Mødedato: 24.11.2022, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, lokale 6, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Godkendelse af henvendelse til Borgerrepræsentationen om Bellahøj Vandrehjem og overnatningsfaciliteter

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender vedhæftede henvendelse til Borgerrepræsentationen om at finde egnede lokaler i nærheden af Bellahøj Svømmestadion til hotel/vandrehjem.

Problemstilling

Der har de seneste uger været debat i lokale aviser samt TV2Lorry om Københavns Kommunes
opsigelse af kontrakt med Bellahøj Vandrehjem. Borgerrepræsentationen behandlede sagen d. 22.
september som fortroligt punkt.

Sekretariatet har rettet henvendelse til Københavns Ejendomme for yderlige oplysning om sagen og har fået følgende svar om, at en samlet Borgerrepræsentation har godkendt punktet d. 22. september uden bemærkninger. Desuden at Københavns Kommune ejer vandrerhjemmet beliggende Herbergvejen 8, 2700 Brønshøj. Danhostel har iht. aftale med kommunen ansvaret for driften af vandrerhjemmet. Aftalen giver mulighed for, at begge parter frit kan opsige aftalen med 6 måneders varsel til ophør den efterfølgende 1. april. Aftalen er bragt til ophør efter beslutning fra Borgerrepræsentationen, da Københavns Kommune skal anvende ejendommen til kommunale formål. På kort sigt forventer kommunen anvende ejendommen til at huse ukrainske fordrevne, så de sikres en bolig. Det er meget svært at finde boliger til de ukrainske fordrevne. Ophøret sker i overensstemmelse med de vilkår, der er aftalt mellem parterne.

Løsning

Forretningsudvalget har drøftet sagen i forhold til, at vandrehjemmet er eneste overnatningsmulighed i Brønshøj-Husum. Forretningsudvalget foreslår derfor, at lokaludvalget sender henvendelse til Borgerrepræsentationen med ønske om at finde andre egnede lokaler i nærheden af Bellahøj Svømmestadion til hotel/vandrehjem til gavn for idrætsudøvere og andre besøgende i bydelen med behov for overnatning.

Videre proces

Sekretariatet sender henvendelsen.

Beslutning

Lokaludvalget inviterede Bettina Nørskov fra Københavns Trampolinklub i Grøndal Multicenter til at fortælle om sine perspektiver på sagen. Hun oplyste, at foreningen har haft base i Grøndal Multicenter i 25 år og at Trampolinklubben er meget kede af denne beslutning om ophævelse af kontakten. Hun er bekendt med, at det samme gør sig gældende for Dansk Svømme Union og Hovedstadens Svømmeklub. Når foreningerne afholde stævner, kommer der deltagere fra hele verden - og uden Bellahøj Vandrehjem vil overnatningsmuligheder blive en udfordring. Vandrehjemmet lå i gåafstand og det betyder meget for foreningernes planlægning af stævner.

John Steen Johansen, afdelingsformand for Bellahøjhusene fortalte, at beboerne i Belahøjhusene også er kede af, at kontrakten er opsagt, da de overnattende på vandrehjemmet bidrager til at skabe et levende miljø i kvarteret.

 

Lokaludvalget besluttede at sende henvendelsen til Borgerrepræsentationen. Udkastet til henvendelsen skærpes med, hvilken betydning opsigelsen af kontrakten har for nærmiljøet og kvarteret.

Lokaludvalget besluttede, formanden godkender henvendelsen efter præciseringer er tilføjet.

Til top