Beslutning: Input til Økonomiforvaltningen vedr. forbedring af forholdene i Tingbjerg under byfornyelsen
Tidligere beslutninger
22.05.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg afsatte en rammebevilling til et inddragelsesmøde i Tingbjerg.
Læs mere her: Bevilling: Tingbjergmøde | Københavns Kommune
11.12.2026: Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkendte Budget- og projektkatalog for Brønshøj-Husum Lokaludvalgs puljemidler 2026, herunder at budgettere 10.000 kr. til 'Tingbjergmøder':
"Lokaludvalget ønsker at holde møder med fokus på byudviklingen i Tingbjerg. Møderne er målrettet beboere i Tingbjerg. Budget: 10.000 kr."
26.02.2026: Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede en ramme på 15.000 kr. til at afholde borgermøde i Tingbjerg.
Læs mere her: Bevilling: Rammebeløb til afholdelse af borgermøde i Tingbjerg | Københavns Kommune
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtager input om, hvordan forholdene kan gøres bedre i Tingbjerg under byfornyelsen, til Økonomiforvaltningen.
Problemstilling
Medlemsforslag om Tingbjerg vedtaget af Borgerrepræsentationen
På møde d. 18. december vedtog Borgerrepræsentationen følgende:
”Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen at forelægge en sag til politisk stillingtagen med konkrete løsninger, herunder finansiering, på de fortsatte udfordringer for beboere og besøgende i Tingbjerg, fx belysning, tryghed, beredskab – bl.a. ambulancer og brandvæsen, parkering, trafikale forhold, herunder busdrift, tilgængelighed for ældre og mennesker med handicap samt aktiviteter for børn og unge m.m., i forbindelse med byudviklingsprojektet frem til 2032. Sagen skal inddrage Brønshøj-Husum Lokaludvalg og de lokale afdelingsbestyrelser for at sikre et samlet overblik forud for den politiske behandling.”
Se referatet fra behandlingen af mødeforslaget her: Medlemsforslag om bedre forhold for beboere i Tingbjerg under byfornyelsesprojektet | Københavns Kommune
Borgermøde i Tingbjerg d. 9 marts
Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede - på baggrund af Borgerrepræsentationens medlemsforslag - at invitere til borgermøde i Tingbjerg mandag d. 9. marts. Det anslås, at der var ca. 75 deltagere.
Borgermødet bestod af velkomst ved Brønshøj-Husum Lokaludvalg, oplæg fra Økonomiforvaltningen v. Center for Byudvikling, gruppedrøftelser faciliteret af Mellemfolkeligt Samvirke og fælles opsamling.
Referat af borgermødet og Økonomiforvaltningens oplæg ses i bilag.
Udkast til lokaludvalgets input til Økonomiforvaltningen
Til hver gruppedrøftelse var der en repræsentant til stede fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg eller fra lokaludvalgets sekretariat, der tog referater af deltagernes input.
Efter ønske fra arbejdsgruppen har sekretariatet sammenskrevet pointer og input fra deltagerne på baggrund af referater og noter. Dertil har sekretariatet samlet alle fremsendte input og bemærkninger fra i alt 8 borgere, foreninger og aktører i Tingbjerg i et bilag.
Arbejdsgruppen bestående af Palle Lolk, Pernille Høholt, Sabah Qarasnane, Gitte Kirkeby og Christoffer Rosenkrands, har ikke haft bemærkninger til opsamlingen, der tager udgangspunkt i deltagerne beretninger, oplevede udfordringer og forslag til løsninger.
David G. Kristensen har fremsendt input om, at Københavns Kommune bruger en meget stor del af belysningsbudgettet på Tingbjerg og at der er en række mulige årsager hertil:
- alm hærværk.
- folk som synes lamper lyser kraftigt ind/reflektor.
- påkørsler/byggeskader.
- usikkerhed om kommune/boligselskaber ansvar.
Det er indarbejdet af sekretariatet i afsnittet 'blandede bolsjer' i 'udkast til input til Økonomiforvaltningen' i bilag.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og beslutter input til Økonomiforvaltningen vedr. forbedring af forholdene i Tingbjerg under byfornyelsen.
Forretningsudvalget har drøftet udkastet i bilag har tilføjet, at lokaludvalget har fået svar på fælles henvendelse til Økonomiudvalget om buslinje 2A med Christianshavns Lokaludvalg som medafsender og ikke finder reservebusser tilstrækkeligt som løsning. Forretningsudvalget støtter udkast til henvendelse til Økonomiforvaltningen i bilag foreslår, at lokaludvalget tilføjer evt. egne bemærkninger i det afsluttende afsnit.
Videre proces
Sekretariatet fremsender Brønshøj-Husum Lokaludvalgs input til, hvordan forholdene kan gøres nemmere i Tingbjerg under byfornyelsen på baggrund af borgermødet d. 9 marts i Tingbjerg, suppleret med to bilag: Referat af borgermødet samt fremsendte input fra borgere, foreninger og aktører.