Mødedato: 25.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Videnshuset, Voldparken 10 ved Husum for alle

Orientering om kvalificering af muligt budgetønske af Teknik- og Miljøforvaltningen

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

27.04.23: Lokaludvalget besluttede at indsende lokale budgetønsker om oppumpning af vand til Utterslev Mose, bemandet legeplads/naturværksted på EnergiCenter Voldparken samt renovering og etablering af flere toiletter ved Bellahøj Friluftsscene. Læs mere her: Lokaludvalgets ønsker til budgetforhandlinger til Teknik- og Miljøudvalget | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen om Teknik- og Miljøforvaltningens kvalificering af Brønshøj Kulturakse til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets invitation til, at alle lokaludvalg kunne indsende 2-3 budgetønsker til kommende budgetforhandlinger, var der mulighed for, at lokaludvalgene kunne få kvalificeret mulige budgetønsker af Teknik- og Miljøforvaltningen. Efter ønske fra Forretningsudvalget havde sekretariatet derfor indsendt helhedsplan for Brønshøj Kulturakse med fokus på Brønshøjvej til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen er efter lokaludvalgsmødet vendt tilbage med følgende vurdering:

Kære Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Mange tak for jeres input til budgetprocessen til Budget 2024. Teknik- og Miljøforvaltningen har nu haft lejlighed til at kvalificere det mulige budgetønske om et anlægsprojekt på og ved Brønshøjvej inden for rammerne af ”Helhedsplan for Brønshøj Kulturakse”.

Det fremsendte forslag er udarbejdet af et rådgiverfirma og indeholder borgerinddragelse, og forvaltningen vil derfor med udgangspunkt i forslaget kunne undersøge i hvor høj grad, der er behov for supplerende interessentinddragelse. Forvaltningen vil også skulle undersøge, i hvor høj grad rådgivers forslag er foreneligt med kommunens retningslinjer for udvikling og anlæg af anlægsprojekter.

Såfremt der fremsættes budgetønske om dette projekt, vil det være forvaltningens anbefaling, at der udarbejdes budgetnotat om finansiering af en to-delt foranalyse til et estimeret samlet budget på ca. 1,5 mio. kr. Estimatet er med forbehold for en mere detaljeret vurdering, når et eventuelt budgetnotat udarbejdes.

En trafikal del med inddragelse af politiet, hvor det blandt andet undersøges, hvor mange og hvor, der kan plantes træer i forhold til belysning og ledninger, samt hvad konsekvenserne er for parkering. Brønshøjvej er allerede udpeget som en strækning, hvor hastigheden nedsættes til 40 km/t.

En byrumsmæssig del, der indledes med en analyse af det for lokaludvalget udarbejdede materiale. Hvis det viser sig, at der er interessenter, som ikke er blevet inddraget, vil forvaltningen planlægge en dialog med områdets interessenter om udformningen af det konkrete byrumsprojekt. Foranalysen vil endvidere skulle afdække myndighedsforhold.

Foranalysen vil med udgangspunkt i rådgivers oplæg kunne føre til kvalificering af et egentligt fysisk anlægsprojekt i området. Resultaterne af foranalysen om det konkrete, fysiske projekt vil forventeligt kunne være klar til at indgå i forhandlingerne om Budget 2026.

Såfremt I ønsker yderligere uddybning, kontakt venligst forvaltningen via raadhuspostmkb@kk.dk.

 

På baggrund af forvaltningens tilbagemelding, besluttede forpersonerne at gøre Teknik- og Miljøudvalget opmærksomme på, at forvaltningen har kvalificeret projektet sammen med lokaludvalgets budgetønsker. Se bilag.

Løsning

Forretningsudvalget har taget orienteringen til efterretning.

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Videre proces

Teknik- og Miljøudvalget behandler lokaludvalgenes indsendte budgetønsker på møde d. 12. juni.

Beslutning

1. Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.
Til top