Mødedato: 24.11.2022, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, lokale 6, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

B-sag: Ansøgning om støtte til "Find me at the surface" (2023)

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Find me at the surface" med 10.000 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger støtte til et tværkunstnerisk samarbejde mellem en billedkunstner og en koreograf, som finder sted i Brønshøj Vandtårn i perioden 20. marts til 2. april 2023. Projektet består af to arbejdsworkshops for de to kunstnere og en afsluttende visning for publikum.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Visningen er gratis og åben for alle, men målgruppen er primært unge og voksne som er kunstinteresserede eller interesserede i dans. Ansøger forventer 40-80 deltagere.

Projektet finder sted i samarbejde med Brønshøj Vandtårn, der stiller tårnet til rådighed gratis, udlåner udstyr samt bidrager med teknisk bistand og markedsføring via Brønshøj Vandtårns kommunikationskanaler. 

Der reklameres for projektet via sociale medier, plakater samt pressemeddelelse til lokalavisen. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 50.000 kr.
Forventede indtægter: 40.000 kr.

Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer (herunder honorar til ansøger selv), materialer, honorar til fotograf, tryk af plakater og transport af værker. Indtægter stammer fra fondssøgning. De medvirkende kunstnere bidrager med ulønnede arbejdstimer. 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet bemærker, at skabelse af skulpturerne påbegyndes i 2022 og anbefaler derfor lokaludvalget at øremærke eventuel støtte til udgifter, der afholdes i 2023, fx til kunstnerhonorarer i forbindelse med visningen. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.

Forretningsudvalget indstiller projektet til støtte som ansøgt, under forudsætning af, at projektet også modtager støtte fra Statens Kunstfond. 

Økonomi

Pengene tages fra lokaludvalgets forventede 2023-midler.

Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2022 af Københavns Borgerrepræsentation.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top