langebro og Knippelsbro
  8. Projekt, der regulerer trafikken på arealet foran Hal C
  9. Gang- og cykelforbindelser mellem Refshalevej og boligområderne på Margretheholmvej
  10. Overgange mellem vejbane og fortov ved vejkryds skal nivelleres, så både kørestols- og rollatorbrugere kan komme frem.

Ad 4, 5, 6, 7 og 8: Forslagene er et udtrykt for et behov for at skabe større trafiksikkerhed og -tryghed for dem, som færdes på arealer, hvor trafikarterne blandes. Især fodgængere føler sig utrygge de nævnte steder, fordi cykeltrafikken er intens og fordi mange cykler forholdsvis hurtigt. I bilaget ses Teknik- og Miljøforvaltningens svar vedr. forholdene ved Lille Langebro og Facebook-kommentarer om forholdene på stedet.

Ad 9. Margretheholm har ca. 2.000 indbyggere, men cyklister og fodgængere har kun adgang til og fra området via Margretheholmvej.

Ad 10. I mange vejkryds på Christianshavn er der en brat overgang mellem fortov og vejbane.

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden sender ønskelisten til den tiltrædende Borgerrepræsentation primo januar 2022.

Arbejdsgrupperne opfordres til at foreslå ønsker til Budget 2023 med henblik på en drøftelse af dem i lokaludvalgets møde i marts 2022. Ønskelisten vedr. Budget 2023 besluttes i mødet i april eller maj 2022.

Beslutning

 
  1. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at etablering af elevatorer i Christianshavns Beboerhus og i CIKs bygning i Bådsmandsstræde kommer med på ønskelisten vedr. Overførselssagen. 

    Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at forslag nr. 4-8 slås sammen til ét forslag

    Lokaludvalget godkendte ønskelisten vedr. Overførselssagen, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag. Formanden blev bemyndiget til at sende ønskelisten til den tiltrædende Borgerrepræsentation samt til de forvaltninger, ønskerne angår.

  2. Lokaludvalget opfordrede arbejdsgrupperne til at foreslå ønsker til Budget 2023. Ønskerne drøftes i lokaludvalgets møde i marts 2022. Ønskelisten vedr. Budget 2023 besluttes i mødet i april eller maj 2022. 
Til top