Mødedato: 26.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, i salen

B-sag: Ansøgning om støtte til "MartialSkillz - Brønshøj & Husum"

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag til projektet "MartialSkillz - Brønshøj & Husum".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger, på vegne af den nystartede forening Skillz, støtte til et fællesskabsprojekt, hvor børn og unge i bydelen får mulighed for at lave kampsport. Projektet er et pilotprojekt, der i første omgang løber over syv uger, fire timer om ugen, fra den 1. november til 15. december 2023. Projektet finder sted i bevægelseslokalet på EnergiCenter Voldparken.   

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Den primære målgruppe er børn og unge i alderen 6-18 år, men forløbet er åbent for alle og gratis for deltagerne. Projektet bliver til i samarbejde med EnergiCenter Voldparken og de boligsociale helhedsplaner og Tingbjerg Skole er mulige samarbejdspartnere. Der gøres reklame for projektet via flyers/plakater, samt egne og samarbejdspartneres kommunikationskanaler og sociale medier. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 21.200 kr.
Forventede udgifter: 21.200 kr.

Projektet har udgifter til instruktørhonorarer, lokaleleje, træningsudstyr, forplejning og PR. Ansøger bidrager med frivillige arbejdstimer.

Tidligere tilsagn

Ansøger og Skillz har ikke tidligere fået støtte fra Bydelspuljen, men har søgt og fået støtte fra Kvikpuljen til tre forskellige aktiviteter i 2023.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget der indstiller, at lokaludvalget giver afslag på at støtte projektet. Udvalget vurderer at projektet rummer er relativt høje udgifter til lokaleleje og instruktørhonorar, og samtidig er der ingen ekstern finansiering. Samarbejdspartneres engagement virker begrænset eller er ikke bekræftet. Ansøger opfordres til at stifte en reel forening og søge folkeoplysningsmidler/lokalestøtte.  

Forretningsudvalget bakker op om Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling og indstiller projektet til afslag. Afslaget begrundes med, at udvalget savner en højere grad af medfinansiering eller ekstern finansiering samt et tydeligere samarbejde med lokale aktører. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top